Letteratura scientifica selezionata sul tema "Venstrefløjen"

Danske og tyske nationale symbolerAf Inge AdriansenI denne artikel sammenlignes danske og tyske nationale symboler, idet der tages udgangspunkt i den grundlæggende antagelse, at nationale symboler går det muligt for individer at identificere sig selv som en del af et fællesskab. Efter at have været umoderne i 1960-eme, hvor venstrefløjen forkastede tanken om det nationale, er nationale symboler som en følge af Danmarks indtræden i EF kommet pfi mode igen og benyttes af den danske venstrefløj i kampen mod fællesmarkedet og EF-Unionen. Samtidig benyttes nationale symboler i reklameøjemed, men denne paradoksalitet er en del af de nationale symbolers væsen. Således var Holger Danske oprindelig en fransk helteskikkelse, men opfattes i dag af alle som et af de vigtige danske symboler, benyttet af venstrefløjen og reklameverdenen i forskellige sammenhænge. De fleste nationale symboler er ikke gamle, men blev udformet i det 19. århundrede. Ofte benyttes de nationale symboler af regeringer til at holde sammen på unge nationer, men også i gamle nationer skaber nye symboler nationalt sammenhold. B.de i Danmark og Tyskland er de almindeligste nationale symboler unge. Dette påvises gennem en sammenstilling af på den ene side de danske symboler moder Danmark, pigerne fra Sønderjylland og Dannebrog, på den anden side de tyske symboler Germania og de slesvig-holstenske dobbeltege, symboler, der alle har en lang international forhistorie, før de knyttes til Danmark eller Tyskland. Moder Danmark – symbolet på det danske folk - er skabt i 1850-1851 af den indvandrede kunstner Elisabeth Jerichau-Baumann i tilknytning til Grundtvigs i 1815 grundlagte beskrivelse af den danske nationalitet som kvindelig. Denne opfattelse er prægnant udformet i 1851 i Grundtvigs sejrsdigt efter Slaget ved Isted, hvor det danske folk karakteriseres som en skjoldmø.. I den sønderjyske kamp for danskhed har symbolet spillet en vældig rolle. I Tyskland har Germania været forbundet med kampen for national enhed, kendt gennem Philipp Veits maleri fra revolutionsåret 1848. Efter at have været forbudt dukkede symbolet op igen i forbindelse med afslutningen på den fransk-tyske krig i form af en bastant skulptur, men benyttes i det tyske kejserrige oftest uden denne skulpturs understregning af det tyske folks selvstændighed. De sønderjyske piger blev som symbol på den tabte landsdels længsel efter Danmark oprindelig skabt i handelsmæssigt øjemed, men blev umådelig populært og erstattede i Sønderjylland moder Danmark symbolet, da dette blev forbudt. I nyere tid benyttes en glad version af de sønderjyske piger som symbol på de nuværende gode relationer mellem Danmark og Tyskland.De slesvig-holstenske dobbeltege modsvarer de sønderjyske piger. Dobbeltegene har rødder i bl.a. det 18. århundredes frihedsbevægelser, men blev i 1840- erne symbol på de slesvig-holstenske hertugdømmers uadskillelighed. Der findes intet tysk modstykke til Dannebrog, der hævdes at v.re blevet givet af Gud til det danske folk i 1219. Imidlertid er flaget oprindelig kun knyttet til den danske flåde og kun i begrænset omfang til hæren. Først i 1842 blev Dannebrog også hærens flag, men blev - i overensstemmelse med bl.a. Grundtvigs ønske - først tilladt som nationalt flag for privatpersoner i 1854. De danske og tyske nationale symboler er blevet brugt i manipulerende hensigt - således i billeder fra den sønderjyske folkeafstemning i 1920 og i nationalitetskampen derefter, hvor ikke moder Danmark og Germania, men moder Danmark og den tyske ørn modstilledes, og hvor tysk propaganda lod Germania række ud efter sine røvede døtre på den side af grænsen, hvor der vitterligt var dansk flertal i 1920. De nationale symboler bruges i dag ofte i kommerciel sammenh.ng, hvor det danske repræsenterer solide produkter, og i sportskampe, hvor de forløser følelsen af nationalt fællesskab. I maleri og skulptur ses, hvorledes forskellige nationale symboler kan kombineres, således som det er tilfældet i Nikolai Hansens maleri fra 1920, hvor den danske, Grundtvig-inspirerede nationalfølelse baseret på dialog og respekt for mindretallet gives visuelt udtryk. Modstykket hertil er den voldsomme, tyske Germania-skulptur. Afsluttende konkluderes, at en sammenligning af danske og tyske nationale symboler viser de tyske symboler som præget af aktivitet og voldsomhed, de danske symboler som præget af svaghed i overensstemmelse med Grundtvigs bestemmelse af danskheden som kvindelig. De nationale symboler udformedes i det 19. århundrede som opfundne traditioner, der skulle skabe national enhed, og også i dag fungerer de på denne måde, eftersom de er almindeligt forståelige, æstetisk tiltrækkende og benytter et velkendt billedsprog.

