Gotowa bibliografia na temat „Norsk kirke i utlandet”

Artikkelen dokumenterer hvordan globalisering i form av samhandling med utlandet reflekteres i statistisk materiale om verdiskaping i Norge. Bakgrunnen er en antakelse om at globalisering er en faktor av stor og økende betydning for verdiskapingen som finner sted. Denne antakelsen får imidlertid ikke åpenbar støtte når vi betrakter statistikk på nasjonalt nivå. Utenrikshandel har «alltid» hatt et betydelig omfang i norsk økonomi. Men betydningen har falt de siste 50 årene målt som andel av bruttonasjonalprodukt. Investeringer inn og ut av Norge har imidlertid hatt en sterk vekst, men har fortsatt et ganske beskjedent omfang sett i forhold til samlet realkapital i Norge. På foretaksnivå, derimot, er endringene åpenbare. Ved inngangen til 1980-årene hadde så godt som alle de største foretakene all sin produksjon i Norge, og kun et fåtall var innrettet med salg til utlandet i form av eksport. I dag har de fleste av de største utviklet seg til multinasjonale foretak som regisserer og samordner sine verdiskapende aktiviteter i mange land.

Grundtvigianisme og danskere i AmerikaAf Thorvald HansenArtiklen beskæftiger sig med to forbundne emner: den »Grundtvigianerskræk«, der i sidste århundrede fandtes inden for protestantiske kredse i USA, samt den kirkelige splittelse blandt de danske immigranter. Da det danske udvalg for kirkeligt arbejde blandt udvandrere i 1867 sendte repræsentanter til USA, konstateredes en udtalt biblicisme blandt immigranterne, kombineret med en voldsom afstandtagen fra grundtvigianismen, den nævnte »Grundtvigianer-skræk«. Dette var resultatet af en længere udvikling, hvor Grundtvigs kirkelige synspunkter oprindelig var blevet vel modtaget blandt norske immigranter og lagt til grund for det første forsøg på en norsk-dansk synodedannelse, i hvilken også den danskfødte præst Claus L. Clausen medvirkede. I 1850-erne skiftede det teologiske miljø i Norge imidlertid den oprindelig positive holdning til Grundtvig ud med en afvisning, immigranterne fulgte moderkirken og op gennem 1860-erne voksede den amerikanske modstand mod Grundtvig. Da den danske kirke som et resultat af det førnævnte udvalgs arbejde i 1871 indledte sin virksomhed, havde den derfor særdeles vanskelige vilkår.En konkret sag forværrede den i forvejen spændte situation. Den danske præst Adam Dan, - der ikke var grundtvigianer, men heller ikke i opposition til Grundtvig, - var blevet præst inden for den norsk-danske kirkedannelse.Han kætterdømtes under medvirken af den tyske Missouri Synodes lærestol. Sagen medvirkede til at umuliggøre et samarbejde mellem den norsk-danske synode og den danske kirke. Da de danskere, der hørte til den norsk-danske kirke, i 1884 i fuld forståelse med nordmændene gjorde sig selvstændige, tilsluttede de sig ikke den danske kirke, men dannede en ny gruppe the Danish Evangelical Lutheran Association, der skabte et præsteseminarium i Blair, Nebraska.Til disse den første danske kirkedannelses vanskeligheder føjedes den almindelige amerikanske puritanisme og tendensen til uniformitet inden for de protestantiske immigrantkirker. Den danske kirke prægedes af en liberal holdning og rummede både pietistiske kredse, grundtvigske miljøer og grupper uden retningspræg og havde det derfor ikke nemt, hverken udadtil eller indadtil.I 1892 førte spændinger mellem de pietistiske og ikke-pietistiske grupper til nedlæggelsen af kirkens præsteseminarium i Luck, Wisconcin. Seminariet havde været ledet af grundtvigianeren Thorvald Helveg i samarbejde med den indremissionske Peder Sørensen Vig. Nedlæggelsen af seminariet grundede sig på disses uenighed om bibelsyn og luthersk konfessionalisme, og indtil oprettelsen af Grand View College i Des Moines, Iowa, i 1897 havde kirken da ingen præsteskole, men måtte klare sig med de præster, der uddannedes på Askov Folkehøjskole i Danmark.Andre stridsemner inden for kirken var spørgsmålet om holdningen til hemmelige selskaber, eksempelvis the Danish Brotherhood, idet Grundtvigs søn, Frederik Lange Grundtvig, præst i Clinton, Iowa, markerede sig som modstander af disse; endvidere diskussionen om, hvorvidt det hørte til kirkens arbejdsområde at oprette danske kolonier, samt striden om det af F.L.Grundtvig stiftede Dansk Folkesamfund. En række præster og lægfolk følte, at Dansk Folkesamfund fremstod som et konkurrenceforetagende i forhold til kirken.I 1890-erne markerede en pietistisk orienteret gruppe sig med tidsskriftet Danskeren, og efter en lang og opslidende debat splittedes kirken i to i 1894. En tid var der således tre danske kirker i USA, men i 1896 forenede den pietistiske udbryderkirke sig med den danske kirke, der drev præsteseminariet i Blair, Nebraska. Et vist samarbejde fandt i årenes løb sted mellem kirkerne, bl.a. om udgivelsen af en salmebog. Først i 1960-erne og senere i 1980-erne er de to kirker igen forenet i den samme kirke, men da som resultat af foreningen af to større lutherske kirker i USA, hvortil de to danske kirker tidligere havde sluttet sig, og ikke som en følge af de to danske kirkers selvstændige bestræbelser.

