Academic literature on the topic 'Sammenlægning'

Tysk på læreruddannelsen trues for mig at se i øjeblikket af tre ting: Ny læreruddannelse Sammenlægning af CVU’erne til professionshøjskoler Faldende optag på læreruddannelsen (...)

I løbet af de sidste 25 år har der kunnet observeres en klar trend i den danske offentlige sektor: Hvor der i løbet af det 20. århundrede havde udviklet sig et institutionslandskab med et højt antal små og organisatorisk relativt simple institutioner, har vi siden slutningen af 90’erne set et skift over mod større, mere komplicerede organisationer i et lavere antal. Som illustrativt eksempel kan man pege på tendensen, som den klart kommer til udtryk på alle niveauer i den danske undervisningssektor – fra grundskolerne over gymnasierne og til de videregående institutioner. I januar 2007 blev 12 universitets-institutioner og 13 sektorforskningsinstitutioner reduceret til 11 institutioner (Aagaard et al., 2016; Hansen, 2012) gennem omfattende fusioner. Inden for professionsuddannelserne fandtes der op til år 2000 mere end 100 individuelle institutioner (Undervisningsministeriet, 1998). 20 år senere er langt størstedelen af disse fusioneret ind i de store regionale professionshøjskoler. Også i ungdomsuddannelserne har der været mange fusioner. Således blev der ifølge Undervisningsministeriet udført 82 fusioner i sektoren mellem 1999 og 2017 (Undervisningsministeriet, 2019). Under varierende omstændigheder kan en lignende trend observeres inden for eksempelvis sundhedssektoren, de kommunale forvaltninger samt politi- og retsvæsen. Ikke kun fysiske og organisatoriske sammenlægninger har præget organisationslandskabet i den offentlige sektor, men også beslægtede omorganiseringer. Her kan nævnes klyngedannelser i daginstitutioner, skabelse af campusmiljøer, administrative fællesskaber, oprettelsen af supersygehuse, plejecentre med fælles ledelse, større hjemmeplejedistrikter mv. Fusioner skal ikke bare forstås som administrative spareøvelser, hvis effekter skal opgøres i kroner og ører. De er levede og erfarede processer, som former arbejdslivet for individer og fællesskaber. De påvirker blandt andet styring og ledelse, faglighed og tværfaglighed, kvalitet og standardisering, medarbejdertrivsel m.m. Formålet med dette temanummer er at belyse de mange og forskelligartede konsekvenser, udviklingen mod færre, større, mere komplekse og ofte mere centraliserede organisationer har for arbejdslivet i velfærdsstaten. Der har ikke været megen opmærksomhed på arbejdslivskonsekvenserne af de fusionsprocesser, som har præget det danske institutionslandkort de sidste 25 år. Nogle af de konsekvenser og problematikker, som tidligere har været drøftet, er: de øgede ledelsesspænd (Holm-Petersen et al., 2015), betydningen af kultur (Holm-Petersen, 2007), ledelsesstrategier (Glæsner, 2018) og rammerne for organisatorisk integration (Aagaard et al., 2016). Der er en række af andre temaer, som aktualiseres, når organisationer fusioneres og som kan forfølges yderligere ved at stille skarpt på fusionstrenden. Ordet sammenlægning kan fx give indtryk af, at processen primært handler om at samle organisationer geografisk. I mange tilfælde er der imidlertid tale om geografisk status quo eller måske endda decentraliseringer inden for en organisatorisk centralisering, hvilket kan give anledning til øgede spændinger mellem en centraliseret, fjernstyrende administrativ ledelse og de lokale faglige miljøer. Dette var fx tilfældet i forbindelse med nogle af fusioneringerne af universiteterne, mens der i andre tilfælde også blev relokaliseret medarbejdere. Endvidere har sammenlægninger og øget organisationsstørrelse, med eller uden fysisk relokalisering, nærmest uundgåeligt konsekvenser for de faglige fællesskaber og den faglige identitet. Fællesskaber kan blive styrket, fordi den øgede organisationsstørrelse kan give mulighed for større og mere specialiserede faglige grupperinger, men det kan modsat skabe udfordringer, når tidligere sammentømrede grupper, med forskellige samarbejdskulturer og faglige normer, skal finde sammen (Giessner et al., 2016). Fusioner sker i nogle tilfælde ind i nye og mere moderne faciliteter, som skaber bedre rum for kreativitet og udfoldelse. Men i andre tilfælde skal der rykkes sammen, og nogle medarbejdere kommer til at miste muligheder og privilegier, hvilket kan føre til samarbejdsproblemer (Moltke, 2014). Derudover ligger der ofte ønsker om økonomiske fordele bag fusioner. Der kan spares ressourcer i den centrale administrative del af organisationen og skabes stordriftsfordele i HR, IT og andre stabsfunktioner. Drømmen er, at fagligheden styrkes og arbejdsprocesser kan effektiviseres gennem større specialisering og styrket arbejdsdeling. Sådanne visioner er ofte eksplicitte og afgørende for, at beslutninger om fusioner og forandringerne fremlægges som logiske og rationelle. Således gøres processerne blot til et spørgsmål om at realisere potentialerne gennem god forandringsledelse. I mange tilfælde høstes stordriftsfordelene dog allerede, inden de reelt set indtræffer – hvis de overhovedet indtræffer (Rosenkilde, 2016) – hvilket udsulter organisationen og kan vanskeliggøre en succesrig sammenlægning. Herudover ligger der ofte en standardisering implicit i jagten på stordriftsfordele, som ikke tager højde for de mange lokale forskelle, som bliver fusioneret ind i den nye organisation. I forlængelse af de ovenstående problematikker har forskningen i fusioner siden 1980’erne tematiseret oplevelser af stress og usikkerhed blandt medarbejderne som en typisk effekt af de mange forandringer, som følger, når organisationer lægges sammen. Marks og Mirvis beskrev i 1985 denne medarbejdererfaring som ”fusionssyndromet”, og dette tema har været centralt i den efterfølgende forskning (Marks & Mirvis, 1985; Harman, 2002; Seo & Hill, 2005; Cartwright et al., 2007). Dette peger i retning af et behov for stærke faglige fællesskaber og kompetent ledelse, som har blik for social, faglig og organisatorisk forandringsledelse. Fusioner er en vanskelig udfordring for ledelsen, og ikke mindst for mellemlederne, hvis arbejdsliv kan blive voldsomt udfordret, når de kommer i et krydspres mellem ledelsesmæssige, organisatoriske og strategiske krav fra den centrale ledelses side og modstand og kritik fra de fagprofessionelle. Balanceringen af medarbejdernes og ledernes egen trivsel i disse komplekse organisatoriske processer kan være vanskelig, og der har været en øget tendens til, at mellemledere oplever et forværret psykisk arbejdsmiljø (Skakon et al., 2010). I dette temanummer bringer vi en række bidrag, der på hver sin vis supplerer og udvider de ovenstående forståelser af, hvordan organisationssammenlægninger former arbejdslivet i den offentlige sektor på godt og ondt.

