Добірка наукової літератури з теми "Udenlandsk arbejdskraft"

Partssamarbejdet i bygge-og anlægssektoren har i mange år været præget af gode samarbejdsrelationer. Siden EU-udvidelserne i 2004 og 2007 har udenlandsk arbejdskraft fra de nye øst- og centraleuropæiske medlemslande dog skabt debat om underbetaling og unfair konkurrence-ofte under overskriften social dumping. Ved overenskomstfornyelserne i byggeriet i 2007, 2010, 2012 og 2014 har udenlandsk arbejdskraft og social dumping været de helt dominerende temaer. Analysen af disse overenskomstrunder viser, at parterne faktisk har formået at skabe en aktørdrevet udvikling af overenskomsterne, der tager fat i sektorspecifikke problemstillinger, som tilstedeværelsen af udenlandske arbejdskraft rejser. Samtidig viser analysen, at temaet om den udenlandske arbejdskraft har skabt spændinger i partssamarbejdet, og at EU-domme, den økonomiske krise samt presset fra baglandet og fra politikerne både har indskrænket parternes handlerum og samtidig stillet større krav om, at de handler.

I en global verdensøkonomi ses øget vækst og konkurrenceevne som afgørende for staters overlevelse, og en måde at sikre dette er ved at tiltrække og fastholde talentfuld udenlandsk arbejdskraft. Baseret på feltarbejde og med et stats- og livsformsteoretisk perspektiv undersøger denne artikel Københavns Kommunes indsats gennem International House for at tiltrække og fastholde ”internationale talenter”. Det vises imidlertid, at kommunen mest af alt tiltrækker migranter, hvis rationaler ikke umiddelbart stemmer overens med kommunens mål om at sikre talentfuld arbejdskraft, og det diskuteres, hvordan dette paradoks kan forklares. Det vises endvidere, hvordan kommunen forsøger at subjektivere migranterne så deres praksis kommer mere i overensstemmelse med kommunens intentioner.

Det danske arbejdsmarked har det seneste tiår oplevet et markant fald i den samlede organisationsprocent. Faldet er primært indtruffet i den private sektor, og helt overvejende i brancher, hvor arbejdsgiverne ikke er organiserede, og overenskomstdækningen er lav eller ikke eksisterende. I den samme periode har det danske arbejdsmarked modtaget en massiv indvandring af udenlands arbejdskraft, der helt overvejende har arbejdet på løn- og arbejdsvilkår, der har ligget langt under det niveau, som danske overenskomster sikrer. Den udenlandske arbejdskraft udkonkurrerer dermed den danske arbejdskraft gennem social dumping, og da de udenlandske lønmodtagere for hovedpartens vedkommende fravælger medlemskab af fagforeningerne, bliver den danske model endnu engang taberen. Den manglende overenskomstdækning og håndhævelse af overenskomsternes indhold fører således til både tab af medlemmer og tab af jobs til danske lønmodtagere. I Norge har man i årevis bekæmpet social dumping med en 'almengørelse' af overenskomsternes indhold til hele det uorganiserede arbejdsmarked. Kan almengørelse af de partsaftalte danske overenskomster til det uorganiserede arbejdsmarked være med til at stabilisere den danske model, dels gennem bekæmpelse af social dumping, dels gennem organisering af flere medlemmer i fagforeningerne? Denne artikel forsøger at give svaret, dels gennem en analyse af sammenhængen mellem overenskomstdækning og faglig organisering, dels via en præsentation af udenlandske eksempler på 'almengørelse' med fokus på det norske eksempel. Artiklen afsluttes med en præsentation af LO's syn på 'almengørelse' af overenskomsterne som et middel til en styrkelse af den danske model.