This paper deals with the theological, philosophical and political issues that, in the train of thought from the Slovenien philosopher Slavoj Žižek, is to be sought in the ‘logic of incarnation’ at work in the Danish philosopher Søren Kierkegaard’s Philosophical Fragments. It also deals with the question of how to connect this framework with a new revival of the left. Following the argument of the two thinkers a joke of Monty Python will be put to the test and discussed as a coincidence of the ‘concrete universal’. What does the ‘concrete universal’ mean and how is it connected to Kierkegaard’s Christianity?

Med sin introduktion af begrebet ’konkurrencestat’ i en dansk kontekst tilbød Ove Kaj Pedersen et nyt teoretisk perspektiv på, hvordan den universelle danske velfærdsstat i et vist omfang er blevet erstattet af en neoliberal konkurrencestat baseret på markedstænkning. I denne artikel forsøger jeg at udbygge denne forståelse af konkurrencestaten ved at analysere udviklingen i Danmark fra velfærdsstat til konkurrencestat ved hjælp af Boltanski og Chiapellos teori om kapitalismens nye ånd. Igennem denne analyse søger jeg for det første at vise, at de værdier, som konkurrencestaten henviser til, når den retfærdiggør sin fordelingspolitik, ikke kun kan forstås som udtryk for markedstænkning. De må også i høj grad forstås som udtryk for idealiseringen af fleksibilitet, kreativitet og inklusion i arbejdsnetværk, som Boltanski og Chiapello identificerer som centrale i kapitalismens nye ånd, og som har rødder i venstrefløjens kapitalismekritik. For det andet er formålet med artiklen at diskutere, hvilke negative konsekvenser idealiseringen af fleksibilitet og omstillingsparathed samt det store fokus på kontinuerligt at opkvalificere borgere kan risikere at have for borgere og offentligt ansattes mulighed for at forholde sig kritisk til konkurrencestatens moralske legitimitet. ENGELSK ABSTRACT Jacob Didia Jensen: The new spirit of allocation policy With his introduction of the concept ‘competition state’ in Denmark, Ove Kaj Pedersen offered a new perspective on how the universal Danish welfare state has been partially replaced by a neoliberal competition state based on market logic. In this article, I seek to expand this idea of the competition state by analysing the Danish development from welfare state to competition state through Boltanski and Chiapello’s theory of a new spirit of capitalism. In this analysis, I seek to show, firstly, that the values used by the competition state to justify its allocation policy cannot only be understood as an expression of market logic. They must also to be understood as expressions of the idealisation of flexibility, creativity and inclusion in work-based networks, that Boltanski and Chiapello identify as central in the new spirit of capitalism, and which have roots in the left-wing critique of capitalism. Secondly, the article discusses how negative consequences the idealisation of flexibility, adaptability and the focus on continuously upgrading the skills of citizens in order to ensure their inclusion on the labour market impact on the ability of citizens and public employees to critically reflect on the moral legitimacy of the competition state. Keywords: competition state, allocation policy, justification, critique, new spirit of capitalism, Boltanski and Chiapello

