Добірка наукової літератури з теми "Temporalité de la dette"
Оформте джерело за APA, MLA, Chicago, Harvard та іншими стилями
Ознайомтеся зі списками актуальних статей, книг, дисертацій, тез та інших наукових джерел на тему "Temporalité de la dette".
Біля кожної праці в переліку літератури доступна кнопка «Додати до бібліографії». Скористайтеся нею – і ми автоматично оформимо бібліографічне посилання на обрану працю в потрібному вам стилі цитування: APA, MLA, «Гарвард», «Чикаго», «Ванкувер» тощо.
Також ви можете завантажити повний текст наукової публікації у форматі «.pdf» та прочитати онлайн анотацію до роботи, якщо відповідні параметри наявні в метаданих.
Статті в журналах з теми "Temporalité de la dette":
1
Villen, Patrícia. "A FACE QUALIFICADA-ESPECIALIZADA DO TRABALHO IMIGRANTE NO BRASIL: temporalidade e flexibilidade." Caderno CRH 30, no. 79 (September 22, 2017): 33–50. http://dx.doi.org/10.9771/ccrh.v30i79.19992.
Анотація:
RESUMOO objeto deste artigo é a face qualificada-especializada do trabalho imigrante, relacionada com o circuito legalizado da imigração. Examina-se a bibliografia e os diferentes tratamentos teóricos do tema, enfatizando a pertinência do prisma do “mercado global dos recursos humanos qualificados”. A manifestação desses fluxos no Brasil (2007-2014) é analisada a partir das estatísticas do Ministério da Saúde e do Ministério do Trabalho e Emprego sobre o regime de visto, a composição de sexo e de nacionalidade. Uma seção é dedicada aos “marítimos globais” e aos médicos cubanos, por representarem um caso emblemático das novas bases sócio-históricas de desenvolvimento do fenômeno da imigração no país. Por fim, será feito um balanço sobre a ligação desses fluxos com movimentos de precarização do trabalho, em particular no que se refere à temporalidade e à flexibilidade.THE QUALIFIED-SPECIALIZED FACE OF IMMIGRANT LABOR IN BRAZIL: temporality and flexibilityABSTRACTThe object of this article is the qualified-specialized characteristic of immigrant work related to the legalized circuit of immigration. The references and the different theoretical backgrounds are evaluated highlighting the relevance of the “global market for qualified human resources”. The manifestation of these fluxes in Brazil (2007-2014) is analyzed based on the statistics of the Ministry of Health and the Ministry of Labor and Employment about the visa regime, the composition of gender and nationality. A section is dedicated to “global maritimes”, and Cuban doctors, because they represent an emblematic case in the new sociohistorical bases of development of the immigration phenomenon in the country. Finally, a balance will be made about the link between these issues and the movements of labor precariousness, in particular those regarding temporality and flexibility.Key words: Immigrant labor; Temporality; Flexibility; Global maritime; More Doctors for Brazil Program; Labor MarketLA FACE QUALIFIÉE-SPECIALISÉE DU TRAVAIL DES IMMIGRANTS AU BRÉSIL: temporalité et flexibilitéABSTRACTL’objet de cet article est la face qualifiée du travail immigré, lié au circuit d’immigration légalisé. La bibliographie et les différentes aproches théoriques du theme seront examinées, en particulier le prisme du «marché mondial des ressources humaines qualifiées.” La manifestation de ces flux au Brésil (2007-2014) est analysée à partir des statistiques du Ministère de la Santé et du Ministère du Travail et de L’emploi sur le régime des visas et la composition de sexe et nationalité. Une section est consacrée au travail des «maritimes globaux» et des médecins cubains, parce qu’ils représentent des cas emblématiques de la nouvelle base socio-historique du développement du phénomène de l’immigration au Brésil. Enfin, la connexion de ces flux avec les mouvements de précarisation du travail sera consideré, en particulier en ce qui concerne la temporalité et la flexibilité.Key words: travail immigré; temporalité; flexibilité; maritimes globaux; Programe Mais Médicos
2
Bensussan, Gérard. "ROSENZWEIG, SCHELLING ET L’HISTOIRE: QUELQUES APERÇUS." História Revista 21, no. 2 (October 9, 2016): 4. http://dx.doi.org/10.5216/hr.v21i2.43381.
Анотація:
Le rapport Rosenzweig / Schelling est le plus souvent, et à bon droit, étudié à partir de l’influence des Âges du monde sur l’écriture de l’Etoile de la rédemption. Le présent texte suggère une autre voie, non exclusive de la première, constituée autour de la dette rosenzweigienne contractée à l’endroit de la pensée schellingienne de l’historicité. Cette étude retrace les contenus et les attendus de cette dette sous quatre registres : 1. L’histoire, chez Schelling, est soumise à sa disposition comme articulation de temporalités sédimentées et coexistantes ; 2. Une véritable pensée de l’histoire peut être ainsi déterminée, très différente d’une « philosophie de l’histoire » : elle accueille l’histoire comme ce par quoi se fait connaître à l’expérience un imprépensable ; 3. Cette histoire « expériencielle » se surprend sans cesse en effectuant l’événement de ce qui ne cesse d’advenir dans sa Wirklichkeit ; 4. L’acte fondatif et inaugural de l’histoire est un mouvement que les hommes ne peuvent reconnaître comme quelque chose qu’ils auraient accompli. L’histoire avance, mais sans voir. Elle s’avance sans se voir selon un « progrès anti-historique ». Le parcours de Rosenzweig refait à sa façon ce chemin. Il va d’une conception néo-hégélienne de l’histoire universelle à l’idée d’une histoire discontinue, et même d’une méta- ou d’une extrahistoricité, c’est-à-dire d’une d’extériorité à l’histoire sans laquelle celle-ci s’aplatirait dans sa pure immanence et ne se laisserait pas penser dans sa concrétude opaque et chaotique.
3
Bo, Inger Glavind. "Temporalitet som nøgle til forståelsen af Meads socialpsykologi." Psyke & Logos 41, no. 2 (December 1, 2020): 225–44. http://dx.doi.org/10.7146/pl.v41i2.127524.
Анотація:
Artiklens formål er at redegøre for G.H. Meads begreb om temporalitet som en central nøgle til forståelsen af hans teori om selvets dannelse og social interaktion. Denne teori, eller måske snarere skitse til en teori, præsenterer han i sin lille bog fra 1932: ”The Philosophy of the present”2. Her skriver han om øjeblikket – og dermed det mest flygtige aspekt af tiden – som virkelighedens locus. For at vi kan forstå os selv og den interaktion, vi indgår i, må vi nødvendigvis kæde øjeblikke sammen – ikke som perler på en snor, men som et sammenhængende forløb, hvor nutid, fremtid og fortid gennemtrænger hinanden, som det er tilfældet i oplevelsen af en melodi. Tiden skal i Meads perspektiv ikke forstås som en kanal eller en beholder, som det oplevelsesmæssige indhold løber igennem. Tiden er selve dette kvalitative indhold. Hverken hukommelsen af fortidige begivenheder eller skabelse af selvet er nogen fast størrelse, men under konstant redigering og konstruktion, hvis udgangspunkt er det konkrete øjeblik her og nu. Meads begreb om temporalitet giver en bedre forståelse for hans socialpsykologiske bidrag til sociologien samt til hans mere filosofiske indsigter, der kan læses som grundsten til et narrativt perspektiv. Mead drager ikke selv denne konklusion, men det ligger ligefor at koble Meads forståelse af temporalitet med et fokus på meningsskabelse via narrativitet.
4
Rosanvallon, Pierre. "Temporalité scientifique, temporalité politique." La lettre du Collège de France, no. 37 (December 24, 2013): 7. http://dx.doi.org/10.4000/lettre-cdf.1466.
5
Nickelsen, Niels Christian. "SUBJEKTIVITET, MATERIALITET OG LEDSMERTER – om ANT-analysers bidrag til organisationspsykologi." Psyke & Logos 29, no. 1 (July 31, 2008): 23. http://dx.doi.org/10.7146/pl.v29i1.8438.
Анотація:
På baggrund af empiriske observationer fra en produktionshal drøftes aktør-netværk-teori i forhold til subjektivitet og organisationspsykologi. Artiklen argumenterer for at forstå et dokumenteret tilfælde af ledsmerter som en bestemt form for subjektivering, der opstår som følge af menneske-maskinemateriale-interaktioner. Artiklen demonstrerer og begrunder, at en identificeret kompensationstænkning i feltet, hvor mennesker erstattes af maskindele, nuancerer spørgsmålet om subjektivitet, agens og handling. Artiklen spørger: Hvad er det der handler? Som svar argumenteres for et poststrukturalistisk subjektivitetsbegreb, som forstår handling som et distribueret, heterogent og temporalt fænomen. Dette diskuteres i forhold til positioneringsteori og enactment teori. Styrken i det udviklede perspektiv er, at blikket rettes mod nuancerede konkrete og situerede forbindelser i det undersøgte felt. Begrænsningen er, at det er umuligt at vurdere, i hvilken grad subjektpositioner på sigt internaliseres, og at subjektet står tilbage som en posthuman multiplicitet!
