Literatura científica selecionada sobre o tema "Politik, ungdom og"

Mellem tradition og modernitet: Personlige erfaringer og erkendelser efter syv år i den danske voksenoplysningAf Martin GrohTæt på hinanden i Københavns midte ligger Rådhuset og Vartov, byens tidligere hospital og fattighuset fra 1700-tallet. Martin Nyrop byggede rådhuset 1892-1905 som symbol for en ny tidsalder i Danmark, det moderne og demokratiske industrisamfund. Vartov derimod har til i dag bevaret fortidens idyl inden for sine barokke mure. Midt i dens gård står en skulptur af N.F.S. Grundtvig, som viser ham med en ydmyg gestus. Det er et anderledes billede end det af en magtfuld patriark, som ellers er forankret i offentlighedens hukommelse.Vartov huser i dag bl.a. Kirkeligt Samfund og andre folkelige organisationers sæde samt Grundtvig-Biblioteket og -Akademiet. I Vartovs kirke prædikede Grundtvig mere end 30 år af sit liv. Som mødested for den grundtvigske bevægelse eller for dem, som er interesseret i hans virke og efterliv, repræsenterer huset den nutidige Grundtvigianismes univers: kirke og kristen tro, den videnskabelige beskæftigelse med Grundtvig og hans værk og den danske folkeoplysning. 1993 skiftede jeg arbejdsplads fra Kiels Universitet til Højskolen Østersøen, en ny skole, som skulle bygges op af et blandet dansk-tysk lærerkollegium. Erfaringer viste at det i langt højere grad var forstanderne end lærerne, der har kendskab til Grundtvigs tanker og de Frie skolers historie. Forstanderne bliver på denne måde meningsdannende, især hvad højskolernes grundlæggende spørgsmål angår. Diskussionen om de Frie Skolers fremtidige rolle i forhold til staten og samfundet, som blev sat i gang i 1993, blev derfor hovedsagligt en debat mellem forstanderne, skolebestyrelserne og de faglige organisationer.I sin præsentation af lovteksten fokuserede minister Ole Vig Jensen på betydningen af »folkelig livsoplysning« og af »folkets almindelige anliggender«. Folkeoplysningens hovedsigte beskrev han som »oplysning om de folkelige fællesskaber« og »tolkning af tilværelsen« gennem almendannende undervisning og samvær. Med begrebet »folkets almindelige anliggender« hentydede han til folkehøjskolernes forpligtigelse til at arbejde i samfundets interesse. Han betonede de Frie Skolers frihed, men efterspurgte samtidig deres samarbejde i løsningen af aktuelle uddannelsesproblemer.Højskolernes frihedsprincip går tilbage til frihedstanken hos Grundtvig. Han forstod frihed som udtryk for den enkeltes frie vilje, som i en kamp mellem forskellige holdninger ville føre hen til et frit samfund. Dette frie samfund så han som en levende organisme, som gennem frie og ligeværdige individers stadige konkurrence konstant ville være under forandring. Staten ville efter hans mening altid forsøge at kontrollere denne udvikling, men samtidig også sørge for dens fredelige og stilfærdige forløb. Den enkeltes frie vilje til at tage ansvar for »det fælles Bedste« var efter Grundtvig grundstenen for folkefællesskabet.Efter 1864 blev det højskolernes fornemste opgave at opbygge denne bevidsthed om det fælles bedste som grundlag for folkeligheden hos hele den danske ungdom. Højskolerne klarede denne opgave meget godt og fik moralsk og finansiel understøttelse af staten, som til gengæld garanterede deres frihed. Trods denne opgavedeling kom højskolerne ofte i konflikt med den herskende politik, men den store konsensus om at arbejde for det fælles bedste i folkets almindelige interesse bevarede borgfreden.Det danske samfunds og nationstats udvikling især i løbet af de sidste 30 år har grundlæggende forandret vilkårene for folkeligheden og dermed folkehøjskolernes etiske og institutionelle grundlag. Men kun en forholdvis lille del af folkehøjskolerne har reageret på de siden 1996 faldende elevtal ved at tilstræbe en fælles diskussion om betingelserne for de Frie Skolers fremtid. Debatten om »ortodokse og kættere« i højskolebevægelsen var et eksempel på skolernes modvilje til samarbejde. Diskussionen drejede sig om folkeoplysningens målsætning: Skulle skolerne være mere fagligt orienterede eller satse på formidlingen af »de bløde« kvalifikationer som oplevelse, samvær, livsglæde. Debatten førte ikke til en alment accepteret løsning.Grundtvigs oplysningsfilosofi, som han formulerede i sit skrift »statsmæssig oplysning« af 1834, skulle virke for det medmenneskelige fællesskab. Den skulle være oplysning for og til livet og respektere, at mennesket var Guds skabning. Livsoplysning skulle formidle livsglæde gennem oplevelse og via en »levende vekselvirkning« mellem eleverne og lærerne.Grundtvig stod positivt overfor fagligheden så længe også den var præget af livsoplysningen. De Frie Skoler har i mange år været en væsentlig garant for udviklingen af et stabilt, demokratisk og fredeligt Danmark. Staten har givet de Frie Skoler et stort råderum, men nu er deres frihed truet. Højskolerne har tabt meget af deres realitetssans og af deres forbindelse til den politiske elite. De bliver nødt til at definere, hvilke betingelser det fælles bedste i fremtiden får. Viden om Grundtvigs virke og folkeoplysningens historie skal stilles på et bredere grundlag iblandt højskolernes lærere for at inddrage flere stemmer end hidtil i debatten. Introduktion af eksamina ville være den forkerte vej. Folkehøjskolerne skal til gengæld blive endnu bedre til at formidle deres dygtighed inden for det faglige og det livsoplysende.Sådan en aktiv politik over for nye tendenser i det danske samfund vil kræve en langt større grad af samarbejde og især enighed de enkelte Frie Skoler og deres organisationer imellem end det har været tilfældet. Initiativet til udarbejdelsen af en fælles erklæring ville betyde et virkelig offensivt skridt. Erklæringen skulle fremstille, hvad de Frie Skolers har til fælles og hvor de er forskellige. Den skulle være en kritisk statusopgørelse og samtidigt vise klare, fælles målsætninger for fremtiden. Vejen dertil vil blive lang og besværlig. Men den betyder ikke en afgørelse for eller imod tradition hhv. moderne - den ligger midt imellem.