I de sidste par årtier har venstrefløjspolitik været præget af desorientering. Den universalistiske kritik af kapitalisme og imperialisme er vigende og er blevet afløst af multikulturalismens relativistiske kritik af modernitet og Vesten. I kølvandet på disse tendenser har man kunnet iagttage en implicit alliance mellem venstrefløj og islamister, i kraft af at de står over for samme fjende, dvs. systemet og en nationalistisk højrefløj. Det er ven/fjende-skematikken, der strukturerer venstreorientering, fordi det er den mest markante måde at dyrke sin modstandsidentitet på. Når det er det, der tæller, bliver politiske værdier mindre vigtige, og det har indebåret, at venstreorienterede har nedtonet kritikken af det, de plejede at se som reaktionært. Resultatet har været udbredt tavshed, når fjendens fjender, inklusive undertrykte religiøse/etniske minoriteter, siger og gør noget, man ellers ville kritisere. I tilgift har det været magtpåliggende for venstrefløjen at gøre politiske modstandere tavse ved at censurere ytringsfrihed, hvilket især har været tydeligt i forbindelse med karikaturkrisen og diskussioner om racismeparagraffen. Tavshedens politik – at være tavs og at gøre tavs – er blevet legitimeret ved at forskyde spørgsmålet om ytringsfrihed fra en politisk ret til moralsk indlevelse, ved at moralisere og antagonisere det politiske klima i godt/ondt, hvilket stigmatiserer fjenden, og ved at gå ind for selvcensur (ytringspli) og føre retssager mod dem, der overskrider grænserne for politisk korrekthed. Artiklen undersøger disse forhold ved at se på, hvordan venstrefløjspersoner har argumenteret i offentlige medier. Det er disse frem for akademiske tekster, der er genstandsfeltet, fordi det giver et bedre indblik i, hvordan man orienterer sig, og dermed et bedre indblik i tendenser i den politiske kultur. Søgeord: karikaturkrisen, moralisere, racisme, tavshed, ven/fjende, venstrefløj

I artiklen viser vi, at den identitære bevægelse har været med til at forny den islamkritiske debat og aktionsform i Danmark. Historisk har den indvandringskritiske højrefløj udvist en nationalistisk skepsis over for både indvandring og det europæiske projekt. Med Generation Identitær har det ændret sig. Nu er det en fælles europæisk identitet, der skal forsvares mod islam. Ikke fordi islamisk kultur er mindre værd, men fordi den ikke hører til i Europa. Ydermere føres den nye islamdebat med nye midler inspireret af bevægelser og aktionsformer, man normalt forbinder med venstrefløjen f.eks. happenings og banneraktioner. Endelig er deres mål ikke kun at anspore den partipolitiske højrefløj til handling, men at ændre måden man taler om indvandring i hele samfundet.

Artiklen er skrevet på baggrund af mit ph.d.- forsvar afholdt på Roskilde Universitet i juni 2014 og formidler viden om, hvordan et godt hverdagsliv for et småbarn er blevet itale- sat inden for dansk familiepolitik i perioden 1960-2010. I artiklen er der særligt fokus på, hvordan forståelsen af småbarnets gode liv er blevet forhandlet og blevet til i et net af divergente samspil, der på den ene side kan lokaliseres som udsagn, der fungerer sammen og på den anden side kan ses i samspil med samfundets udvikling fx på dagtilbudsområdet. Således formidler artiklen viden om, hvor- dan 1960ernes samfundsmæssige ændringer fulgtes af en ny familiepolitisk dagsorden på Christiansborg, hvor nye spørgsmål blev stil- let og nye problemstillinger blev betragtet som familiepolitisk relevante problemstillinger, der krævede familiepolitiske løsninger. Hidtil hav- de dansk familiepolitik alene haft interesse for de familier, der levede i økonomisk eller moralsk fattigdom. Det nye var, at der kom fokus på børn og børnefamiliers hverdagsliv i det hele taget. Nye spørgsmål på 1960ernes familiepo- litiske dagsorden var: Hvor skal de yngste børn være, når moderen har arbejde uden for hjemmet? Hvilke behov har småbørn for om- sorg og samvær? Hvilken familiepolitik kan understøtte opfyldelsen af børns dokumen- terbare behov? Disse spørgsmål var centrale i dansk familiepolitik frem til begyndelsen af 1980erne, og fra politisk