6
André, Jacques. "Temporalité." Le Carnet PSY 160, no. 2 (2012): 35. http://dx.doi.org/10.3917/lcp.160.0035.
7
Le Meur, Anne-Sarah, and Natalia Smolianskaïa. "Temporalité abstraite." Rue Descartes 80, no. 1 (2014): 89. http://dx.doi.org/10.3917/rdes.080.0089.
8
Bertrand, Michèle. "Temporalité, identité." Topique 156, no. 3 (January 16, 2023): 141–47. http://dx.doi.org/10.3917/top.156.0142.
9
Bilheran, Ariane, Sophie Barthélémy, and Jean-Louis Pedinielli. "La temporalité dans la psychose : une temporalité mythique ?" L'Évolution Psychiatrique 73, no. 4 (October 2008): 629–38. http://dx.doi.org/10.1016/j.evopsy.2008.04.002.
10
Duhamel, Vincent. "Dissolution de la Temporalité et Temporalité de la Dissolution." Philosophy Today 55, no. 9999 (2011): 86–91. http://dx.doi.org/10.5840/philtoday201155supplement11.
Дисертації з теми "Temporalité de la dette":
1
Jeong, Boram. "Theory of subjectification in Gilles Deleuze : a study of the temporality in capitalism." Electronic Thesis or Diss., Paris 8, 2017. http://www.theses.fr/2017PA080165.
Анотація:
L’argument central de cette thèse est que le capitalisme financier en tant qu’économie fondée sur la dette produit une subjectivité mélancolique, en imposant à son sujet une structure particulière de temps. Je me suis appuyée sur la théorie deleuzienne du temps et sa thèse sur la formation du sujet. La synthèse du temps deleuzienne présente le temps comme constitutif du sujet plutôt que comme une forme subjective du temps, expliquant ainsi comment le sujet peut être passivement produit par le temps. Il procure également une thèse sur la formation du sujet à travers le capital, processus qu’il appelle « subjectivation ». En particulier, cette recherche consiste en trois tâches :(1) le rôle critique de la temporalité dans la formation du sujet, (2) la temporalité spécifique caractéristique du capitalisme financier contemporain, et (3) une pathologie du temps observée chez le sujet du capitalismeThis dissertation looks at time as a socially or psychologically imposed ‘structure’ that determines the ways in which past, present and future are weaved together in the subject. This inquiry presents (1) a critical role of temporality in the formation of the subject, (2) a specific temporality characteristic of contemporary financial capitalism, and (3) the pathologies of time found in the subjects of capitalism. The first two chapters provide an extensive analysis of Deleuze’s passive syntheses of time given in Difference and Repetition, which reveals the subject’s passive relation to time as a structure of ‘becoming.’ The following chapters examine how this ontological structure of time interacts with socio-economic temporalities in its production of the subject. I particularly focus on the temporal structure of debt, which has become a general condition of the subjects in the current economic system. I claim that the debt-based economy produces ‘melancholic subjectivity,’ characterized by a dominance of the past and the inhibition of becoming
2
Ngolele, Claude-Alexis. "Temporalité : modes d'accès." Université de Provence. Faculté des lettres et sciences humaines (1969-2011), 2008. http://www.theses.fr/2008AIX1A118.
Анотація:
Mettre au jour les modes d'accès à la temporalité requiert que soit déterminé au préalable ce qu'est le temps. Car dans notre projet la temporalité est saisie à partir du temps comme précisément, l'appropriation de son déploiement par l'esprit humain. La première partie du traité répond à ce préalable à travers notre intérêt pour le Cronos homérique, les apories de Zénon, le mouvement aristotélicien ou la procession plotinienne. On a cherché à travers leurs approches, au-delà de la nature du temps, la trace de sa saisie comme expérience assumée ou vécue par le sujet. Faute d'une telle trace, nous avons ouvert la question aux différentes déterminations de l'existence humaine, à travers les approches psychologiques et sociales. De cette ouverture il ressort l'éclatement des modes d'accès et de déploiement, ce qui nous privent d'une donation privilégiée de la temporalité. Notre réponse à cette question des voies d'accès à la temporalité a consisté à investir les déterminations d'une existence accomplie et intégrale du sujet (pensant et agissant comme lieu où tous ces modes trouvent un écho. L'appréhension heideggérienne de la notion de souci, qui inscrit les temporalités psychologique et sociale comme genre d'être du Dasein existant, comporte toute la quintessence de notre conclusion.
3
Foulley, Michel. "Temporalité et biologie." Reims, 1991. http://www.theses.fr/1991REIML002.
Анотація:
Le temps des physiciens est un temps dirige contre la vie. Le temps dont parlent les philosophes a ete le plus souvent un temps etranger a la vie. Il devenait alors necessaire de partir a la recherche de la temporalite originaire puisque toutes ces images du temps ne faisaient que renforcer le primat de la raison et les fictions qui l'accompagnent. La temporalite est une puissance de synthese et d'organisation resultant de la confrontation entre l'idealite de la structure temporelle et l'evenementialite existentielle. La temporalite trouve en effet dans la chronobiologie l'expression de cette aptitude radicale a realiser la synthese des differentes horloges qui la constituent. Vivre c'est changer, et c'est cette cascade de situations qui donne a la temporalite a la fois sa richesse mais aussi son mystere car un etre vivant n'est jamais egal a lui-meme. La temporalite est ce rapport intime de soi a soi qui ouvre a l'organisme les portes de l'autonomie et de la liberte. Le temps est devenu pour la philosophie, ainsi que pour la science, un concept regulateur qui a pour objet l'unification totale de ce que connait notre raison. Ce cauchemar doit s'effacer, pour laisser place a une veritable metaphysique de la temporalite. S'il existe une illusion metaphysique dans l'approche de l'idee de temps, la faute en revient a l'imaginaire de l'ambiguite qui se refuse de decrire le temps comme pure invention de la pensee. La temporalite veritable est l'expression d'une singularite biologique, forme de transcendance correspondant a cette palpitation qui est a l'origine de la vie et de la liberteThe time used by physicists is directed against life. More often than not, the time referred to by philosophers has been extraneous to life. Thus it became all the more necesary to go about in quest of initial temporality as all those images made up by time merely trengthened the primary role of reason and the fictions coming along with it. Temporality is a force of synthesis and organization resulting from the confrontation between the ideal character of the temporal structure and the existential character of facts. Temporality finds in chronobiology the very expression of this radical ability to achieve the synthesis of the different clocks which compose it. Living means changing and this sequence of events gives temporality both its richness and its mystery, for a living creature is never true to himself. Temporality is this intimate relation fron self to self which gives the organism its autonomy and its freedom. Both philosophers and scientists consider time as a regulating concept whose purpose is the thorough unification of what our reason knows. This nightmare has to vanish so as to make room for a genuine metaphysical grasp of temporality. If ever there exists a metaphysical illusion in the approach to the notion of time, the fault lies with the imaginary of ambiguity for which time cannot be described as a sheer invention of thought. True temporality is the expression of a biological pecularity, a form of transcendence corresponding to that palpitation which is the origin of life and freedom
4
Kravaritou, Sofia. "La configuration des "calendriers" des cités grecques : temporalité cultuelle et temporalité narrative." Paris, EPHE, 2005. http://www.theses.fr/2005EPHE5026.
Анотація:
Le terme de “calendrier” n’était pas utilise en Grèce antique pour décrire ni la notion cyclique du terme vécu, ni le temps de la chronologie, comme c’est le cas du terme contemporain. De plus, il n’y avait pas de document écrit attestant l’ensemble des fêtes et des rites accomplis au sein de chaque communauté, durant l’année. Les documents épigraphiques appelés jusqu’à nos jours « calendriers » fournissent des informations partielles, souvent en relation avec des évènements administratifs et politiques spécifiques. La description du temps religieux à caractère cyclique est liée en Grèce antique à l’organisation du programme annuel des noms de mois et des cultes qui se produit de façon individuelle. Chaque cité, ou chaque petite communauté, organisait son propre programme annuel des mois et des cultes, qui recevait aussi des changements au cours des siècles. L’étude des cas particuliers a montré qu’il y avait de plus des intercalations arbitraires, les mois ne se nommant pas toujours d’après les fêtes, des équivalences temporaires entre plusieurs communautés, les mêmes noms de mois ont été utilisés pour signaler différents moments de l’année. Finalement, le matériel disponible suggère l’existence des fêtes fixes et fêtes mobiles. La construction du temps chronique et historique, et par conséquent la mémoire communautaire sur la fondation des cultes des programmes annuels, est fabriqué dans le temps de la narration des récits des poètes et des historiens grecs qui configurent, de nouveau à caractère individuel et à plusieurs versions, les actes divins et héroïques qui se trouvent à l’origine de la construction des programmes annuels des cultes ; ils donnent ainsi au présent de la célébration des cultes un caractère commémoratif des actes du passéAncient Greeks did not use the word “calendar” to describe their annual time of religious celebrations or the time of chronology, as we use it today. They did not also have written documents describing all the celebrations of the religious year. The documents assigned as “calendars” by modern scholars contain scanty information associated most of the time with specific political or other events. The construction and the description of the annual program of month names and celebrations is in Ancient Greece a private affair of every city and every small community. Religious annual time is full of individual month names, rituals, intercalations, and we suspect also the existence of movable feasts. The construction of the historical time and the memory of the communities is also characterised by great individualism. It has been created into the narrative time of various versions of poetic and historical activity describing the foundation of present cults in the past by gods and heroes, who sign the beginning of history for every city and community
5
RAIMBAUD, YANNICK. "La dette familiale." Nantes, 1990. http://www.theses.fr/1990NANT024M.