Siden 1993 har det i Danmark været en politisk målsætning at give 95% af hver årgang en ungdomsuddannelse, men i realiteten er denne andel forlængst stagneret omkring 80%. Reformerne af ungdomsuddannelserne i denne periode har i høj grad været styret af andre modstridende målsætninger, og har kun i lille grad baggrund i forskningsbaseret viden. Denne artikel er baseret på observationer og opfølgning i 12 pædagogiske institutioner, som arbejder med unge, som ikke gennemfører en ungdomsuddannelse på ordinære vilkår. Ved også at inddrage ungdomsteori og anden relevant forskning udvikles den analyse, at reproduktionen af klasseuligheder i Danmark i stigende grad foregår igennem en smadring af identitetsudviklingen blandt et betydeligt mindretal af ungdommen, mens både reformarbejde og forskning har opereret med alt for snævre forståelser af såvel problemer som reformmuligheder.

Uddannelse er en af de centrale aktiviteter, som samfundet forventer, at unge mennesker tager del i. En stor del af unge uddannes på erhvervsskoler, som oplever højt frafald og lav prestige. Forskning i erhvervsuddannelserne generelt og frafaldet fra dem i særdeleshed har modtaget meget lidt forskningsmæssig opmærksomhed, samtidig med at der er en stigende politisk interesse i at administrere frafaldet. Artiklen viser med udgangspunkt i erhvervsuddannelserne, hvordan ungdom, uddannelsespolitik og frafald er gensidigt konstituerende begreber, der skaber bestemte forståelser af, hvad erhvervsskolepraksis er, og hvad der kendetegner frafaldne unge. Artiklen diskuterer nødvendigheden af at betragte frafald fra erhvervsuddannelsesområdet i et situeret perspektiv, hvor erhvervsskoleelevernes deltagelse i social praksis er udgangspunktet for at forstå frafald og uddannelse. Artiklen udgør således, med bud på empiriske spørgsmål, en mulig rammesætning af en situeret analyse af frafald på erhvervsuddannelserne.

Stor arbeidsløshet og mangel på yrkesdeltakelse (andel i jobb) utover det målt arbeidsløshet viser, er vår tids største økonomiske problem. Det er tragisk for de berørte, og hindrer samtidig løsning av viktige samfunnsoppgaver. I denne artikkelen viser vi at Norge er blant de landene som klarer jobben best, blant annet takket være koordinert lønnsdannelse og samarbeid om økonomisk politikk. Likevel er graden av inkludering i arbeidsmarkedet for dårlig, og den er nedadgående. Dette kan være framtidas trygdebølge. Men vi må telle riktig og telle de riktige for å få et tallgrunnlag som gir grunlag for å lykkes bedre. Vi står særlig overfor en kompetanse- og ungdoms- og innvandrerutfordring, der det kan være verdt å ha særlig oppmerksomhet på to grupper: • Unge • Innvandrere med svak kompetanse Unge som sliter med å få fotfeste i arbeidslivet finner vi flest av i NAVs statistikk over personer med nedsatt arbeidsevne (42 000 under 30 år). Om lag ¾ i denne gruppen oppgir at de ikke har fullført videregående opplæring. Innvandring har stått for circa 70 prosent av befolkningsøkningen de siste fire årene. Mange i denne gruppen har lav utdanning og svake basisferdigheter, jf. bl.a. OECDs PIAAC-undersøkelse. I et arbeidsliv som det norske, der det er høye krav til kompetanse og omstillingsevne, kan gode basisferdigheter i mange tilfeller være avgjørende for å kunne takle et arbeidsliv i rask endring.