Norsk økonomi klarte seg relativt bra gjennom finanskrisen sammenliknet med andre OECD-land. Den økonomiske politikken bidro til at det ikke gikk dårligere, både i Norge og internasjonalt. Etter en periode med gjeninnhenting ser imidlertid verdensøkonomien igjen ut til å stagnere. Det skjer i en situasjon der statsgjeldskrisen tvinger gjennom kutt i offentlige budsjetter og rentene allerede er svært lave de fleste steder. I denne artikkelen ser vi på virkninger på norsk økonomi av at verdensøkonomien utvikler seg enda svakere enn det som vurderes som mest sannsynlig. Analysen viser at den norske husholdningssektoren klarer seg godt, mens svakere kostnadsmessig konkurranseevne forsterker industriens problemer. Ulike forutsetninger om renter og kronekurs viser at begge sektorer klarer seg bedre om Norges Bank ser til at ikke rentedifferansen mot utlandet blir for stor.

Hovedformålet med denne artikkelen er å forsøke å identifisere noe vi kunne kalle den norske ledelsesmodellen, hva den oppfattes å være, og om den kan overleve globaliseringsprosessens konvergerende krefter. Diskusjonen rundt disse spørsmålene er hovedsakelig basert på tidligere forskningsbidrag innenfor emnet krysskulturell ledelse og skandinavisk ledelse samt på mediegjengitte intervjuer med norske ledere. En forsiktig konklusjon innebærer at det er mulig å identifisere en norsk form for ledelse, tuftet på norske kulturverdier og et norsk institusjonelt rammeverk. Intervjuene med norske ledere i utlandet tyder videre på at den norske stilen beholdes, samt at den synes å gi resultater også i en unorsk kontekst. «Mens amerikanske ledere typisk tror at de må kutte lønninger, redusere helse-fremmende tiltak og si opp folk for å skape overskudd, har Mr. Røkke økt lønningene og gitt lengre ferie. Som et resultat av dette har produktiviteten også økt. Og produktivitet er hva det dreier seg om når denne type arbeid skal utføres i et høykostland. Jeg håper amerikanske ledere vil ta til seg denne lærdommen» Tidligere president Bill Clinton under feiringen av en stor kontraktsinngåelse ved Aker Philadelphia Shipyard 14. april, 2004