6
Lamarche, Vincent. "Constance et temporalité selon Platon." Paris 4, 1988. http://www.theses.fr/1988PA040054.
Анотація:
En dépit de ce que pourraient laisser croire les divisions du Timée (27d), Platon accorde aux êtres temporels une dignité et une constance réelles quoique relatives, en ménageant, au prix d'un double "parricide", la possibilité d'un moyen-terme entre le statut qu'il réserve à l'intelligible et celui que les relativistes assignaient au sensible. Il voit en l'existence du temps et en notre participation à ses "formes" (l'"était" et le "sera") un indice de la détermination du "devenir" par l'"être" et l'un des principaux gages de la bienveillance divine à notre égard. Dans le Philebe et le Parménide, il attribue enfin au temps la structure d'un mixte" d'"infini" et de "limite", et assure l'intelligibilité du devenir temporel au moyen de distinctions qui ne sont point sans évoquer celles dont Aristote fera usage dans sa physiqueIn spite of what the divisions of the Timaeus (27d) might suggest, Plato grants dignity and constancy to temporal beings, by allowing, thanks to a double "parricide", the possibility of an intermediate between the status he reserves to the intelligible and the one attributed to the tangible world by the relativists. In the existence of time and in our participation in its "forms" (the "was" and the "will be"), he sees an evidence of the interaction between "being" and "becoming", and a sign of divine concern. In the Philebus and in the Parmenides, he conceives time as a "mixture" of "limit" and "infinity", and settles the intelligibility of temporal becoming by means of distinctions which seem to announce Aristotle’s physics
7
Macias, Pilar. "La temporalité de l'art photographique." Master's thesis, Université Laval, 2004. http://hdl.handle.net/20.500.11794/34279.
Анотація:
En vivant hors de mon pays d'origine, certains aspects de la vie quotidienne deviennent plus importants que d’autres, car !'éloignement de ma culture mexicaine a transformé ma manière de travailler, de réfléchir et de réaliser ma propre œuvre qui est le reflet de l’essence de mon être. Ce projet se veut un lien entre mon passé révolu et mon présent qui rapidement devient passé et se transforme en souvenir. Le passé est symbolisé par des petits éléments qui proviennent de ma culture d’origine et mon présent, par des paysages environnant mon milieu de vie. Dans les deux cas, je suis là, comme un personnage en mouvement et mes pieds sont la preuve de mon existence. J’ai choisi de travailler avec la photographie et la vidéo car ils laissent des traces de ce temps qui s’écoule. La succession d’instants se confond entre mes souvenirs et mes réalités, créant un mouvement constant qui influence mon identité. Je suis ce que j’étais et aussi ce que je vis à l'instant présent. Dans ce processus, l’espace où je me suis trouvée a aussi été un facteur de changements. Ce projet est composé de deux séries de photographies et d’une œuvre vidéo. Ces trois éléments forment un tout et se complètent, afin de démontrer cette transformation identitaire que j'ai vécue et qui fait déjà partie de mon passé.Québec Université Laval, Bibliothèque 2019
8
Lemoine, Benjamin. "Les valeurs de la dette : L'État à l'épreuve de la dette publique." Phd thesis, École Nationale Supérieure des Mines de Paris, 2011. http://pastel.archives-ouvertes.fr/pastel-00712284.
Анотація:
Comment l'État est-il devenu l'objet d'un examen attentif de ses " passifs ", de ses charges et de ses limites ? Pour répondre à cette énigme, la thèse rend compte des épreuves successives qui ont attaché la valeur comptable et financière de l'État à sa dette publique. Après avoir identifié les modalités de financement administrées de l'État comme une source de création monétaire excessive, les pouvoirs publics s'engagent dans la mise en marché de la dette publique. Le recours à l'argent " extérieur " est conçu comme une solution au problème de l'inflation. Élaborée notamment dans des secteurs stratégiques de l'État, ce projet technique et politique se naturalise peu à peu et efface les traces de ses origines. Les causes de la dette résident dès lors exclusivement dans le déficit et la dépense publique qu'il convient de contenir. Les dispositifs comptables prospectent l'ensemble des dettes à venir afin de prévenir un quelconque affaissement de la valeur de l'État. De solution, la dette devient peu à peu une contrainte avec laquelle la décision politique doit apprendre à composer. L'étude de ce processus, qui aujourd'hui fait l'objet d'intenses débats, renseigne sur les modalités d'articulation entre décision politique et dispositifs techniques.
9
Nsie, Etienne. "La remise de dette." Nancy 2, 1995. http://www.theses.fr/1995NAN20014.
Анотація:
La traditionnelle opposition entre creancier et debiteur met en evidence la force du lien obligatoire qui joue en faveur du creancier. Pour en sortir, le debiteur doit fournir la prestation due a ce dernier. L'execution de l'obligation est le mode normal de sa liberation. Pourtant le lien contractuel peut se denouer par un autre procede qui exclut l'idee d'execution. Il y a, certes, extinction de l'obligation mais elle se realise sans que la prestation ait ete fournie. La remise de dette est ce procede de liberation sans execution. Dans son essence, il s'agit d'un acte volontaire et gratuit. C'est aussi un acte conventionnel. L'offre de remise doit, ainsi, etre acceptee par le debiteur. Toutefois, lorsqu'elle est faite dans son interet exclusif le debiteur n'a aucune raison de la refuser. On devrait donc admettre que la remise puisse se realiser par renonciation unilaterale. Parce qu'elle est un contrat, la remise de dette obeit aux regles de preuve du droit commun. Mais le legislateur a fait de la remise volontaire, par le creancier au debiteur, de l'instrumentum qui constate son droit une presomption de liberation de ce dernier. Cette presomption est irrefragable lorsque la creance est constatee par un acte sous seing prive et simple quand elle l'est par un acte autenthique. Si la remise de dette vise a faire sortir le debiteur du lien contractuel, elle n'est pas sans incidence sur l'obligation des coobliges et cautionsThe traditional opposition between creditor and debtor shows clearly the strength of obligatory property which plays in favour of the creditor. The debtor must furnish the service due to the latter as a way out. The execution of the obligation is the normal way of his liberation. However the contractual property can be resolved by another process which excludes the idea of execution. There is certainly extinction of the obligation but this is done without furnishing the service. This process of liberation without execution is known as remission of debt. Essentially, this involves a voluntary and free act. It is also a conventional act. Offer of remission must therefore be accepted by the debtor. However, if it is done at the exclusive interest of the debtor, then he has no reason to refuse the offer. One should therefore agree that the remission of debt can be done by a unilateral renunciation. Since it is a contract, debt remission obeys the rules of proof of common law. But the legislator has made of the voluntary remission of debt, by creditor to debtor, to be an title of debt which states its right of presumption of liberation of the debtor. This presumption is incontestable when the debt is made by a private agreement, and simple when it is so by a real act. If remission of debt aims at liberating the debtor from the contractual property, it is not without consequence on the obligation of the coobligee and guarantors
10
Frering, Rebecca. "La reconnaissance de dette." Electronic Thesis or Diss., Lyon 3, 2022. http://scd-proxy.univ-brest.fr/login?url=https://bibliotheque.lefebvre-dalloz.fr/isbn/9782247234448.