hold søgte man svar på spørgsmålene ved at inddrage forsknings- baseret viden om børn. Vægtige argumenter i det familiepolitiske arbejde var således argu- menter, der kom fra forskningsverdenen. I løbet af 1980erne ændredes familiepolitik- ken, og anderledes end tidligere var vægtige udsagn funderet i partiernes meninger og hold- ninger og ikke længere i børneforskningen. Familiepolitikkens grundlæggende argumen- tation ændredes således fra, at man på Christi- ansborg mente at vide, hvad der var de familie- politisk relevante problemstillinger og mente at vide, hvad der var de mulige løsninger til, at der udvikledes en eksplicit ideologibaseret familiepolitik, hvor familiepolitisk relevante problemstillinger og mulige løsninger blev begrundet i partiernes øvrige politik og dermed partipolitiske meninger og holdninger. I første omgang var den holdningsbaserede familiepolitik fløjpolitisk i den forstand, at venstrefløjen mente ét om familiepolitikken og højrefløjen mente noget andet om familie- politikken, og de forskellige meninger og hold- ninger hang sammen med fløjenes i øvrigt forskellige syn på forholdet mellem borger og stat. I anden omgang blev den holdnings- baserede familiepolitik mere enslydende, da fløjene i midten af 1990erne nærmede sig hinanden med et fælles grundlæggende neo- liberalt menneskesyn, hvor “forældres frie valg” blev et fælles familiepolitisk mantra. Således nærmede den familiepolitiske diskurs om småbarnets gode liv sig en fælles forstå- else af, at god familiepolitik er den politik, der kan understøtte forældres handlefrihed, fordi forældres handlefrihed sikrer børn et godt hverdagsliv. Hvor man tidligere havde stillet spørgsmål som: Hvad er et godt hverdagsliv for et småbarn? Stillede man nu spørgsmålet: Hvordan sikrer vi forældres mulighed for at tilrettelægge familiens hverdag, som de vil? Dermed var dansk familiepolitik mindre op- taget af børns hverdagsliv og mere optaget af forældres valgmuligheder. I kølvandet på det forældrecentrede blik kom fokusset på de for- ældre, der ikke mentes at magte det frie valg. Disse mange skift i forståelser og fokus, samt et bud på hvordan de familiepolitiske variationer kan betragtes i en diskursanalytisk optik, er omdrejningspunktet for denne arti- kel. Således vil artiklen vise, hvordan dansk familiepolitik manifesterede sig med et fokus på det almindelige børneliv i løbet af 1960erne, og hvordan det tre til fire årtier senere gav me- ning, at almindelige børns almindelige hver- dagsliv var forsvundet fra den familiepolitiske dagsorden. Som det vil blive understreget undervejs i artiklen, har ændringen af det familiepolitiske fokus fra børn til forældre ikke været uden betydning. Faktum er, at i løbet af de seneste årtier er almindelige børn gledet ud af den fa- miliepolitiske linse i en sådan grad, at der i dag ikke spørges til det almindelige hverdagsliv. Samtidig er der i kraft af fokusset på foræl- 101 Resumé Artiklen er skrevet på baggrund af mit ph.d.- forsvar afholdt på Roskilde Universitet i juni 2014 og formidler viden om, hvordan et godt hverdagsliv for et småbarn er blevet itale- sat inden for dansk familiepolitik i perioden 1960-2010. I artiklen er der særligt fokus på, hvordan forståelsen af småbarnets gode liv er blevet forhandlet og blevet til i et net af divergente samspil, der på den ene side kan lokaliseres som udsagn, der fungerer sammen og på den anden side kan ses i samspil med samfundets udvikling fx på dagtilbudsområdet. Således formidler artiklen viden om, hvor- dan 1960ernes samfundsmæssige ændringer fulgtes af en ny familiepolitisk dagsorden på Christiansborg, hvor nye spørgsmål blev stil- let og nye problemstillinger blev betragtet som familiepolitisk relevante problemstillinger, der