Etter aksjelovene har styret det overordnede ansvaret for forvaltningen av selskapet, og skal føre tilsyn med dets virksomhet. I «Norsk standard for eierstyring og selskapsledelse» er det anbefalt at styret skal påse at selskapet har god intern kontroll og hensiktsmessige systemer for risikostyring, hvilket er en presisering av styrets tilsynsansvar. Særlig i selskaper med virksomhet i utlandet vil styrets tilsynsansvar kunne være krevende. Dessuten er det muligens ikke alltid nok at hensiktsmessige systemer er på plass, og såkalt paper-compliance er ikke tilstrekkelig i dagens virkelighet. Artikkelen vil omhandle disse problemstillingene. I tillegg vil vi i lys av dette presentere resultatene av en nylig foretatt undersøkelse om hvilke temaer styremedlemmer er opptatt av.

An Englishman in Vartov Church, 1872[En englander i Vartov Kirke, 1872]Af S. A. J. BradleyEdmund Gosse, Two Visits to Denmark 1872, 1874 (London, 1911), Ch. V, 78-87.Englanderen Sir Edmund Gosse (1849-1928) var i sin samtid en fremtrædende og indflydelsesrig litterar skikkelse, hvis fortjeneste det var at formidle nordisk litteratur, især forfatteren Henrik Ibsens forfatterskab, hvoraf han oversatte enkelte værker, til den engelsksprogede verden.Som ung mand besøgte Gosse Danmark to gange. Under sine besøg i København i 1872 boede han hos Holmens provst (senere biskop) Bruun Juul Fog og dennes ugifte søster Aline. Hans beretning om disse besøg blev Forst offentliggjort flere ar efter, at besøgene havde fundet sted, hvorfor man af denne og andre årsager ma modtage detaljerne med nogen forsigtighed.Men Gosses beretning er skrevet i en forfriskende selvstændig and, balancerende mellem beundring og kritik, og pa trods af dens mangler er hans impressionistiske beretning af atmosfæren i Vartov kirke i Grundtvigs sidste tid et vigtigt vidnesbyrd.Norden havde pa denne tid ikke nogen mere ekstraordinær personlighed end Grundtvig, siger Gosse, og han giver en kortfattet beretning af Grundtvigs modige og stadige kamp for kirkens frihed. Hans succes, siger Gosse, er bevist i grundtvigianismens udbredelse og i oprettelse af folkehøjskoler.Overrasket over at opdage, at Grundtvig stadig levede og prædikede, besluttede Gosse, at han matte tage ind til Vartov og hore Grundtvig prædike. Skønt Fog - som Clausen og Martensen - gennem hele livet havde varet modstander af Grundtvig, besluttede han at gore Gosse følgeskab.Gosse giver en detaljeret beskrivelse af stemningen i den fyldte kirke, mens man ventede pa Grundtvigs ankomst. Han beskriver den livlige salmesang - “højt og hurtigt i et Staccato af Skjaldens egen Opfindelse” - så forskellig fra den langsomme made som den gang gjaldt i folkekirken. Så gjorde Grundtvig en brat og påfaldende entre. For Gosse at se, var han en utrolig gammel mand, der mere lignede en norsk trold; og med en stemme, der lod som kom den fra en kalder under hans fødder. Efter at have gået rundt blandt den mere eller mindre ekstatiske menighed og modtaget deres hyldest, besteg Grundtvig prædikestolen og prædikede med en dyb, og svigtende, stemme. Hans prædiken, siger Gosse, “advarede os mod falske ånder, og bod os at prøve enhver ånd, om de var af Gud”. Grundtvig mindede da snarere Gosse om en gammel druide. Gosse er taknemmelig for, at han fik denne mulighed for at se og hore Grundtvig, som døde kun en måned senere.