Анотація:
La reconnaissance de dette se présente de prime abord comme un acte du quotidien des plus banals : un père prête à son fils une somme d’argent pour l’aider dans un projet, et celui-ci souscrit une reconnaissance de dette ; une succession s’ouvre, et l’on découvre une reconnaissance de dette dressée par le défunt ; un dirigeant de société signe une reconnaissance de dette pour l’activité de la société. Cette banalité induit une certaine évidence dans l’appréhension juridique de cet acte, et justifie probablement qu’aucune étude d’ensemble ne lui ait jamais été consacrée en doctrine. Une telle simplicité n’est pourtant qu’apparente. Les diverses qualifications juridiques que lui prête la doctrine en témoignent : acte unilatéral, contrat unilatéral à titre onéreux, acte déclaratif, acte récognitif, aveu, etc. Loin de constituer un questionnement purement théorique, déconnecté de la pratique, la qualification retenue pour la reconnaissance de dette emporte d’importantes conséquences sur le régime juridique qui lui sera appliqué. Est-elle soumise aux règles relatives aux vices du consentement du droit commun, ou de l’aveu ? Faut-il lui appliquer certains principes relatifs à la preuve, tel que celui de la loyauté ? Quelle capacité exiger de son auteur ? La récente réforme du droit des contrats a ajouté son lot de questionnements en supprimant la cause, grâce à laquelle la jurisprudence contrôlait l’existence d’une dette en matière de reconnaissance. Quel fondement utiliser pour contrôler cette existence en présence d’une reconnaissance de dette souscrite après le 1er octobre 2016 ? Pour répondre à l’ensemble de ces interrogations, la thèse se propose d’abord d’identifier la nature juridique de la reconnaissance de dette, qui semble se trouver quelque part entre la preuve et l’acte juridique. L’opération de qualification requerra d’adopter un autre regard sur ces deux notions, traditionnellement opposées, afin d’envisager l’éventualité d’une catégorie d’acte juridique présentant une qualité probatoire. Le régime juridique de la reconnaissance de dette pourra ensuite être bâti sur le socle de la qualification retenue, dans l’optique d’épouser les singularités de cet acte. Cette construction commandera souvent de résoudre les contradictions apparentes entre preuve et acte juridiqueAn acknowledgement of indebtedness has become one the banalest actions of everyday life: a father loaning his son some money for him to undertake a project, for which he would write a certificate of indebtedness; heirs finding out that the deceased person had written a certificate of indebtedness; a CEO writing a certificate of indebtedness to save their company… This banality implies some kind of obviousness in the way that this act would be acted upon legally. It probably explains why the doctrine has never researched it extensively. The apparent simplicity of dealing with the outcomes of certificates of indebtedness hides an uncovered process. The numerous legal qualifications given by the doctrine prove it: unilateral act, unilateral contract concluded for pecuniary interest, declarative act, acknowledging act, avowal, etc. Far from constituting a purely theoretical questioning, disconnected from practice, the qualification used for the consequences of dealing with an acknowledgement of indebtedness has important consequences on the legal regime that will be applied to it. Should it be bound to the rules relating to the defects of consent, or the avowal? Should certain principles relating to proof be applied to it, such as loyalty? How liable should the author of a certificate of indebtedness be? The recent reform of contract law has added its share of questions by removing the cause, thanks to which the case law controlled the existence of a debt in terms of recognition. What basis should be used to control this existence in the presence of an acknowledgement of debt subscribed after October 1st, 2016? To answer all these questions, this thesis first offers to identify the legal nature of the acknowledgement of debt, which seems to be somewhere between the proof and the legal act. The qualification operation will require adopting another look at these two notions, traditionally opposed, to consider the possibility of a legal acts category having a probative quality. The legal regime for the acknowledgement of debt can then be built based on the retained qualification, aimed to embrace the singularities of this act. This construction will often require resolving the apparent contradictions between the proof and legal acts
Книги з теми "Temporalité de la dette":
1
Pastor, J. Ph. Devenir et temporalité. [Paris]: Moonstone, 2003.
2
Gosselin, Laurent. Temporalité et modalité. Bruxelles: De Boeck.Duculot, 2005.
3
Joos De Ter Beerst A. GÉNÉTIQUE ET TEMPORALITÉ. Paris: Editions L'Harmattan, 1997.
4
Gosselin, Laurent. Temporalité et modalité. Bruxelles: De Boeck.Duculot, 2005.
5
Hours, Bernard, and Pepita Ould Ahmed. Dette de qui, dette de quoi?: Une économie anthropologique de la dette. Paris: L'Harmattan, 2013.
6
Breton, Thierry. Anti-dette. Paris: Plon, 2007.
7
Larsen, Marianne. Pludselig dette. [Valby]: Borgen, 1985.
8
Man. La dette. [Bruxelles]: Dargaud Be ne lux, 2008.
9
Milburn, J. Alex. Temporalité et actualisation en comptabilité générale. Toronto, Ont: Institut canadien des comptables agréés, 1990.
10
Coordination : Pascal ROQUET, Maria José Gonçalves, Lucie Roger, Ana Paula Viana-Caetano. TEMPS, TEMPORALITÉ ET COMPLEXITÉ DANS LES ACTIVITÉS. Paris: Editions L'Harmattan, 2013.
Частини книг з теми "Temporalité de la dette":
1
Forestier, Florian. "L'énigme de la temporalité." In La phénoménologie génétique de Marc Richir, 109–41. Cham: Springer International Publishing, 2014. http://dx.doi.org/10.1007/978-3-319-10026-5_6.
2
Chidichimo, Alessandro. "Saussure et la temporalité." In Studies in the History of the Language Sciences, 191–204. Amsterdam: John Benjamins Publishing Company, 2016. http://dx.doi.org/10.1075/sihols.126.15chi.
3
Dubanchet, Robert. "La dette en questions." In La dette en questions, 63–66. In Press, 2024. http://dx.doi.org/10.3917/pres.barre.2024.01.0064.
Анотація:
La cure analytique depuis ses débuts avec Freud, repose sur un dispositif qui relève d’abord d’une prise en compte de la réalité psychique. Le paiement des séances fait partie d’une des modalités constitutives du cadre et reste, encore aujourd’hui, une exigence nécessaire à la réalisation d’un processus d’investissement psychique. Le maintien d’un mode de paiement stable, séances manquées comprises, est donc un élément essentiel en ce sens qu’il organise la temporalité du patient dans un éprouvé de permanence et de fiabilité. En institution, cette question peut être abordée différemment, mais elle est aussi à saisir du côté des modalités transférentielles et donc, à ce titre, doit être prise en compte comme partie intégrante du processus analytique.
4
Andre, Jacques. "Temporalité." In Actualité des états limites, 47. ERES, 2014. http://dx.doi.org/10.3917/eres.estel.2014.01.0047.
5
Evrard, Aurélien, and Geoffroy Matagne. "Temporalité." In Dictionnaire des politiques publiques, 617–23. Presses de Sciences Po, 2014. http://dx.doi.org/10.3917/scpo.bouss.2014.01.0617.
6
Evrard, Aurélien, and Geoffroy Matagne. "Temporalité." In Dictionnaire des politiques publiques, 629–35. Presses de Sciences Po, 2019. http://dx.doi.org/10.3917/scpo.bouss.2019.01.0629.
7
Evrard, Aurélien, and Geoffroy Matagne. "Temporalité." In Dictionnaire des politiques publiques, 617–23. Presses de Sciences Po, 2010. http://dx.doi.org/10.3917/scpo.bouss.2010.01.0617.
8
Roquet, Pascal. "Temporalité." In Dictionnaire des concepts de la professionnalisation, 315. De Boeck Supérieur, 2013. http://dx.doi.org/10.3917/dbu.devel.2013.02.0315.
9
Roquet, Pascal. "Temporalité." In Dictionnaire des concepts de la professionnalisation, 421–24. De Boeck Supérieur, 2022. http://dx.doi.org/10.3917/dbu.jorro.2022.01.0421.
10
"Temporalité." In Nouveaux fragments d’un discours théorique. Un lexique littéraire. Codicille, 2023. http://dx.doi.org/10.47123/f51e9fed.89c83a69.
Тези доповідей конференцій з теми "Temporalité de la dette":
1
Dechy, Nicolas, Yves Dien, Eric Marsden, and Jean-Marie Rousseau. "Un retour d'expérience dynamique à l'épreuve de la temporalité." In Congrès Lambda Mu 20 de Maîtrise des Risques et de Sûreté de Fonctionnement, 11-13 Octobre 2016, Saint Malo, France. IMdR, 2016. http://dx.doi.org/10.4267/2042/61736.
2
Mecke, Jochen. "Mimèsis et poièsis du temps : Paul Ricœur et la temporalité du roman (post-) moderne." In L’héritage littéraire de Paul Ricœur. Fabula, 2013. http://dx.doi.org/10.58282/colloques.1885.
3
Grondin, Jean. "Une certaine manière herméneutique de faire de la philosophie. Petite reconnaissance de dette envers Paul Ricœur." In L’héritage littéraire de Paul Ricœur. Fabula, 2013. http://dx.doi.org/10.58282/colloques.1916.
4
Darrault-Harris, Ivan. "De la santé à la maladie et vice-versa : des procès de transition d’un état à l’autre." In Actes du congrès de l’Association Française de Sémiotique. Limoges: Université de Limoges, 2024. http://dx.doi.org/10.25965/as.8411.
Анотація:
Existe Définie comme un des droits fondamentaux de tout être humain, la santé, pour l’OMS, est un état de complet bien-être physique, mental et social et ne consiste donc pas seulement en une absence de maladie ou d'infirmité. Cette redéfinition ambitieuse multiplie, on le voit, les sources de mal-être et autant de nécessaires transitions, à examiner, pour atteindre et maintenir sur toutes ces dimensions un bien-être total. On envisagera dans cette perspective certains modes de transition emblématiques entre ces deux états : ainsi la guérison – sans transition - miraculeuse et instantanée, la guérison comme processus complexe impliquant une gradation des étapes soumises à la véridiction, voire une inscription, avec la maladie, dans la chronicité. Ainsi l’actuelle épidémie pose le problème d’un allongement duratif et inédit des symptômes, dans le cas du « Covid long » : transition interminable vers l’état de santé et dénonçant une illusoire guérison. Mais l’examen, si minutieux soit-il, de la temporalité transitionnelle ne saurait éluder la question des actants, multiples, convergents ou non, du changement, intimement liés à l’économie même des types de transition.