D en danske model er ikke alene hyldet herhjemme men også berømt i udlandet. Den udenlandske interesse kan spores tilbage til Galensons bog fra 1950'erne, som først udkom på engelsk og siden på dansk. I denne fremhæves den danske arbejdsmarkedsmodels historiske rødder i Septemberforliget fra 1899. Forfatteren fremhæver, hvorledes det historiske kompromis fra dengang lagde fundamentet for en organisering af arbejdsmarkedet, som ideelt set overlader det til arbejdsmarkedets parter selv at regulere forholdene på arbejdsmarkedet, og hvor staten kun intervenerer i de tilfælde, hvor det ikke lykkes for partene at forhandle sig frem til en løsning. Med introduktionen af flexicurity-begrebet tiltrak den danske måde at organisere arbejdsmarkedet på sig igen international interesse på grund af evnen til at kombinere en relativ høj grad af social sikring med stor flexibilitet på arbejdsmarkedet. Blandt arbejdsmarkedets parter, politikere og arbejdsmarkedsforskere ses 'modellen' som et foregangseksempel og som noget, som andre misunder os på grund af dens unikhed og fortræffeligheder. Dette afspejles ikke mindst i de mange advarsler, der fra tid til anden lyder om, at modellen skulle være truet fra forskellige fronter. Men spørgsmålet er, hvad der egentlig ligger i begrebet 'den danske model', og om den virkelig er så unik og fortræffelig, som den hjemlige diskurs synes at indikere? Hvordan begrebet 'den danske model' end bliver forstået og brugt, så er det vigtigt at forholde sig til den centrale problematik, som drejer sig om, hvorledes arbejdsmarkedet reguleres i Danmark. Til alle tider har dette spørgsmål impliceret analysen af nogle helt centrale, politiske og økonomiske magtforhold i samfundet. Relationen mellem køber og sælger af arbejdskraft, mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren er helt central for produktion af varer og tjenester og fordelingen af disse i samfundet. Dermed er det jo selve velfærdssamfundets grundlag, der er i spil, og det handler i høj grad om, hvorledes interessemodsætningerne mellem køberne og sælgerne af arbejdskraften bliver håndteret i samfundet. Med andre ord er spørgsmålet, om arbejdsmarkedets regulering et helt igennem politisk tema. Disse spørgsmål åbenbarede sig meget tidligt i det moderne samfunds historie. De klassiske økonomer og sociologer søgte at finde begreber og teorier, der kunne bringe fornuft i det kaos af forandringer, som kapitalismen indvarslede. Specielt viste problemet sig at være de tilbagevendende kriser med deraf følgende nød, elendighed og social uro. I Danmark blev dette såkaldte 'arbejderspørgsmål' debatteret i hele sidste halvdel af det 19. århundrede, og et af resultaterne af konflikterne var forliget mellem arbejdsgivere og fagforeninger i 1899. Som nævnt er det her, vi finder det, som mange betegner som grundstenen til 'den danske model'. Nogenlunde samtidigt blev nogle af demokratiets og parlamentarismens børnesygdomme kureret, og staten

Introduktion til forandringer i bygge- og anlægsbranchens arbejdsliv strukturer, processer og problem- D e stillinger, mennesker oplever i deres arbejdsliv, vil blandt andet være præget af den branche, de arbejder i. Selvfølgelig kan man finde mange problemstillinger, som går på tværs af brancheskel, men den sammensatte helhed, som arbejdslivet udgør, er dog ofte præget af en bestemt branchemæssig kombination af forhold. Derfor kan det give god mening at fokusere på en enkelt branche, når man ønsker at forstå arbejdslivets komplekse sammenhænge. Dette temanummer har fokus på bygge- og anlægsbranchen. Det er en branche, der er præget af stor foranderlighed på en række parametre. arbejdsstedet ændrer sig ofte for de ansatte i branchen. Når en op-gave er færdig, betyder det som oftest, at man rykker til et nyt sted og en ny opgave. Samtidig er branchen præget af stor jobomsætning. Mange arbejdstagere bevæger sig hvert år ud og ind af branchen, og 20 til 30 % af de arbejdstagere, som bliver i branchen, skifter job fra år til år. Samlet set er det således typisk 30 til 40 % af de ansatte i branchen, som hvert år skifter job. Endelig er branchen notorisk følsom overfor konjunkturudsving. Fra lavkonjunkturen i starten af 1990'erne og frem til toppen af højkonjunkturen i 2007 er der sket en gradvis forøgelse af beskæftigelsen i branchen med cirka 45.000 personer. På dette tidspunkt var branchen rødglødende med stigende lønninger, masser af overarbejde og stor tilstrømning af arbejdskraft fra andre brancher og lande. Derefter skete der et dramatisk fald, hvor tæt ved det tilsvarende antal jobs forsvandt i løbet af ganske få år. I perioden 2007 til 2010 faldt branchens beskæftigelse således med 41.500 jobs eller 25 % i forhold til højdepunktet i 2007. På virksomhedssiden har man ligeledes oplevet et rekordhøjt antal konkurser. Nu er konjunkturerne så igen ved at vende, og det har sat gang i debatten om arbejdskraftmangel. Bygge- og anlægsbranchen er tit blevet brugt som konjunkturstabilisator. Offentlige investeringer i bygge- og anlægsprojekter bruges ofte til at få gang i økonomien i krisetider. Det har vi senest set i forbindelse med finanskrisen, hvor håndværkerfradrag og fremrykning af offentlige investeringer i forhold til store anlægsprojekter blev brugt til at dæmpe de negative effekter af krisen. Men den europæiske integration udfordrer denne klassiske brug af branchen som konjunkturstabilisator. Under højkonjunkturen i 00'erne kom et stigende antal udenlandske virksomheder-specielt fra de nye EU-medlemslande-ind i branchen. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt de øgede investeringer vil føre til, at flere danske arbejdstagere kommer i arbejde og derved kan stimulere hele den danske økonomi, el-