Artykuły w czasopismach na temat „Historisk bevidsthed”

Med forenklede Fælles Mål (FFM) søsættes en kompetenceorienteret læreplan, hvor kompetencer forstås som reflekteret og hensigtsmæssigt at kunne anvende tilegnede færdigheder og viden i faget i nye og andre sammenhænge. Historiske tænkning eller refleksion er således en forudsætning for at kunne udvikle kompetencer, men hvad med begrebet ’historiebevidsthed’, der var skolefagets omdrejningspunkt i ifølge læreplanerne Historie 94, Klare Mål 2002 og Fælles Mål 2004, og som i Fælles Mål 2009 blev afløst af ’historisk bevidsthed’? Artiklen giver bud på sammenhænge mellem historisk tænkning, kompetencer og bevidsthed – og der antydes nogle konsekvenser for undervisningen.

Nærværende artikel undersøger organisatoriske forandringer i kølvandet på privatiseringen af et skandinavisk teleselskab fra et historisk perspektiv. Privatiseringen skete i de tidlige 90ere som en konsekvens af liberaliseringen af telekommunikationsmarkedet i Europa, og selskabets transformation fra statsejet nationalt monopol til privatejet international virksomhed har redefi neret arbejdets formål og organisering ud fra en markedsdreven logik. Gennem operationaliseringen af Bourdieus praksisteori, med særligt fokus på begrebet hysteresiseffekten, analyseres tre forskellige medarbejdergruppers reaktioner på implementeringen af markedsdrevne styringstiltag. Artiklen argumenterer for, at Bourdieus begrebsapparat kan bibringe en historisk bevidsthed til studier af organisatorisk forandring, der kan nuancere vores forståelse af histories betydning for organisatoriske forandringsprocesser.

Fiktionaliseret historie er på mode. I fantasy som serierne Game of Thrones og Outlander, der trækker på historisk funderede motiver og forestillingsverdener. Med fænomener som steampunk, der monterer artefakter fra Victoriatiden ind i andre historiske sammenhænge. I computerspil som Call of Duty: WWII, der repræsenterer Anden Verdenskrig. Sidste år blev betegnelsen “exofiktion” udråbt som en afløser for litteraturens autofiktive tendens. Nu skulle litteraturen ikke længere beskæftige sig med forfatterjeget, men med kendte og historiske personer. I dette nummer af Passage viser mødet mellem historie og fiktion sig i forskellige afskygninger på tværs af historiske perioder og medier. Nummeret afspejler, hvor langt tilbage tendensen til at bruge fiktionen for at forstå fortiden går og samtidig, hvordan sådanne manifestationer har ændret sig. Nummeret sætter også fokus på de mere problematiske sider af fiktionaliseret historie. Eksempelvis blev Jim Lyngvilds fiktionaliserede fremstilling af vikinger i forbindelse med Nationalmuseets vikingeudstilling i 2018 voldsomt kritiseret af museumsfolk og historikere, som var kritisk indstillede over for en sammenblanding af historie og fiktion på et historisk museum, hvor publikum forventer at møde fakta og ikke fiktion. En fejlrepræsentation af fortiden kan være problematisk, også selvom det er i en traditionel fiktiv genre eller med tydelige tegn på fiktionalitet, fordi læseren, beskueren eller forbrugeren får en fejlopfattelse af fortiden og dens personer. Men fiktionaliseret historie kan i bedste fald give en historisk bevidsthed gennem sit billedskabende potentiale, som historieskrivningen har svært ved at fremstille. Fiktionaliseret historie er altså ikke simpel. Det indebærer komplicerede strategier, der trækker historiske, mediemæssige, kommercielle og sommetider etiske spørgsmål med sig. Samtidig med, at fiktionali­seret historie kan være en vej til viden om en given historisk periode, begivenhed eller person, røber den med sin vinkel og sit særlige greb på historien sin egen tids historiske specificitet. Det har vi med dette nummer af Passage søgt at vise gennem en række forskelligartede bidrag.

Historiske spillefilm og tv-serier påvirker elevers opfattelser af fortiden og historiske bevidsthed i langt højere grad end de didaktiske læremidler, der anvendes i faget. Derfor er det relevant, at eleverne styrker deres forudsætninger for at bruge spillefilm som kilder i undervisningen. Artiklen diskuterer spillefilm som læremiddel i faget.