5
Molina García, Erika Natalia. "Déversement du regard fluide. Esquisse d'une méthodologie pour approcher théoriquement le cinéma." In XXV Coloquio AFUE. Palabras e imaginarios del agua. Valencia: Universitat Politècnica València, 2016. http://dx.doi.org/10.4995/xxvcoloquioafue.2016.3090.
Анотація:
Dans son ouvrage de 2010 (« Les images de l’eau dans le cinéma français des années 20 », Presses Universitaires de Rennes), Eric Thouvenel interroge la profusion des images de la liquidité dans une période bien précise du cinéma français, mais tout en l’interprétant comme un symptôme du temps ; non seulement d’une époque trouble, postérieure à la Grande Guerre, mais du temps lui-même. En effet, au début du XXème siècle, le développement des technologies cinématographiques s’accompagne d’une redécouverte de l’ensemble de la réalité comme liquide, et ainsi d’une remise de la question du dynamisme, de la temporalité et du mouvement, au centre des thématisations dans tous les domaines. Cette redécouverte opère dans le champ du social, de l’art, de la philosophie (notamment grâce à la pensée bergsonienne), et aussi de la science (avec la mécanique des fluides). On traverse ainsi un seuil. On engage un changement de paradigme symbolique, tout comme si depuis le XXème siècle on avait quitté un modèle tellurien pour nous donner à l’immersion d’un modèle aquatique. Ceci justifie suffisamment la démarche de Thounevel, voulant analyser les images aquatiques dans la France des années 20, d’un regard lui-même fluide (p.16), mais ceci justifie aussi à nos yeux un décryptage et une systématisation du dit regard.Nous proposons ainsi de décomposer ce regard fluide, notamment dans l’œuvre de Thounevel et de Gilles Deleuze (dans « Cinéma 1, Image-mouvement » et « Cinéma 2, Image-temps », Éditions de Minuit), visant la plus grande simplicité schématique, et tenter de l’appliquer au cinéma de Philippe Garrel, comme cas d’étude. L’œuvre de Garrel, se prêtant tout particulièrement à une analyse liquide, nous accordera ainsi, la convenance d’un exemple contemporain et la délimitation nécessaire à cette construction d’un cadre méthodologique pour les approches théoriques du cinéma à venir.DOI: http://dx.doi.org/10.4995/XXVColloqueAFUE.2016.3090
Звіти організацій з теми "Temporalité de la dette":
1
Ormstrup Vestergård, Louise. Et styrket nordisk samarbejde om distancearbejde og multilokalitet. Nordregio, September 2022. http://dx.doi.org/10.6027/pb2022:6.2001-3876.
Анотація:
Meget tyder på, at et øget niveau af distancearbejde er kommet for at blive, i det mindste i en eller anden form, i kølvandet på COVID-19 pandemien. Men de langsigtede konsekvenser af dette for nordiske kommuner og regioner er langt fra tydelige. Denne policy brief opsummerer de første resultater af projektet 'Remote work – Effects on Nordic people, places and planning 2021-2024' og leverer anbefalinger designet til at styrke tværnordisk læring og samarbejde indenfor dette emne.
2
Jacques, Olivier, Joanis Marcelin, and Jérôme Turcotte. Soutenabilité budgétaire du Québec et vieillissement de la population : implications pour la révision de la Loi sur la réduction de la dette. CIRANO, March 2023. http://dx.doi.org/10.54932/yqca4755.
Анотація:
Le gouvernement a indiqué son intention de fixer, dans le budget 2023-2024, un nouvel objectif de réduction de la dette couvrant les 10 ou 15 prochaines années et d’ajuster la Loi sur la réduction de la dette et instituant le Fonds des générations (LRD) en conséquence. En matière de réduction de la dette, quel objectif le gouvernement devrait-il se donner à long terme ? Nous sommes d’avis que pour atteindre une réelle équité entre les générations dans un contexte de vieillissement accéléré de la population, le gouvernement doit accompagner sa nouvelle cible de réduction de la dette d’outils de surveillance et de mise en œuvre de la soutenabilité des finances publiques du Québec à long terme. Dans l’avis qui suit, nous arguons que le gouvernement devrait mettre davantage l’accent sur la résilience à long terme de ses finances publiques en s’assurant d’afficher une soutenabilité financière, que sur le choix de cibles spécifiques formulées en termes de ratio de dette publique. En l’absence d’une publication régulière de projections budgétaires de long terme par le gouvernement qui soient plus longues que le cadre financier quinquennal, nous nous tournons vers quelques-unes des plus récentes études sur la soutenabilité budgétaire du Québec afin d’établir un état de la situation. Malgré d’incontestables progrès observés depuis l’adoption de la LRD, nous constatons que la soutenabilité budgétaire du Québec demeure fragile. Sur la base de ce constat, nous émettons les deux recommandations suivantes, que nous développons plus en détail à la fin du présent avis. Nous proposons que la révision de la Loi sur la réduction de la dette et instituant le Fonds des générations : 1) Crée l’obligation pour le ministre des Finances de produire annuellement une analyse de la soutenabilité budgétaire à long terme des finances publiques ; et 2) Intègre au cadre budgétaire un fonds d’amortissement de l’assurance maladie du Québec. Ce fonds viserait à préfinancer la croissance des soins de santé attribuable à l’évolution démographique de la population et aurait pour objectif de mieux répartir dans le temps le fardeau de la croissance du financement public des soins de santé sur un horizon temporel prévisible.
3
Ørvig, Kjersti. Velferdsteknologi: En studie av holdninger/oppfatninger om bruk av velferdsteknologi for unge mennesker med nedsatt funksjonsevne i eller på vei til egen bolig. University of Stavanger, October 2014. http://dx.doi.org/10.31265/usps.225.
Анотація:
Dette er en rapport som bygger på en sosiologisk studie av pårørende og brukeres oppfatninger i tilknytning til en fremtidig innføring av velferdsteknologi i bolig for unge mennesker med nedsatt funksjonsevne. Hovedhensikten med studien er å dokumentere og diskutere muligheter og begrensninger ved velferdsteknologisk understøttelse i bolig slik den enkelte bruker/pårørende oppfatter dette. Målgruppen for studien er unge voksne (18-29 år) med nedsatt funksjonsevne som enten bor i egen bolig eller er på vei til egen bolig. Dette er en gruppe unge mennesker som har vært og fremdeles er lite synlig i debatten rundt innføring av velferdsteknologi som i all hovedsak har vært rettet mot eldre og/eller kronisk syke. Min analyse fokuseres rundt fem hovedtema: 1) kunnskaps- og kompetanseforutsetninger, 2) teknologiske utfordringer, 3) ny teknologi og det menneskelige aspektet, 4) fordeler og ulemper med moderne teknologi og 5) de blandede erfaringene med Nav. Et overordnet spørsmål i rapporten er hvordan velferdsteknologi kan bidra til inkludering for unge mennesker med funksjonsnedsettelser. Det ble anvendt en kvalitativ metode i studiet med bruk av semi-strukturerte intervjuer. Utvalget av informanter i målgruppen ble strategisk valgt i samsvar med prosjektets forskningsspørsmål. Dette omfattet unge voksne brukere (18-29 år) med nedsatt kognitiv og/eller fysisk funksjon samt pårørende til brukere i denne aldersgruppen. Et annet kriterium var at brukerne enten bodde i egen bolig eller var på vei til egen bolig de nærmeste årene. Totalt 13 informanter deltok, herav 5 brukere og 8 pårørende. 3 av de 5 brukerne som deltok i undersøkelsen bodde i egen bolig. Av det totale antallet brukere som var representert i undersøkelsen bodde 5 av brukere i egen bolig. Intervjuene ble gjennomført i fem kommuner i Rogaland høsten 2013 og vår 2014. Hvert intervju ble tatt opp på bånd og transkribert. Informantene ble rekruttert via to ulike interesseorganisasjoner. Funn Et hovedfunn viser at det er et stort behov for informasjon og kunnskap om hva velferdsteknologi omfatter og hva som er forskjellen på velferdsteknologi og mer tradisjonelle hjelpemidler. Samtidig indikerer funn at noen av brukerne og flere av de pårørende har kunnskap og kompetanse i bruk av smarttelefoner, pc, nettbrett etc. Dette er kunnskap som kan videreutvikles til bruk av ulike typer mer spesialtilpassede kommunikasjonsløsninger. Manglende tilgjengelig informasjon kan bidra til at det skapes ambivalente holdninger til ny teknologi. Dette er knyttet til oppfatninger om overvåkning og kontroll. En utfordring som kommer til uttrykk blant pårørende informantene i tilknytning til velferdsteknologi, er situasjoner hvor pårørende/bruker mangler digital kompetanse. Pårørende uttrykker i den sammenheng bekymring for ekskludering av en gruppe brukere som ikke får tilgang til moderne teknologi fordi det ikke søkes om dette. Resultatet kan bli at det ikke søkes om velferdsteknologiske løsninger fordi pårørende/sosiale nettverk ikke selv har kompetanse eller ikke bryr seg om å erverve denne kompetansen. Brukere som er avhengig av pårørende/sosiale nettverk for å håndtere teknologien kan bli særlig sårbare i denne sammenhengen. Et viktig funn som kommer frem her er at det må opprettes en type support gjennom Nav. Denne type support må være tilgjengelig i situasjoner hvor teknologien ikke fungerer som den skal eller ved andre behov for assistanse. Funn peker og på behovet for å sikre opplæring av kommunalt ansatte som mangler grunnleggende kompetanse om velferdsteknologi. Dette er i samsvar med flere fagrapporter på feltet. Et sentralt funn i undersøkelsen omfatter frykten for at velferdsteknologi skal erstatte menneskelig kontakt. Dette er i samsvar med «motstanderne» i debatten rundt innføring av moderne teknologi. Flere av informantene uttrykte og stor skepsis til ulike type overvåkningsutstyr av tjenestemottaker. Møtet med Nav/hjelpemidler viser at mange av mine informanter har svært blandede erfaringer i forhold til informasjon om moderne velferdsteknologiske løsninger (smarthusløsninger) samt få innvilget søknader til mer tradisjonelle hjelpemidler. Ingen av informantene har på noe tidspunkt fått tilbud om smarthusløsninger i bolig. Dette kan skyldes manglende kompetanse og kunnskap om velferdsteknologiske løsninger fra kommunens side samt representere en flaskehals i forhold til implementering av velferdsteknologi. En annen grunn kan være lav innkjøpskompetanse og svak økonomi. Bruk av ulike moderne teknologiske løsninger kan bidra til at mennesker med nedsatt funksjonsevne kan få en større grad av selvstendighet og kunne delta på flere av livets områder. En viktig forutsetning i denne sammenheng omfatter tilrettelegging og opplæring av funksjonshemmede, pårørende og sosiale nettverk samt aktører som har ansvar for tilrettelegging.