krævede familiepolitiske løsninger. Hidtil hav- de dansk familiepolitik alene haft interesse for de familier, der levede i økonomisk eller moralsk fattigdom. Det nye var, at der kom fokus på børn og børnefamiliers hverdagsliv i det hele taget. Nye spørgsmål på 1960ernes familiepo- litiske dagsorden var: Hvor skal de yngste børn være, når moderen har arbejde uden for hjemmet? Hvilke behov har småbørn for om- sorg og samvær? Hvilken familiepolitik kan understøtte opfyldelsen af børns dokumen- terbare behov? Disse spørgsmål var centrale i dansk familiepolitik frem til begyndelsen af 1980erne, og fra politisk hold søgte man svar på spørgsmålene ved at inddrage forsknings- baseret viden om børn. Vægtige argumenter i det familiepolitiske arbejde var således argu- menter, der kom fra forskningsverdenen. I løbet af 1980erne ændredes familiepolitik- ken, og anderledes end tidligere var vægtige udsagn funderet i partiernes meninger og hold- ninger og ikke længere i børneforskningen. Familiepolitikkens grundlæggende argumen- tation ændredes således fra, at man på Christi- ansborg mente at vide, hvad der var de familie- politisk relevante problemstillinger og mente at vide, hvad der var de mulige løsninger til, at der udvikledes en eksplicit ideologibaseret familiepolitik, hvor familiepolitisk relevante problemstillinger og mulige løsninger blev begrundet i partiernes øvrige politik og dermed partipolitiske meninger og holdninger. I første omgang var den holdningsbaserede familiepolitik fløjpolitisk i den forstand, at venstrefløjen mente ét om familiepolitikken og højrefløjen mente noget andet om familie- politikken, og de forskellige meninger og hold- ninger hang sammen med fløjenes i øvrigt forskellige syn på forholdet mellem borger og stat. I anden omgang blev den holdnings- baserede familiepolitik mere enslydende, da fløjene i midten af 1990erne nærmede sig hinanden med et fælles grundlæggende neo- liberalt menneskesyn, hvor “forældres frie valg” blev et fælles familiepolitisk mantra. Således nærmede den familiepolitiske diskurs om småbarnets gode liv sig en fælles forstå- else af, at god familiepolitik er den politik, der kan understøtte forældres handlefrihed, fordi forældres handlefrihed sikrer børn et godt hverdagsliv. Hvor man tidligere havde stillet spørgsmål som: Hvad er et godt hverdagsliv for et småbarn? Stillede man nu spørgsmålet: Hvordan sikrer vi forældres mulighed for at tilrettelægge familiens hverdag, som de vil? Dermed var dansk familiepolitik mindre op- taget af børns hverdagsliv og mere optaget af forældres valgmuligheder. I kølvandet på det forældrecentrede blik kom fokusset på de for- ældre, der ikke mentes at magte det frie valg. Disse mange skift i forståelser og fokus, samt et bud på hvordan de familiepolitiske variationer kan betragtes i en diskursanalytisk optik, er omdrejningspunktet for denne arti- kel. Således vil artiklen vise, hvordan dansk familiepolitik manifesterede sig med et fokus på det almindelige børneliv i løbet af 1960erne, og hvordan det tre til fire årtier senere gav me- ning, at almindelige børns almindelige hver- dagsliv var forsvundet fra den familiepolitiske dagsorden. Som det vil blive understreget undervejs i artiklen, har ændringen af det familiepolitiske fokus fra børn til forældre ikke været uden betydning. Faktum er, at i løbet af de seneste årtier er almindelige børn gledet ud af den fa- miliepolitiske linse i en sådan grad, at der i dag ikke spørges til det almindelige hverdagsliv. Samtidig er der i kraft af fokusset på foræl- 101 Resumé Artiklen er skrevet på baggrund af mit ph.d.