Det er i dag blevet populært blandt sociologer at omtale det, de laver, som “samtidsdiagnoser“. En diagnostisk selvbevidsthed har tilsyneladende afløst tidligere tiders kritiske bevidsthed, og parallelt hermed taler man i dag hellere om “sociale patologier“ end om “kriser“. Sociologer tager dog sjældent de teoretiske, analytiske og retoriske implikationer af diagnoseperspektivet alvorligt. Af samme grund bemærker man heller ikke farerne ved en ureflekteret og metaforisk omgang med diagnose-termen, f.eks. den at man uforvarende kommer til at forskrive sig til den medicinske diskurs’ dualismer (sund-syg, normal-patologisk). I takt hermed ignorerer man imidlertid som oftest diagnosekategoriens ikke-medicinske og specifikt tidsdiagnostiske og samtidskritiske potentialer. Artiklen belyser i et etymologisk og idéhistorisk perspektiv forholdet mellem krise, kritik og diagnostik. Tesen er, at det etymologiske og idehistoriske forhold mellem krise, kritik og diagnostik kan bruges til at skandere forskelle og ligheder mellem aktuelle typer af kritik og samtidsdiagnostik. I dette øjemed præsenteres og kontrasteres tre nyere former for samtidsdiagnostik, nemlig fornyelsen af den Kritiske Teori fra Habermas til Honneth, Foucaults historisk-genealogiske form for kritik og samtidsdiagnostik, samt den form for socialanalytisk samtidsdiagnostik, der herhjemme er udviklet af filosoffen Lars-Henrik Schmidt i kølvandet på Marx, Nietzsche, Freud og Foucault. ENGELSK ABSTRACT: Jens Erik Kristensen: Crisis, Critic and Social Diagnosis In certain currents of contemporary sociology today, the expression “critical“ has been dropped in favour of the expression “diagnostics“ – and the concept of “crisis“ has almost disappeared. It has become popular and more or less self-evident for sociologists to characterize what they are doing as “a diagnosis of the contemporary time“, particularly when they examine social trends and tendencies. However, most sociologists fail to appreciate the interpretive, evaluative, judgmental and, hence, “critical“ moments and potential of the category of diagnosis. They don’t take the theoretical, analytical and rhetorical implications of the diagnostic perspective seriously and, therefore, don’t notice the dangers of an unreflective metaphorical use of the term diagnosis. Therefore they inadvertently subscribe to the dualisms of medical discourse (normal-pathological) and to the associated concepts of medical diagnosis (diagnosis-prognosis-therapy). As a result, they describe social phenomena and tendencies as “pathological“, and inadvertently contribute to a promotion and idealization of medicinal discourse. In order to clarify these questions and categorical shifts, the first part of the article develops the etymological and historical relationship between crisis, critique and diagnostics. The etymological and historical relationship between these three words are used in the second part of the article to scan differences and similarities between three current forms of criticism and types of diagnoses of the times, each with their divergent view and emphasis on “crisis“, “critique“ and “diagnosis“ and the relationship between them: the rejuvenation of Critical Theory in the direction of social philosophy and a diagnosis of the times from Habermas to Honneth; the historical-genealogical forms of critique and diagnoses of the times in Foucault, and finally, the form of social analytic diagnosis of contemporary times which has been developed in Denmark by the philosopher Lars-Henrik Schmidt in the wake of Marx, Nietzsche, Freud and Foucault. Key words: Diagnosis of contemporary times, critic, crisis, history of philosophy, tendency, social analytic.