4
Vadmand Jensen, Victor, Rikke Hagensby Jensen, Kristina Laursen, and Maria Kjærup. Sektorkobling via Energifællesskaber: Værdi-Sensitivt Design i Energifællesskab Avedøre (Forskningsnotat). Aalborg University, 2023. http://dx.doi.org/10.54337/aau519439365.
Анотація:
Projektet “Sektorkobling via Energifællesskaber” undersøger, hvordan digital teknologi kan supportere lokale energifællesskaber, der gerne vil indgå som samlepunkt for forskellige energi og forsyningssektorer (el, varme, og vand). Problemejerne for projektet er Energifællesskab Avedøre (EFA), der er Danmarks første borgerdrevet energifællesskab [8]. Da borgerne er vigtige aktører i energifællesskaber, er det derfor relevant at sætte menneskelige værdier i centrum for at forstå, hvordan supporterende digitale teknologier kan udformes med mulige etiske udfordringer for øje. I dette forskningsnotat afrapporterer vi på et brugerstudie udført af medarbejdere fra forskningsgruppen Human-Centered Computing på Institut for Datalogi, Aalborg Universitet. Som en del af dette studie, har vi benyttet Værdi-Sensitivt Design (VSD) [10] til at kortlægge socio-tekniske [16, 37] værdier, der på spil for medlemmer og aktører i EnergiFælleskab Avedøre. Vi mener, at identifikationen af disse værdier kan spille en vigtig rolle i at forstå, hvilke socio-tekniske værdier der udspiller sig – og eventuelt er i konflikt – i dette nyoprettet energifællesskab. Desuden bidrager denne viden med at forstå hvordan værdier kan supporteres gennem udvikling af digitale teknologier. Som en del af dette arbejde har vi udført en analyse af værdier identificeret i litteraturen omkring bæredygtig omstilling og digitale platforme. Dernæst har vi gennem en tematisk analyse [4] af interviews med forskellige aktører i EFA, undersøgt forventningerne til EFA, og hvordan disse forventninger kobler sig på forskellige værdier. Dette arbejde har resulteret i et dybdegående indblik i, hvilke værdier er vigtige at holde for øje, når der skal udformes nye digitale energi-platforme til sektorkobling via energifællesskaber. Baseret på denne analyse har vi gennem samarbejde med FlexShape udviklet en informationsskærm til opsætning på Hvidovre Gymnasium, som håndterer udvalgte værdier. Vi rapporterer udvalgt på denne informationsskærm fra et VSD-perspektiv. Vi mener, at værdierne præsenteret i denne rapport, er vigtige af flere grunde. Idet værdier implicit bliver indskrevet i teknologier [34], så kan designere og udviklere også implicit promovere uønskede værdier og forhindre ønskede værdier. Værdierne beskrevet i denne rapport kan fungere som ”ledesten”, som kan holdes for øje i fremtidig design og udvikling. Med de mange interesser i et energifællesskab, så er det også fordelagtigt at have disse værdier ved hånden. Med disse, så kan der foretages bevidste afvejninger af værdier, både i teknisk udvikling såvel som social organisering [16, 37]. Arbejdet beskrevet i denne rapport er blevet finansieret af Den Europæiske Regionale Udviklingsfond: RFD-16-0024. Vi takker alle informanterne for deres deltagelse og interessante perspektiver, såvel som FlexShape1, EBO Consult2 og Hvidovre Gymnasium & HF3 for samarbejdet om design og udvikling. Dele af arbejdet er blevet forskningspeer-reviewet med udgivelse i 2023 [24]
5
Müller, Anders Riel. Teknologiske testarenaer som drivkraft for regional innovasjon og utvikling. UiS Scholarly Publishing Services, March 2024. http://dx.doi.org/10.31265/usps.275.
Анотація:
Regional utvikling kan fremmes ved å utvikle test- og demonstrasjonsarenaer for nye teknologier som tiltrekker seg kunnskap, kompetanse, bedrifter og investeringer. Dette har vært forsøkt flere steder i Europa (Jeffrey, Jay, og Winskel 2013; OECD 2012; Teräs og Mikkola 2016; Villanen 2019; Arntzen mfl. 2019). Mens de fleste testarenaer konsentrerer seg om en bestemt sektor (energi, digitale løsninger osv.), ønsker andre, som Smart Rogaland, å skape synergier mellom flere testarenaer innen spesifikke sektorer. Dette reiser en rekke spørsmål ved hvordan man i) får til samarbeid på tvers av ulike testarenaer og ii) utnytter samarbeid til å skalere opp og bygge ut løsninger til andre deler av regionen og internasjonalt. I norsk kontekst betyr disse utfordringene at det må etableres og bygges opp et innovasjonsøkosystem der mange ulike næringsklynger, bedrifter og kommuner jobber sammen for å skape synergieffekter i regional (og nasjonal) skala. For å forstå hva som skal til for å lykkes med et regionalt innovasjonsøkosystem som tar utgangspunkt i mange ulike testarenaer, har forprosjektet som mål å studere internasjonale eksempler hvor slike økosystemer er blitt etablert eller forsøkt etablert. Forprosjektet skal spesielt etablere kunnskap om tre grunnelementer som er viktige for å lykkes med oppbygning av et slikt regionalt økosystem: a) regionale nærings- og innovasjonspolitikker, b) organisering og c) uformelle prosesser. Hverken for Rogaland, Norge eller Norden finnes det i dag en oversikt som samler og synliggjør hvilke testmuligheter som finnes. Menons undersøkelse viser også at en rekke bransjer kan være aktuelle brukere av testarenaer, men at de ikke er kjent med at slike muligheter eksisterer. Det er heller ingen som har tatt rollen som mulig veiviser innen dette området. Samtidig er det uklart hvordan testarenaer kan bidra til regional næringsutvikling. En testarena trenger ikke nødvendigvis være direkte koplet til regional næringsutvikling. I hvilken grad en testarena er det, handler om i hvilken grad den er knyttet til regionale næringsutviklingsprioriteringer og regionale innovasjonssystemer. Denne rapporten vil derfor ta for seg mekanismer som kan skape synergieffekter mellom testarenaer og regional næringsutvikling.
6
Langager, Søren, Anna Kathrine Frørup, André Torre, and Charlotte Lange Hald. Overgange – anbragte unges veje fra skole til uddannelse: Publikation nr. 6 fra følgeforskning af læringsprogrammet Lær for Livet. Aarhus University Library, 2021. http://dx.doi.org/10.7146/aul.421.
Анотація:
Dette er den afsluttende rapport om projektet ’Lær for Livet’, som er et projekt initieret af Egmont Fonden. Via blandt andet årlige intensive læringscamps og løbende mentorordninger som supplement til skolens læringsmiljø har projektet haft som overordnet mål at forbedre anbragte børns skolefaglige præstationer og herigennem øge antallet af anbragte unge, der starter på en ungdomsuddannelse efter skolen. I tilknytning til projektet blev etableret et følgeforskningsprojekt, som blev varetaget af DPU, Aarhus Universitet, der fulgte projektet i årene 2014-2020.
7
Nordaune, Kristin, Lisebet Skeie Skarpaas, Lise Haveraaen, Randi Wågø Aas, Mikkel Magnus Thørrisen, and Hildegunn Sagvaag. Alkoholbruk og alkoholkultur innen olje- og gassnæringen: En case-rapport fra forskningsprosjektet WIRUS. University of Stavanger, April 2016. http://dx.doi.org/10.31265/usps.220.