- forsvar afholdt på Roskilde Universitet i juni 2014 og formidler viden om, hvordan et godt hverdagsliv for et småbarn er blevet itale- sat inden for dansk familiepolitik i perioden 1960-2010. I artiklen er der særligt fokus på, hvordan forståelsen af småbarnets gode liv er blevet forhandlet og blevet til i et net af divergente samspil, der på den ene side kan lokaliseres som udsagn, der fungerer sammen og på den anden side kan ses i samspil med samfundets udvikling fx på dagtilbudsområdet. Således formidler artiklen viden om, hvor- dan 1960ernes samfundsmæssige ændringer fulgtes af en ny familiepolitisk dagsorden på Christiansborg, hvor nye spørgsmål blev stil- let og nye problemstillinger blev betragtet som familiepolitisk relevante problemstillinger, der krævede familiepolitiske løsninger. Hidtil hav- de dansk familiepolitik alene haft interesse for de familier, der levede i økonomisk eller moralsk fattigdom. Det nye var, at der kom fokus på børn og børnefamiliers hverdagsliv i det hele taget. Nye spørgsmål på 1960ernes familiepolitiske dagsorden var: Hvor skal de yngste børn være, når moderen har arbejde uden for hjemmet? Hvilke behov har småbørn for om- sorg og samvær? Hvilken familiepolitik kan understøtte opfyldelsen af børns dokumen- terbare behov? Disse spørgsmål var centrale i dansk familiepolitik frem til begyndelsen af 1980erne, og fra politisk hold søgte man svar på spørgsmålene ved at inddrage forsknings- baseret viden om børn. Vægtige argumenter i det familiepolitiske arbejde var således argu- menter, der kom fra forskningsverdenen. I løbet af 1980erne ændredes familiepolitikken, og anderledes end tidligere var vægtige udsagn funderet i partiernes meninger og hold-ninger og ikke længere i børneforskningen. Familiepolitikkens grundlæggende argumen- tation ændredes således fra, at man på Christi- ansborg mente at vide, hvad der var de familie- politisk relevante problemstillinger og mente at vide, hvad der var de mulige løsninger til, at der udvikledes en eksplicit ideologibaseret familiepolitik, hvor familiepolitisk relevante problemstillinger og mulige løsninger blev begrundet i partiernes øvrige politik og dermed partipolitiske meninger og holdninger. Som det vil blive understreget undervejs i artiklen, har ændringen af det familiepolitiske fokus fra børn til forældre ikke været uden betydning. Faktum er, at i løbet af de seneste årtier er almindelige børn gledet ud af den fa- miliepolitiske linse i en sådan grad, at der i dag ikke spørges til det almindelige hverdagsliv. Samtidig er der i kraft af fokusset på foræl- 101 Resumé Artiklen er skrevet på baggrund af mit ph.d.- forsvar afholdt på Roskilde Universitet i juni 2014 og formidler viden om, hvordan et godt hverdagsliv for et småbarn er blevet itale- sat inden for dansk familiepolitik i perioden 1960-2010. I artiklen er der særligt fokus på, hvordan forståelsen af småbarnets gode liv er blevet forhandlet og blevet til i et net af divergente samspil, der på den ene side kan lokaliseres som udsagn, der fungerer sammen og på den anden side kan ses i samspil med samfundets udvikling fx på dagtilbudsområdet. Således formidler artiklen viden om, hvor- dan 1960ernes samfundsmæssige ændringer fulgtes af en ny familiepolitisk dagsorden på Christiansborg, hvor nye spørgsmål blev stil- let og nye problemstillinger blev betragtet som familiepolitisk relevante problemstillinger, der krævede familiepolitiske løsninger. Hidtil hav- de dansk familiepolitik alene haft interesse for de familier, der levede i økonomisk eller moralsk fattigdom. Det nye var, at der kom fokus på børn og børnefamiliers hverdagsliv i det hele taget. Nye spørgsmål på 1960ernes familiepo- litiske dagsorden var: Hvor skal de yngste børn være, når moderen har arbejde uden for hjemmet? Hvilke behov har småbørn for om- sorg og samvær? Hvilken familiepolitik kan understøtte opfyldelsen af