Grundtvigs Schulgedanken aus deutscher SichtBy Norbert VogelI dette bidrag præsenteres de hidtil opnåede resultater af et forskningsprojekt, der i øjeblikket er i gang ved universitetet i Tübingen, V. Tyskland. Det drejer sig om, hvordan de grundtvigske folkehøjskoletanker er blevet tolket og brugt i tysk voksenuddannelse. Artiklen er at forstå som en foreløbig arbejdsrapport.Det er formålet med det anførte forskningsprojekt at fremstille de mangesidede påvirkninger, der er udg.et fra den grundtvigske folkehøjskole med henblik på at kunne overføre historiske erfaringer på aktuelle udfordringer.Nødvendigheden af at foretage en omfattende historisk undersøgelse fremgår af, at Grundtvig-receptionen i Tyskland ofte har fundet sted på en afkortet måde. Den kulturelle omformning blev undertiden til en deformering. Dette har vist sig f.eks. ved fejlagtige eller ufuldstændige informationer, tilspidsede eller afsvækkede pointer, fortegning af bestemte forhold og positioner, hvis ikke resultatet endog blev fremstillinger og vurderinger, der beroede på forkerte skøn eller ensidige interesser.Redegørelsen for resultaterne sker i to dele: Den første del behandler et tidsrum af den undersøgte udvikling (fra begyndelsen af 1860’eme til .rene 1910-20), der for størstedelens vedkommende allerede er analyseret i arbejdet med projektet.I denne del drøftes de tidlige dele af den tyske Grundtvig-reception med henblik på voksenpædagogikken.Mens den første del er en generel oversigt, undersøges i den anden en enkelt problemkreds, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt frihedstankene hos Grundtvig er blevet overtaget i den tyske højskolebevægelse. Netop dette aspekt forekommer relevant, eftersom det i Grundtvigs virkningshistorie i Danmark hører ulæseligt med; hvilket imidlertid ikke på samme m.de kan siges at være tilfældet i Tyskland.Den tidslige ramme udvides i denne forbindelse med de perioder, der omfatter Weimar-republikken og nationalsocialismen, samtidig med at også virkningerne for Grundtvig-forståelsen i efterkrigsperioden inddrages.Sammenfattende kan det siges om den ældste tilegnelse af Grundtvig i den tyske højskoletradition indtil ca. 1910, at den gradvist bevægede sig frem mod et første højdepunkt i tilegnelsen af skole- og folkeoplysningsmanden Grundtvig. For så vidt man overvejer grundene til den i begyndelsen kun tøvende, for en stor del også af forbehold prægede Grundtvig-reception, er det vigtigt at pege på det anspændte politiske forhold mellem Tyskland og Danmark, navnlig i forbindelse med krigene 1848-51 og 1864, der stod i vejen for en uhindret folkelig vekselvirkning mellem de to lande. Dernæst bør nævnes andre hindringer, der har deres oprindelse i Grundtvigs person og forfatterskab; der tænkes i denne forbindelse ikke mindst på Grundtvigs uforbeholdne og brysk formulerede afvisning, rettet mod det tryk, han fornemmede fra den mægtige nabostat i syd, et tryk der ytrede sig både politisk, kulturelt og videnskabeligt.Efter "kejsertiden" i Tyskland kan man iagttage en stigende interesse for den grundtvigske folkehøjskole, næret af forskellige motiver, som f.eks. af en flugtpræget bevægelse i retning af "kultur og natur" (noget der generelt kan observeres angående receptionen af skandinavisk litteratur i denne periode); men også ud fra håbet om at kunne anvende den danske folkehøjskole som middel til at læse sociale problemer, særlig på landet. Den danske folkehøjskole bliver således betragtet som et egnet instrument for velfærdsinitiativer i Tyskland. Hertil knyttes forskellige bestræbelser på at fremme folkelig dannelse, sat i værk af liberale, nationalliberale og socialt engagerede enkeltpersoner og grupperinger. Endelig retter nogle deres håb mod et forventet bidrag til at bringe den tyske økonomiske udvikling videre, særligt inden for landbruget. Tillige betragtedes den grundtvigske højskole som middel til åndelig velfærd, for at højne den almene dannelse og den politiske bevidsthed.I den anden del står drøftelsen af et bestemt punkt i centrum, nemlig spårgsmålet om, hvorvidt Grundtvigs grundliggende ideer om frihed er blevet bemærket i den tyske voksenuddannelse op gennem .rene. Følgende bliver tydeligt i denne sammenhæng: I Tyskland, hvor demokratiseringen - i modsætning til Danmark - var kendetegnet af stærke brud, var der kun i begrænset omfang baggrund og bevidsthed for Grundtvigs frihedssyn og den demokratiserende effekt af den Grundtvigske højskole. Denne forskelligartede baggrund i de to lande omfatter en ambivalent holdning efter 1848 og i kejserårene, en delvist ligegyldig holdning i Weimar-republikken og sidst en total fortrængning, om ikke ligefrem frontstilling imod dette aspekt af skoletanken i det nazistiske Tyskland. I den tyske højskoletraditions begreb om det folkelige var der i Weimar-republikken ringe, og under nazismen slet ingen sans for den impuls til frihed og demokrati, som findes i de grundtvigske ideer om folkeoplysning. Dette kulminerede under nazismen i et begreb om det folkelige, der var tænkt ud fra de skæbnesvangre forestillinger om "Blut und Boden" (blod og jord) og raceideologien. En delvis benyttelse af samme ord (f.eks. "Volkheit") i Weimar-republikken og under nazismen, selv om der mentes noget helt forskelligt, har skadet de grundtvigske ideer i Tyskland og generelt medvirket til den ugunstige udvikling for en tilegnelse af Grundtvig i Tyskland.Alt i alt kan man konstatere, at forståelsen af Grundtvig fremviser et langt mere uensartet billede end hidtil antaget. Tilegnelsen rækker fra tilslutning, evt. forbundet med forsøg på at se bort fra modsigelser eller på en manipulerende m.de at oplæse disse, til den utilslørede afstandtagen. Der kan således på ingen m.de tales om en generel tendens i retning af at grundtvigske oplysningstanker for en almen betragtning skulle være blevet taget til indtægt af systemet i det nazistiske Tyskland.Hvad endelig efterkrigsperioden angår med den i begyndelsen tilbageholdende tilegnelse af Grundtvig, har det sikkert spillet en rolle, at bestemte begreber som folkelighed, det folkelige, men også nation eller folk var brændemærket af nationalsocialismen og derfor udløste afværgemanøvrer. Endvidere har det bidraget hertil, at der efter krigen har fundet et generationsskifte sted i den tyske folkehøjskolebevægelse. De, der var optaget af disse tanker i Weimar-republikken, var kun i begrænset omfang til rådighed og med dem er traditioner og teoretiske overvejelser gået tabt.