Анотація:
Nesten ni av ti arbeidstakere drikker alkohol. Dette blir ofte forklart med alle de positive aspektene bruk av alkohol har i sosiale sammenhenger. En kartlegging utført av Statistisk sentralbyrå viser imidlertid at 17 prosent av befolkningen har et drikkemønster som kan betegnes som risikofylt (Halkjelsvik & Storvoll, 2014). Økt alkoholkonsum, herunder også arbeidsrelatert alkoholkonsum, henger blant annet sammen med økt tilgjengelighet til alkohol (Frøyland, 2005). Alkoholkonsum på et risikofylt nivå er forbundet med sosiale, medisinske, jobbrelaterte og økonomiske problemer (Babor, Higgins-Biddle, Saunders & Monteiro, 2001). Det er vanskelig å gi et klart svar på hvor grensen for risikofylt drikking går. Grenseverdier på 14 alkoholenheter pr. uke for kvinner og 21 enheter pr. uke for menn har blitt foreslått (Fauske, 1993). Babor et al. (2001) har fremhevet at såkalt "lavrisikodrikking" innebærer maksimalt 20 gram alkohol pr. dag maksimalt 5 dager i uken. Det amerikanske National Institute on Alcohol Abuse and Alcoholism (2016) understreker at grenseverdien for risikodrikking går ved 7 enheter pr. uke (og maksimalt 3 enheter på én dag) for kvinner og ved 14 enheter pr. uke (og maksimalt 4 enheter på én dag) for menn. Likevel vil slike grenseverdier alltid være kulturspesifikke, og i Norge har man funnet det hensiktsmessig å operere med verdier på 8 alkoholenheter pr. uke for kvinner og 13 enheter pr. uke for menn (Nesvåg & Lie, 2004). Forskning har vist at det er behov for å kartlegge mer enn bare antall alkoholenheter over tid for å vite noe om reell risikodrikking. Eksempelvis vil forhold som hvor mye en drikker ved hver drikkeanledning kunne medføre mer negative konsekvenser for sykefravær enn hvor mye en typisk drikker over en gitt periode (Bacharach, Bamberger & Biron, 2010). Dette kan forklares ved at helsekonsekvenser av høyt gjennomsnittsforbruk først viser seg over tid, mens episoder med stordrikking (såkalt binge-drikking der en drikker store mengder alkohol ved én og samme anledning) gjerne medfører midlertidige funksjonsnedsettelser (eksempelvis "fyllesyke") som resulterer i sykefravær (Bacharach et al., 2010; Salonsalmi, Laaksonen, Lahlema & Rahkonen, 2009). Individuelle forskjeller vil også spille en rolle med hensyn til hva som er risikofylt drikking. Det er individuelt hvor mye en tåler og andre aspekter ved livsstilen, for eksempel om en er fysisk aktiv, vil kunne påvirke hvor mye en tåler før negative konsekvenser inntreffer. For enkelte grupper vil ethvert alkoholinntak kunne betraktes som risikofylt. Dette gjelder for eksempel: (1) personer som skal kjøre bil eller håndtere maskiner/verktøy, (2) personer som bruker medisiner som interagerer med alkohol, (3) personer som har en medisinsk tilstand som kan forverres av alkohol, og (4) personer som er gravide (National Institute on Alcohol Abuse and Alcoholism, 2016). I Norge drikkes det lite i direkte arbeidssituasjoner, men alkoholbruk relatert til arbeidssammenhenger hevdes å være utbredt (Frøyland, 2005). Sammenkomster som inkluderer alkohol foregår da på fritiden, men i regi av arbeidsplassen, kunder/klienter eller på initiativ fra kollegaer. Dette skjer dermed i gråsoner mellom arbeid og fritid. Nesvåg (2005) fant at 23 prosent av det samlede alkoholkonsumet blant et utvalg ansatte i privat norsk næringsliv var arbeidsrelatert. Flere studier har pekt på at ansatte, både på ledernivå og medarbeidernivå, har positive forventninger til jobbrelatert alkoholbruk, herunder forventninger om at alkohol er en effektiv strategi for å mestre arbeidsbelastninger og at alkohol bidrar til å skape gode fellesskap og sosiale relasjoner (Cooper, Russell & Frone, 1990; Henderson, Hutcheson & Davies, 1996). Normer og forventninger utvikles og formes i relasjonelt samspill, blant annet på arbeidsplassen, (Kjærheim, Mykletun, Aasland, Haldorsen & Andersen, 1995) og disse normene og forventningene påvirker ansattes alkoholvaner (Ames & Janes, 1992). Ansattes alkoholnormer og –forventninger kan således betraktes som uttrykk for en felles kultur på arbeidsplassen, som i større eller mindre grad kan gjenspeiles i de ansattes alkoholbruk. Tradisjonelt sett har det vært gruppen med store alkoholproblemer som har fått tilbud og oppmerksomhet gjennom arbeidsplassens helse-, miljø- og sikkerhetsarbeid. Her har man i de senere årene sett en endring i retning av økt fokus på den betydelig større gruppen som drikker risikofylt. Dette er bakgrunnen for prosjektet WIRUS, som er finansiert av Helsedirektoratet. I dette prosjektet deltar blant annet en privat bedrift innen olje- og gassnæringen. Denne rapporten er en presentasjon av denne bedriftens resultater fra fire av områdene som inngår i WIRUS-studien: (1) alkoholbruk, (2) arbeidsrelaterte alkoholnormer, (3) alkoholforventninger, og (4) situasjoner tilknyttet den aktuelle bedriften der alkoholbruk inngår. Målet med denne rapporten er å beskrive alkoholbruken, arbeidsrelaterte alkoholnormer og alkoholforventninger blant ansatte i denne bedriften, og beskrive hvilke jobbrelaterte situasjoner ansatte i bedriften drikker alkohol. Rapporten kan brukes som et kunnskapsgrunnlag for arbeid med ruspolicy tilknyttet arbeidsplassen, og i gråsonen mellom jobb og fritid.
8
Tengesdal, Morten. Frå transistor til datamaskin. University of Stavanger, April 2018. http://dx.doi.org/10.31265/usps.196.
Анотація:
Dette skrivet prøver å gi ei forståing av korleis datamaskinar er oppbygde og virkar. Ein ser også på korleis ein kan programmera mindre datamaskinar brukte til styring og overvaking av prosessar. Skrivet er laga for bruk i emnet Datamaskinarkitektur ved Universitetet i Stavanger (UiS). Det kan også brukast til å gi ei innføring i digitalteknikk generelt og som ein del av dette, mikroprosessoren sin struktur og virkemåte. Ein får også ei innføring i grunnlaget for konstruksjon av datamaskinar. Ein har prøvd å gjera framstillinga kort og klar. Hovudfokus er på dei ulike byggjesteinane i ein datamaskin og korleis digitalteknikk blir praktisert i dag. Mykje av den klassiske digitalteknikken som manuell logikkonstruksjon med enkle portar av ein type, manuell optimalisering av logikk vhja. Karnaugh-diagram og konstruksjon av tilstandsmaskinar basert på J-K-vipper er tillagt redusert vekt samanlikna med vanlege lærebøker. Utviklingsprosjekt i dag tar stort sett utgangspunkt i programmerbar elektronikk. Mange klassiske metodar er her innbakt i utviklingsverktøyet ein bruker, eller blir realisert på andre måtar. Tema som logikkoptimalisering er likevel tatt med til ein viss grad der dette høyrer heime. Emnet Datamaskinarkitektur kom inn som ein obligatorisk del av bachelorstudia i data og elektro ved UiS hausten 2013. Læringsmåla for desse bachelorstudia kan formulerast som vist i det følgjande. Studentane skal som ferdige ingeniørar i data vera i stand til å: - Forstå ulike typar operativsystem. - Spesifisera, utvikla og testa objektorienterte datasystem. - Utnytta kjente algoritmer og datastrukturar til å løysa konkrete datatekniske problem. - Utvikla og bruka databaser. - Planleggja og driva datasystem. - Vurdera og utvikla nettbaserte dataløysinger. Studentane skal som ferdige ingeniører i elektro vera i stand til å: - Analysera og konstruera mikroprosessorbaserte system og programvare for desse. - Vurdera måletekniske løysingar for ei gitt oppgåve. - Vurdera komponentar og metodar for overvaking og automatisering av prosessar og produksjonslinjer. - Konstruera og programmera PLS- baserte styringssystem. - Utvikla diskrete algoritmer for regulerings- og signalbehandlingsformål. Ei solid forståing av korleis ein datamaskin er oppbygd og virkar er eit grunnleggjande vilkår for dei fleste av desse måla. Skrivet blir som vist gjort tilgjengeleg under ein såkalla Creative Common-lisens. Dette gir brei tilgang og gjer det i tillegg mogleg å byggja på eit stort tilfang av materiell som er gjort tilgjengeleg under same lisens, f.eks. frå den store dugnadsbasen Wikimedia. I tillegg er det i skrivet brei bruk av referansar til utdjupande stoff på internett. Ein del av stoffet på mikroprosessorar og datamaskinkonstruksjon er basert på skrivet som blei laga for eit tidlegare datamaskinemne ved UiS. I tillegg er vedlegg A.1 basert på forelesingsnotat i digitalteknikk frå 2009 av Trygve Eftestøl, UiS. Desse notata innheldt også handteikna skisser av Tom Ryen, UiS. Elles har Jon Fidjeland, UiS, kome med mange verdifulle kommentarar undervegs i arbeidet. Sidan oppstarten i 2013 har rundt 400 studentar tatt emnet Datamaskinarkitektur, og spørsmåla og kommentarane frå dei har påverka utviklinga av skrivet gjennom desse åra. Skrivet er norsk. Engelske omgrep blir sett i hermeteikn viss dei blir nytta åleine og i parentes når dei blir viste saman med norsk utgåve av nemninga.