N.F.S. Grundtvig og den nationale bevægelse i WalesAf A.M. AllchinUdviklingen i Europa gennem de seneste år har gjort det til en vigtig opgave at tage Grundtvigs tanker om det folkelige og nationale op til fornyet overvejelse og at inddrage nye synsvinkler for at opnå. en skånsom vurdering. I denne artikel har forfatteren fremlagt et materiale fra Wales til brug for sådanne overvejelser.Det engelske sprogs dominerende indflydelse og - i større eller mindre sammenh.ng hermed - den amerikanske mediekulturs næsten monopolagtige dominans har bevirket en særlig form for internationalisering i sproglig, kulturel og politisk henseende. Hvis målestokken for en vurdering af det nationale udelukkende hentes fra sådanne aspekter af internationalt samkvem, vil resultatet let blive ringeagt for lokalsamfundene, idet disse har som deres fremmeste opgave at værne om deres historiske arv. Resultatet kan også. blive manglende forståelse for etnisk-nationale mindretal eller foragt for regionernes bestræbelse på at st. vagt om deres lokale særpræg.Ganske vist har vi gennem de seneste år tillige kunnet observere en kraftig modreaktion imod .de stores. overherredømme; men det er dog fortsat en væsentlig opgave at s.ge klarhed om balanceforholdet mellem internationalt fællesskab og de ’små lokale’ enheder med deres religiøse, sproglige, kulturelle og politiske egenart. Som en supplerende indfaldsvinkel for en afvejning af dette forhold kan det lønne sig at betragte den nationale selvstændighedsbevægelse i Wales, og en udtømmende forståelse heraf forudsætter, at inspirationen fra Grundtvig og den danske højskolebevægelse bliver taget med i betragtning.Som en parallel til denne inddragelse af Wales og den truede walisiske folkekultur peger forfatteren på Anders Pontoppidan Thyssens pionerarbejde om Haderslev Stifts historie. (Artiklen er en bearbejdelse af et foredrag, der blev holdt ved et symposium arrangeret i anledning af AP. Thyssens 70-.rs dag i 1991).Den walisiske politiker og skuespilforfatter, John Saunders Lewis (1893-1985) giver i et af sine skuespil et levende og morsomt billede af, hvorledes indflydelsen fra Grundtvigs tanker på den walisiske stræben efter kulturel og politisk selvstændighed har udfoldet sig. Imidlertid er det ikke Lewis, der først blev opmærksom på Grundtvig, men derimod David James Davies (1893-1956). Denne var i 1920’rne på flere ophold ved danske højskoler og modtog herfra en inspiration, der fik afgørende betydning for hans indsats for den nationale selvstændighedsbevægelse i Wales. Davies’ idealer undergik en kraftig forvandling efter mødet med de grundtvigske tanker. Mens han i sin ungdom havde været påvirket af en benhård kommunisme og været overbevist om, at en socialistisk planøkonomi var den eneste mulige vej til retfærdighed i samfundet, blev han efter besøgene på de danske højskoler ført ind på en kurs, der snarere var orienteret ud fra samtalens nødvendighed og individernes vilje til indsats.Ganske vist bevarede Davies hele sit liv en social indignation og en visionær lidenskab, men den blev nu afstemt af, at han samtidig betonede de muligheder, der l. i andelstanken. Under et af sine ophold i Danmark midte Davies en ung irsk kvinde, Noelle French, der senere blev hans hustru. De blev begge forgrundsskikkelser i kampen for at vinde forståelse for Grundtvigs tanker i Wales.Noelle Davies forfattede flere skrifter, der fremdeles m. betragtes som værdifulde og læseværdige fremstillinger af Grundtvigs overvejelser om livsoplysning. Noelle Davies havde endvidere gennem mange år nær tilknytning til Grundtvig-Selskabet og forfattede bl.a. de engelske resuméer til årbogen. AM. Allchin går i sin artikel desuden ind på hovedpersonernes religi.se overbevisning og deres konfessionelle ståsted. Mens Saunders Lewis blev katolik og lod sig inspirere af den franske filosof Jacques Maritain, var Davies protestant og frikirkeligt orienteret. Davies’ antiklerikale grundholdning rummer utvivlsomt lighedstræk med sider af de folkelige vækkelser i Danmark, men han havde dog også. en udtalt kærlighed til gudstjenesten, i særdeleshed den metodistiske tradition, der i det hele taget har spillet en afgørende rolle i Wales frem til i dag.Spørgsmålet melder sig da, om ikke Grundtvigs tanker også. i fremtiden vil kunne øve indflydelse i Wales? Hidtil har der kun været tale om ganske sporadiske ansatser, men maske kan det betragtes som opmuntrende tegn, at der gennem de seneste år er foreg.et en udvikling henimod flere institutioner i selvstændigt walisisk regi, både inden for kirke, kultur og samfundsliv.