ABSTRACT: Which interpretive possibilities are associated with the study of historical texts? What is it that we hope to understand, and what is the real purpose of studying a dead religion? This includes a diachronic and a synchronous aspect: How do the historical and the comparative interact? Do we seek, without necessarily being aware of it, what we already know, in the historical text, or do we open ourselves up to the encounter with something foreign? The question also implies whether perception and language can be said to reflect each other, and not least which conditions the present sets for understanding the past. I take my point of departure in Foucault's understanding of history, involving related views of de Certeau, and set the archaeological and genealogical point of view against Gadamer's hermeneutic textual approach and Habermas' concept of rational reconstruction. The intention is to suggest a perspective that, firstly, acknowledges the necessity of interpretation and, secondly, allows the text's own Otherness to come to the fore. RESUME: Hvilke fortolkningsmuligheder knytter sig til studiet af historiske tekster? Hvad er det, vi håber på at forstå, og hvad er det egentlige formål med at studere en død religion? Dette omfatter et diakront og et synkront aspekt: Hvordan spiller det historiske og det komparative sammen? Søger vi, uden nødvendigvis at være bevidste om det, det, vi allerede kender, i den historiske tekst, eller stiller vi os åbne for mødet med noget fremmed? Spørgsmålet implicerer, hvorvidt forestilling og sprog kan siges at afspejle hinanden, og ikke mindst hvilke betingelser nutiden sætter for en forståelse af fortiden. Jeg tager udgangspunktet i Foucaults historieforståelse, under inddragelse af beslægtede synspunkter hos de Certeau, og stiller den arkæologiske og genealogiske synsvinkel op over for Gadamers hermeneutiske tekst-tilgang og Habermas’ begreb om rationel rekonstruktion. Hensigten er at åbne for et perspektiv, der på den ene side vedkender sig fortolkningens nødvendighed og på den anden side tillader tekstens egen Andethed at komme til orde.