9
Nevøy, Anne, Lars Helle, Christina Finne, Stein Erik Solbø Ohna, Nina Helgevold, Kåre Andreas Folkvord, Jorunn Thortveit, and Hans Erik Bugge. Innovasjoner i Jærskulen: lærerprofesjon i reformtid. University of Stavanger, 2016. http://dx.doi.org/10.31265/usps.211.
Анотація:
I boken Professional Capital – Transforming Teaching in Every School sier Hargraves og Fullan: “Sustainable improvement can […] never be done to or even for teachers. It can only ever be achieved by and with them (2012:45). Dette sitatet fra Hargraves og Fullan angir forskningsinnretningen i dette utviklingsprosjektet. Formålet er å studere hvordan lærere involveres, engasjeres og lærer i innovasjoner i Jærskulen. Forskningsinteressen er sentrert om utviklingsaktiviteter som er satt i verk og hvordan disse relateres til lærernes profesjonsutvikling. Basert på innspill fra utviklingsleder i Jærskulen, Mats Bryne, er prosjektet konsentrert om fire innovasjoner i jærskolesamarbeidet: - Lokal skoleutvikling med utgangspunkt i skolenes valgte utviklingsområder - Gjennomføring i videregående opplæring - Profesjonsutvikling i samspill, medskaping i samarbeid med Utdanningsforbundet - Læringsteknologi i undervisningen Felles for de fire delprosjektene er at de rapporterer om engasjerte lærere som deltar i ulike innovasjonsprosesser, lokalt på de enkelte skolene og i nettverkssamarbeid mellom skoler. I så måte synes målsettingen om at «Jærskulen har eit godt læringsmiljø med god kultur for læring» – også å gjelde for lærerne. Samtidig peker delprosjektene på utfordringer og konstruktive veier for videreutvikling av innovasjonene. Studien av lokal skoleutvikling presenteres i kapittel 1. Denne er utført av Anne Nevøy og Lars Helle og har fått tittelen «Skolenes utviklingsplaner og lærerprofesjonen». Christina Finne og Stein Erik Ohna står bak studien av «Gjennomføring i videregående skole», og denne presenteres i kapittel 2. Utforskingen av «Profesjonsutvikling i samspill» - har fått undertittelen «Utdanningsforbundet og Jærskulen ‘At det er en prosess i det hele’. Nina Helgevold og Kåre Andreas Folkvord har gjennomført studien og denne presenteres i kapittel 3. Kapittel 4 handler om læringsteknologi i undervisningen. Denne studien er utført av Jorunn Thortveit og Hans Erik Bugge, og har fått tittelen «Ipad i Jærskulen».
10
Aas, Randi Wågø, Mikkel Magnus Thørrisen, Hildegunn Sagvaag, Lise Haveraaen, and Åsa Sjøgren. Alkoholbruk og alkoholkultur i en transportbedrift: En case-rapport fra forskningsprosjektet WIRUS. University of Stavanger, 2016. http://dx.doi.org/10.31265/usps.212.
Анотація:
Nesten ni av ti arbeidstakere drikker alkohol. Dette blir ofte forklart med alle de positive aspektene bruk av alkohol har i sosiale sammenhenger. En kartlegging utført av Statistisk sentralbyrå viser imidlertid at 17 prosent av befolkningen har et drikkemønster som kan betegnes som risikofylt (Halkjelsvik & Storvoll, 2014). Økt alkoholkonsum, herunder også arbeidsrelatert alkoholkonsum, henger blant annet sammen med økt tilgjengelighet til alkohol (Frøyland, 2005). Alkoholkonsum på et risikofylt nivå er forbundet med sosiale, medisinske, jobbrelaterte og økonomiske problemstillinger (Babor, Higgins-Biddle, Saunders & Monteiro, 2001). Det er vanskelig å gi et klart svar på hvor grensen for risikofylt drikking går. Grenseverdier på 14 alkoholenheter1 pr. uke for kvinner og 21 enheter pr. uke for menn har blitt foreslått (Fauske, 1993). Babor mfl. (2001) har fremhevet at såkalt "lavrisikodrikking" innebærer maksimalt 20 gram alkohol pr. dag maksimalt 5 dager i uken. Det amerikanske National Institute on Alcohol Abuse and Alcoholism (2016) understreker at grenseverdien for risikodrikking går ved 7 enheter pr. uke (og maksimalt 3 enheter på én dag) for kvinner og ved 14 enheter pr. uke (og maksimalt 4 enheter på én dag) for menn. Likevel vil slike grenseverdier alltid være kulturspesifikke og individuelle. I Norge har man funnet det hensiktsmessig å operere med verdier på 8 alkoholenheter pr. uke for kvinner og 13 enheter pr. uke for menn (Nesvåg & Lie, 2004). Forskning har vist at det er behov for å kartlegge mer enn bare antall alkoholenheter over tid for å vite noe om reell risikodrikking. Eksempelvis vil forhold som hvor mye en drikker ved hver situasjon kunne medføre mer negative konsekvenser for sykefravær enn hvor mye en typisk drikker over en gitt periode (Bacharach, Bamberger & Biron, 2010). Dette kan forklares ved at helsekonsekvenser av høyt gjennomsnittsforbruk først viser seg over tid, mens episoder med stordrikking (såkalt binge-drikking der en drikker store mengder alkohol ved én og samme anledning, ofte målt som >6 enheter) gjerne medfører midlertidige funksjonsnedsettelser (eksempelvis "fyllesyke") som kan resultere i sykefravær (Bacharach mfl., 2010; Salonsalmi, Laaksonen, Lahlema & Rahkonen, 2009) eller sykenærvær, dvs. å være på jobben uten å kunne yte som normalt. Individuelle forskjeller vil også spille en rolle med hensyn til hva som er risikofylt drikking. Det er individuelt hvor mye en tåler, og andre aspekter ved livsstilen, for eksempel om en er fysisk aktiv, vil kunne påvirke hvor mye en kan drikke før negative konsekvenser inntreffer. For enkelte grupper vil ethvert alkoholinntak kunne betraktes som risikofylt. Dette gjelder for eksempel: (1) personer som skal kjøre bil eller håndtere maskiner/verktøy, (2) personer som bruker medisiner som interagerer med alkohol, (3) personer som har en medisinsk tilstand som kan forverres av alkohol, og (4) personer som er gravide (National Institute on Alcohol Abuse and Alcoholism, 2016). I Norge drikkes det lite i direkte arbeidssituasjoner, men alkoholbruk relatert til arbeidssammenhenger hevdes å være utbredt (Frøyland, 2005). Sammenkomster som inkluderer alkohol foregår da utenfor primærarbeidstiden, men i regi av arbeidsplassen, kunder/klienter eller på initiativ fra kollegaer. Bruk av alkohol skjer dermed i gråsoner mellom arbeid og fritid. Nesvåg (2005) fant at 23 prosent av det samlede alkoholkonsumet blant et utvalg ansatte i privat norsk næringsliv var arbeidsrelatert. Flere studier har pekt på at ansatte, både på ledernivå og medarbeidernivå, har positive forventninger til jobbrelatert alkoholbruk, herunder forventninger om at alkohol er en effektiv strategi for å mestre arbeidsbelastninger og at alkohol bidrar til å skape gode fellesskap og sosiale relasjoner (Cooper, Russell & Frone, 1990; Henderson, Hutcheson & Davies, 1996). Normer og forventninger utvikles og formes i relasjonelt samspill, blant annet på arbeidsplassen (Kjærheim, Mykletun, Aasland, Haldorsen & Andersen, 1995) og disse normene og forventningene påvirker ansattes alkoholvaner (Ames & Janes, 1992). Ansattes alkoholnormer og –forventninger kan således betraktes som uttrykk for en felles kultur på arbeidsplassen, som i større eller mindre grad kan gjenspeiles i de ansattes alkoholbruk. Tradisjonelt sett har det vært gruppen med store alkoholproblemer som har fått tilbud og oppmerksomhet gjennom arbeidsplassens helse-, miljø- og sikkerhetsarbeid. Her har man i de senere årene sett en endring i retning av økt fokus på den betydelig større gruppen som drikker risikofylt. Dette er bakgrunnen for prosjektet WIRUS, som er finansiert av Helsedirektoratet. I prosjektet deltar blant annet en privat transportbedrift. Denne rapporten er en presentasjon av denne bedriftens resultater fra fire av temaene som inngår i WIRUS-studien: (1) alkoholbruk, (2) arbeidsrelaterte alkoholnormer, (3) forventninger til alkoholbruk, og (4) situasjoner tilknyttet den aktuelle bedriften der ansatte eksponeres for alkohol.