børns dokumen- terbare behov? Disse spørgsmål var centrale i dansk familiepolitik frem til begyndelsen af 1980erne, og fra politisk hold søgte man svar på spørgsmålene ved at inddrage forsknings- baseret viden om børn. Vægtige argumenter i det familiepolitiske arbejde var således argu- menter, der kom fra forskningsverdenen. I løbet af 1980erne ændredes familiepolitik- ken, og anderledes end tidligere var vægtige udsagn funderet i partiernes meninger og hold- ninger og ikke længere i børneforskningen. Familiepolitikkens grundlæggende argumen- tation ændredes således fra, at man på Christi- ansborg mente at vide, hvad der var de familie- politisk relevante problemstillinger og mente at vide, hvad der var de mulige løsninger til, at der udvikledes en eksplicit ideologibaseret familiepolitik, hvor familiepolitisk relevante problemstillinger og mulige løsninger blev begrundet i partiernes øvrige politik og dermed partipolitiske meninger og holdninger. I første omgang var den holdningsbaserede familiepolitik fløjpolitisk i den forstand, at venstrefløjen mente ét om familiepolitikken og højrefløjen mente noget andet om familie- politikken, og de forskellige meninger og hold- ninger hang sammen med fløjenes i øvrigt forskellige syn på forholdet mellem borger og stat. I anden omgang blev den holdnings- baserede familiepolitik mere enslydende, da fløjene i midten af 1990erne nærmede sig hinanden med et fælles grundlæggende neo- liberalt menneskesyn, hvor “forældres frie valg” blev et fælles familiepolitisk mantra. Således nærmede den familiepolitiske diskurs om småbarnets gode liv sig en fælles forstå- else af, at god familiepolitik er den politik, der kan understøtte forældres handlefrihed, fordi forældres handlefrihed sikrer børn et godt hverdagsliv. Hvor man tidligere havde stillet spørgsmål som: Hvad er et godt hverdagsliv for et småbarn? Stillede man nu spørgsmålet: Hvordan sikrer vi forældres mulighed for at tilrettelægge familiens hverdag, som de vil? Dermed var dansk familiepolitik mindre op- taget af børns hverdagsliv og mere optaget af forældres valgmuligheder. I kølvandet på det forældrecentrede blik kom fokusset på de for- ældre, der ikke mentes at magte det frie valg. Disse mange skift i forståelser og fokus, samt et bud på hvordan de familiepolitiske variationer kan betragtes i en diskursanalytisk optik, er omdrejningspunktet for denne arti- kel. Således vil artiklen vise, hvordan dansk familiepolitik manifesterede sig med et fokus på det almindelige børneliv i løbet af 1960erne, og hvordan det tre til fire årtier senere gav me- ning, at almindelige børns almindelige hver- dagsliv var forsvundet fra den familiepolitiske dagsorden. Som det vil blive understreget undervejs i artiklen, har ændringen af det familiepolitiske fokus fra børn til forældre ikke været uden betydning. Faktum er, at i løbet af de seneste årtier er almindelige børn gledet ud af den fa- miliepolitiske linse i en sådan grad, at der i dag ikke spørges til det almindelige hverdagsliv. Samtidig er der i kraft af fokusset på forældrenes egenskaber som forældre kommet et skærpet fokus på, hvad der ikke kan betragtes som et godt hverdagsliv. Men hvordan skal vi definere det uhensigtsmæssige børneliv, hvis vi ikke kan definere det hensigtsmæssige? Så- ledes argumenteres der for, at alle ville være bedre tjent med, at man fra politisk hold åb- nede op for nogle af de diskussioner, som blev lukket ned som følge af den nyliberalistiske familiepolitiks indtog i Danmark. Men dette kræver en anden familiepolitisk ramme, hvor det betragtes som meningsfuldt at se familiers hverdagsliv som et fælles ansvar, og hvor det betragtes som en familiepolitisk nødvendig- hed at stille spørgsmål som: Hvad er bedst for barnet?