Grundtvig, Bede and the testimony of antiquity[Grundtvig, Beda og arven fra oldtiden]Af S. A. J. BradleyAf historien far enhver generation tilbudt indblik i modeller, der rummer såvel kontinuitet som diskontinuitet. Bevidstheden om sådanne vidnesbyrd, der viser kontinuitet tilbage til oldtiden, er en magtfuldt formende kulturel kraft, en nogle til at udspørge fortiden om nutidige problemstillinger samt angive signaler for fremtiden. Dette kan illustreres ved for eksempel at undersøge holdninger til kvinders varetagelse af opgaver i den kristne menighed, et forhold, der kan følges tilbage i historien via så betydelige teologer som Grundtvig, Thomas Aquinas, Beda Venerabilis til nogle af de oldkirkelige teologer. I lyset heraf er det oplysende at betragte de holdninger til oldtiden, som Grundtvig og Beda Venerabilis indtog.Bedas Kirkehistorie (Historia ecclesiastica gentis Anglorum) var blandt de værker inden for den oldengelske litteratur, som Grundtvig tidligt fordybede sig i. Det viser sig ved nærmere undersøgelse, at Grundtvig har meget tilfælles med Beda, ikke blot angående opmærksomhed over for den nutidige betydning, der rummes i historien fra aldre tider, men også i henseende til en bestemt opfattelse af de mere dybtliggende strukturer bag enhver historisk beretning, ud fra hvilken de begge som historikere uddrager en kristen historiefilosofi. Det er blevet fremfort med megen vagt, at Grundtvigs forestillinger om universalhistorie pa afgørende vis blev præget af hans mode med det oldengelske digt Bjovulf, men bag idegrundlaget i Bjovulfs poetisk formede epos ligger Bedas universalhistoriske oplag, som Grundtvig var bekendt med. Det vil derfor vare givende for Grundtvig-forskere at undersøge Grundtvigs mode med Beda mere dybtgående, set som en væsentlig del af hans mere omfattende beskæftigelse med den oldengelske kultur. Derigennem vil det blive muligt at nå til en mere fyldestgørende forståelse af den bemærkelsesværdige kraft, der ligger i Grundtvigs forhold til oldtiden.

André Breton (1924/1972, p. 20) skrev i sit første surrealistiske manifest at han nok skulle vogte sig for at spøge med psykologien, men er dog samtidig dybt optaget af evnen til at forestille sig noget ved hjælp af fantasien. Omtrent samme år skrev Lev Vygotsky (1925) i sin bog om kunstpsykologi at den skabende proces er en måde at forestille sig noget mentalt som derefter skabes i form af et produkt. Vygotsky argumenterer for at kunsten hjælper til at skaffe ligevægt mellem individet og dets omgivelser. Hos Breton er der ikke tale om en overordnet logik i form af dialektik mellem det mentale – bevidstheden – og omgivelserne. Der er derimod tale om en kamp mellem rationalitet og fantasi: “Ordet frihed er det eneste, der stadig kan begejstre mig. (…). Midt i al den vanære der er gået i arv til os, må vi dog erkende, at vi også har fået overladt tankens allerstørste frihed. (…). Alene fantasien beretter om det, der kan komme, og det er nok til at lette det frygtelige interdikt en smule” (Breton, 1972, p. 20). Dette betyder at fantasien skal sættes fri og ikke lægges ind under en logik der begrænser den. Det er den skabende frie fantasi der lovsynges af Breton. Den fantasi der ikke foregiver at være den logiske virkelighed, men derimod er et eget univers af drømme og associationer. Breton skriver at denne del af intellektets verden netop er blevet draget frem og gjort synlig gennem Freudsopdagelser. Den skal nu frit anvendes i kunsten, ikke som en særlig kunstretning, men som en poetisering af verden som Finn Hermann skriver i introduktionen til den danske udgave af Bretons surrealistiske manifester. Breton blev senere meget diskuteret og kritiseret for sin a-historisering af fantasien som generel og universel snarere end at være knyttet til en bestemt historisk kontekst med dens betingelser og mulige valg.