Petra Lie, datter av landhandler Peder Lie og Sofie Janette Sørensen, f. i Vardal 11. april 1884, = 20. nov. 1907. N. T.eks. 1872, Korresponderende M. N. T. F. 1905. Studerte efter tl.eks. 9 mndr. hos dr. med. Bruck, Brelau, og foretok i 1897 og 1903 studiereiser i utlandet. N. T. F. overbragate henne 2. des. 1897 lykkeønskningsadr. i anledn. hennes 25 års jubileum. «Balmehjemmet» i Pilestredet blev stiftet på hennes initiativ og hun bidrog vesentlig til opprettelse av «Kathinka Guldbergs barnehjem». Hun var med til å stifte Norsk Kvindeforening til Dyrenes Beskyttelse 1895 og året efter Børnenes Forening til Dyrenes Beskyttelse. Ugift. Hentet fra Nils Bjerke: Norges Tannlæger, 1929

Ideen kom på Grini Alf Gowart-Olsen, Einar Dybing og Knut Gard kom med den fyrste skissa til tenesta NTF fekk skrive instruks for tenesta, og laga utkast til avtale tannlege-reiar Reiaren heldt utstyr og materialer. Tannlegen hadde fri reise til lastehamn frå heimstad, og tilbake etter endt teneste. Han hadde også fri kost og losji om bord. Mannskapet betalte etter folketannrøktas takster. Tenesta forsvann etter kvart som mannskapet fekk betre tilbod om fri heimreise Ved velvillig hjelp frå Norges Rederiforbund ved Edith Midelfart har eg fått opplyst at heimreisa frå utenrikshamner var regulert av sjømannslova av 1923, med endring av 1939, fram til 1953, då vi fekk ei ny lov som galdt fram til 1975. Då vi var ute på MT «Dalfonn» i 1956, var det såleis lova av 1953 som galdt for heimreiser. I § 26 i denne lova heiter det såleis at «en norsk sjømann som fratrer sin tjeneste i utlandet for å reise hjem til sitt hjemsted i Norge, ville ha krav på at staten og rederiet i fellesskap dekket hjemreiseutgifter med 50 % hver, såfremt sjømannen hadde vært i tjeneste ombord uten avbrytelser i 2 år, og ikke hadde hatt adgang til å fratre i norsk havn i løpet av det siste året. Hvis det imidlertid kunne påregnes at skipet innen 6 måneder ville komme til en havn hvorfra hjemreisen kunne ordnes vesentlig billigere eller lettere, ville sjømannen bare ha rett til fri hjemreise hvis han fortsatte i tjeneste inntil skipet kom til en slik havn.» Som vi ser var det ikkje så lett å få fri heimreise som det har vore i seinare år. Edith Midelfart skriv då også ein kommentar til dette i sitt svar: «Det må erkjennes at det er med en viss forskrekkelse vi leser disse bestemmelser, som nok synes noe forhistorisk etter dagens standard.»

Denne artikkelen gir en framstilling av hva som skjedde omkring striden mellom misjonsbiskop Schreuder og ledelsen i Det Norske Misjonsselskap. Schreuders rolle har blitt karakterisert ved hans personlighet og hans høykirkelighet. Han vakte oppsikt i Kristen-Norge ved sin pamflett om kirke og misjon. Han ble sendt til Sør-Afrika som misjonær, ordinert av en norsk biskop, og utsendt av Misjonsselskapet. Seinere ble han ordinert som misjonsbiskop. Han var selskapets overbestyrer på misjonsmarken og fikk biskoppelig ansvar også for Madagaskar. Artikkelen drøfter Adolf Thunems alternative forståelse av begivenhetene ved studie av arkivmateriale og forskeres framstilling av striden. Styrken i konflikten blir her lagt på personlige motsetninger mellom folk som hadde samme kirkesyn og misjonssyn. Sekretær Christian Dons og Madagaskar-misjonær Lars Dahle (seinere ruvende generalsekretær) blir tillagt en kritisk rolle i striden.