Popular, religious and social movements: Recent research approaches and qualitative interpretations of a complex of historical problems[Folkelige, religiøse og sociale bevægelser: Nyere forskningstilgange og kvalitative fortolkninger om et komplelis a f historiske problemer]Af Vagn WåhlinEn H. C. Andersens og en S. Kierkegaards verdensberømmelse til trods er N. F. S. Grundtvig alligevel den samfundsborgerlige enkeltperson fra det 19. århundrede, som har påvirket Danmark og danskerne mest 130 ar efter sin død. Han er os under huden - også nar vi ikke selv er os det bevidst. For tiden hores dette i positiv fællessang af hans salmer hver søndag i kirken og ses dette ugentligt i de indædte og mangesidede opgør med den gamle i medierne foretaget bl.a. af nutidens globalister, europaister, menneskerettighedsværnere og kristelige fundamentalister, som finder hans religiøse og nationale og folkelige arvegods at stå dem så massivt i vejen for deres nutid og deres fremtidsvisioner. Men hvorfor slå en fortidslevning, en død mand ihjel? Naturligvis, fordi han aldeles ikke er død, trods alle fjendernes bestræbelser. Hvad er det da, som gør, at han direkte gennem sine sungne og laste tekster og indirekte gennem de folkelige institutioner den dag i dag har indflydelse ikke blot inden for en snæver egen kreds, men også ned gennem efterfølgende generationer og ud over hele landet? og vil det vare ved?Skønt andre lande også kender til politisk-ideologiske folkelige bevægelser og økonomiske co-operative strømninger og kollektive oplysningstanker, så har disse tiltag i indbyrdes vekselvirkning og i fællesskab ikke noget steds samlet nået en sådan indflydelse, styrke, udbredelse og langvarig bærekraft som i Danmark ca. 1800 til 1970.Dette har sin fortid under den lange fred 1721-1801 sammen med en heldig kombination af arven fra først den lutherske tro og skole dernæst fra oplysningstidens samfunds- og agrarreformer – indbefattet velvilje fra de fleste godsejere - hvor disse reformer i vort dominerende landbrugssamfund i løbet af 1800-tallet og helt til o. 1970 bl.a. skabte en middel-klasse af gårdmand, som sad pa 75 procent af landbrugsjorden.Denne økonomisk stærke, agrare middelklasse havde ingen interesse i, at hverken spændingsforholdet mellem land og by eller den erkendte spænding mellem samfundsklasserne - de rige over for de fattige - nåede sådanne højder, at en fredeligt fremadskridende samfundsudvikling afgørende blev hindret, for den var helt klart til fordel for dem selv samt også til gavn for hele samfundet. Kun den nationalpolitiske konflikt mellem dansk og tysk kunne ikke undgås, men den krig var også mere fremprovokeret af de liberale og by-borgerskabet såvel i nord som i syd end af gårdmændene som klasse.Det var ind i dette religiøse, markedsøkonomiske, klasse-politiske og folkeligt-nationale monster, at Grundtvig fremtrådte som den rette mand, pa rette tid, pa rette sted og med det rette program. Ind i en trekant af vekselvirkninger mellem stat, marked og den civile borger fremtrådte de folkelige bevægelser som bindeled og formidlere.Enkeltborgeren stod via bevægelsens organisation og institution konkret ikke alene over for stat/kommune eller over for økonomien og markedet eller over for andre mere magtfulde borgere i civilsamfundet. Efter en vagere begyndelse pa det religiøse plan o. 1820, hvor bonden fra lagmandskredsen kunne lytte til et frelsens ord, kunne han senere i 1800-tallet via den lokale sparekasse låne penge uden om købstadsbanken, via andelsmejeriet kunne han fa sin malk forædlet og som smør og ost solgt pa egne og ikke købstadskøbmandens betingelser, via friskolen kunne han fa sit barn opdraget i Grundtvigs og Kolds and, i valg- eller frimenigheden eller i missionshuset kunne han hore Guds ord efter sin mening, i lokalavisen kunne han læse politik efter sin opfattelse osv. Fra o. 1900 kom husmand og by-arbejdere med i tilsvarende bevægelser, foreninger og institutioner, der ofte matte kampe, endda hårdt, for en plads i solen med de etablerede gårdmandsbevægelser, men klart lærte af disse og blev organisationsvante og samfundsmæssigt bevidst medansvarlige medborgere fra efter 1. Verdenskrig - også ud over deres egen klasse. Sporten og idrætten fangede i organiseret form bade land og by og blev snart den største bevægelse især blandt de unge. Kvinderne lærte sig, at medindflydelse pa eget liv forudsatte bevidsthed, organisation og stadighed ikke blot i den politiske verden, men bredere ud, ligesom bekæmpelse af drikfældighedens problemer ikke løstes af sig selv, men krævede falles vilje, organisation og samspil over mange ar.Da Danmark 1960/70 som agrarsamfund i løbet afkort tid afløstes af et industrisamfund for derefter gennem 1970’eme at glide over i det postindustrielle og postmoderne samfund, som vi endnu befinder os i, forsvandt en del af logikken i den sociale sammenbindingskraft gennem dels de folkelige bevægelser, dels de politiske partiers klassetilhørsforhold.Den nu efter 2000 pa visse felter klarere kristne og nationale bekendelse i samfundet kan fore til en øget interesse for samspillet mellem fornyede folkelige bevægelser og andre sider af Grundtvigs virke og arv - eller til hans endelige begravelse. Dog, da ikke ved hans fjenders magt, men ved hans venners svaghed.[Den fulde artikel kan læses pa dansk i Grundtvig-Studier 2003: “Folkelige og sociale bevægelser. Nyere forskningsretninger og kvalitative forståelser”.]

Artiklen undersøger historisk bevidsthed som begreb i Fælles Mål og tilhørende styredokumenter for historie i den danske grundskole. Artiklen sætter fokus på begrebets funktion og betydningstillæggelse som det umiddelbart iagttages efter indførelsen af kompetencemålsorienteret undervisning i 2014/15. Artiklen er optaget af hvilken betydning det har, at begrebet på én og samme tid fungerer som dannelses- og kompetencemål for undervisning, og som følge deraf undersøger artiklen, hvordan begrebet responderer på kompetencedrejningen for at bevare en funktion i læreplanen. Metodisk tager artiklen afsæt i kriterier for fokuseret kvalitativ indholds- og dokumentsanalyse (QCA) og gennemfører en tekstnær undersøgelse, der belyser iagttagelser via kognitiv taksonomisk teori om færdighed og viden (Krathwohl, 2002) samt fagdidaktisk teori om historiebevidsthed i henholdsvis genetisk snæver og analytisk bred optik (Körber, 2016). Artiklen konkluderer overordnet, at historisk bevidsthed fungerer eksplicit som både overordnet dannelsesmål, hvor det betydningstillægges som genetisk snævert historiebevidsthedsbegreb og som underordnet kompetencedimension, der, hvis det skal udtrykke nogen form for historiebevidsthed, er afhængig af indhold fra andre færdigheds- og vidensområder, end det som indgår i netop Historisk bevidsthed som kompetenceområde. Sker dette, bliver der derimod tale om en bredere forståelse af historiebevidsthed, end hvad der udtrykkes i Fagets formål, det vil sige dannelsesmålet. Begrebet forandrer endvidere tydeligt funktion og betydning gennem styredokumentteksterne. Artiklen placerer denne analyse i et nordisk forskningsfelt, der aktuelt er mindre interesseret i historiebevidsthed som dannelsesbegreb i kompetenceorienterede læreplaner.

I den europæiske idéhistorie anvendes termen „historisme“ ofte til beskrivelse af en bestemt ændring i historisk bevidsthed, der forekom mellem Oplysningen og vores samtid og med Tyskland som sit centrum. Der er imidlertid langt fra enighed om dette begrebs betydning samt om hvilke historiske fænomener og idéer, det refererer til. I denne artikel ønsker jeg at bidrage til begrebets klargøring. Til dette formål vil jeg opstille tre overordnede kategorier, som jeg mener, dets betydnings- og anvendelseshistorie kan indordnes under: (1) historismen som et produkt af det attende århundredes klassicisme og historiefilosofi, (2) historisme som politisk historieskrivning og som en intellektuel refleksion af politiske og sociale forhold i det nittende århundrede og sluttelig (3) historisme som historieskrivningens videnskabeliggørelse. Disse kategorier er analytiske generaliseringer, og overlapper i de fleste konkrete analyser af historismen hinanden. Et af de tre synspunkter vil dog typisk være fremherskende og præge det generelle analytiske blik. Derfor mener jeg, at mine sondringer bidrager til forståelsen af et begreb, der stadig hyppigt optræder inden for en lang række humanistiske og samfundsvidenskabelige discipliner.

Artiklen har fokus på den del af det »nordiske Arktis«, som engang hørte under det danske (dansk-norske) imperium. Med selvstyre og diskussioner om endnu løsere tilknytning mellem de tilbageværende parter i Rigsfællesskabet rykker magten mod nord. Dette åbner for dannelsen af nye forbindelser og partnerskaber, hvor de tidligere kolonier/bilande/besiddelser i Nordatlanten (Grønland, Færøerne og Island og i nogle sammenhænge Norge) afsøger mulighederne for tættere relationer uden om Danmark. En mulig barriere for udviklingen af nye og lige relationer synes at bestå i et efterslæb af historisk betingede hierarkier og stereotyper, bygget på begreber som »civilisation«, »race« og »kultur«, som fortsat trives på trods af afkolonisering og nyorientering. Etablerede følelsesmæssige økonomier eksisterer sammen med de finansielle økonomier, hvilket gør det umuligt at skille følelser, finanser og politiske og sociale magtforhold. Artiklen argumenterer for, at bevidsthed omkring disse uhensigtsmæssige efterklange af imperium og kolonitid er en forudsætning for deres afvikling.

Artiklen ligger i forlængelse af Bernhard Langs bog Sacred Games (1997). Tre centrale dele i den tidlige kristendoms rituelle dimension: nadve­ren, Bibel­oplæsning og bønnen Fadervor, analyseres vha. dels historiske, dels religions­videnskabelige positioner. Ud fra klassisk og nyere religions­fæno­meno­logi kan nadveren ses som en transformation af slagtofre. Ud fra Max Webers tese om stigende rationalisering kan jødisk oplæsning af bibelske tekster ses som gennembrud for en intellektuel religionsform. Ud fra Émile Durkheims tese om religion som en social gruppes kollektive bevidsthed kan Fadervor ses som en oprindeligt politisk bøn om genoprettelse af en uafhængig jødisk stat.

Forskellige historiske opfattelser af det ubevidste diskuteres, specielt ud fra begreberne determination og selvbevidsthed. Der indføres en skelnen mellem tre grundlæggende typer af »det ubevidste«. Det hævdes, at også hermeneutikken har et begreb om det ubevidste og det sammenlignes med Freuds opfattelse. Afslutningsvis konkluderes det, at det er det ubevidste i en definerende relation til selvbevidstheden/selvrefleksionen, som er det artsdefinerende for det menneskelige subjekt, og ikke bevidstheden.

<p>John Dewey har spillet en afgørende rolle for den pædagogiske filosofi og for pædagogikken som sådan. Denne artikel handler om Deweys bevidsthedsbegreb. Dette begreb har været og er fortsat et ganske underbelyst emne i såvel den filosofiske som den pædagogiske behandling af hans tænkning. Dette er der gode forklaringer på, som knytter sig nøje til disse discipliners historiske og systematiske udvikling i det 20. århundrede. Denne artikel er et forsøg på at råde bod på disse discipliners manglende interesse for dette aspekt af Deweys tænkning. Ikke blot er Deweys bevidsthedsbegreb originalt, men det er også ganske aktuelt for både pædagogik og filosofi set i lyset en række nyere forsøg på at forstå kognition og bevidsthed, som knytter mentale fænomener uløseligt sammen med vores kropslige interaktion med omgivelserne.</p>

Nærværende artikel er et forsøg på med begreberne forlængede kropsorganer og kæmpesubjekter at gøre rede for nogle centrale socialpsykologiske aspekter i menneskenes, som den klassiske sociolog Georg Simmel har fremstillet det, på en gang adskilte og forbundne relation til de moderne sociomaterielle strukturer.Disse to begreber vil både blive belyst hver for sig under historiske og aktuelle synsvinkler og bragt i forbindelse med det moderne psykoanalytiske begreb: projektiv identifikation. Artiklen konkluderer at bevidste og ubevidste fantasier i samspil med de moderne sociomaterielle strukturer spiller en magtfuld rolle i det moderne samfund og der opfordres til såvel kritisk som kreativ (dekonstruktiv og konstruktiv) omgang medforestillingslivet.