Siden årtusindskiftet har fusioner i professionshøjskolesektoren været omfattende. Forskningen har dog ikke set grundigt på sektorens fusioner og de efterfølgende medarbejdererfaringer. I artiklen undersøges underviseres og lederes italesættelser af fusionernes konsekvenser. Dette gøres med udgangspunkt i materiale indsamlet gennem interviews og fokusgrupper foretaget i forbindelse med et casestudie af en fusion mellem to pædagoguddannelser. Undersøgelsen trækker på begreber udviklet af Olesen og Bevir. Artiklen bidrager til at belyse underviseres og lederes erfaringer i de mange fusionsprocesser og deres positionering i forhold til den styring og ledelse, som udøves i fusionerne. I artiklen påpeges, hvordan undervisere giver udtryk for, at selve fusionsprocessens mange delforløb skaber en fornemmelse af en konstant strøm af forandringer. Det påpeges yderligere, hvordan uddannelsernes ledere må placere sig mellem faglige eksperter, som er vant til en høj grad af autonomi og medbestemmelse på den ene side, og en hierarkisk organisationsstruktur på den anden side. Netop denne autonome tradition tages op i analysens sidste del, hvor det diskuteres, hvordan underviserne forholder sig til fusionen gennem to subjektpositioner – den ”fagdrevne” og ”lønarbejderen” – som på hver sin måde artikulerer en kritik af fusionen ved at etablere en forbindelse mellem den og en bredere politisk kontekst, som sætter rammerne for professionens udvikling.

Tendenser i det globaliserede arbejdsliv G lobalisering har været et vigtigt emne i både den politiske og akademiske debat i de seneste år. På den politiske scene er der blevet nedsat et globaliseringsråd, en globaliseringsfond er oprettet, og i mange politiske debatter fremhæves nødvendigheden af, at Danmark er parat til at konkurrere på et globaliseret marked. At der er tale om et fænomen, som har betydning for økonomi og arbejdsdeling, er ikke længere noget, man diskuterer, men en forudsætning man diskuterer ud fra. På den akademiske scene diskuteres det dog til stadighed, om globalisering er noget nyt, og hvad begrebet egentlig indebærer. Nogle forskere har peget på, at den stigende økonomiske samhandel snarere bør beskrives som internationalisering eller regionalisering end som egentlig globalisering (Wallerstein 1999; Fligstein & Merand 2002). Andre forskere har peget på, at et for snævert fokus på de økonomiske dele af fænomenet giver en misvisende forståelse af, hvad globalisering egentlig er (Bauman 1998). I stedet må begrebet udvides til at omfatte kulturelle og sociale forandringer, der strækker sig ud over de rent økonomiske. Endnu andre har argumenteret for, at begrebet er for upræcist og generelt til at kunne bruges analytisk, og at det i højere grad skal ses som et nøgleord i en politisk diskurs, der ønsker at fremme deregulering og liberalisering af markedskræfterne (Hirst & Thompson 1999). På trods af disse kontroverser kan der på mange områder alligevel argumenteres for, at markedet i almindelighed og arbejdsmarkedet i særdeleshed er blevet mere globalt eller i hvert tilfælde præges af en række globale eller transnationale forandringsprocesser. I midten af 1990'erne blev den internationale konkurrence mere mærkbar-på flere måder. Deregulering af kapitalmarkeder og en gradvis fjernelse af internationale handelsbarrierer har i løbet af de seneste årtier givet multinationale virksomheder og kapitalfonde større og større spillerum. Opkøb og sammenlægninger har øget antallet af multinationale virksomheder, som løbende tager stilling til hvilke nationer, der leverer de bedste vilkår for produktion, salg og skattebetaling. Samtidig spredte nye teknologier sig med stor hast på tværs af grænser, og den teknologi, der var konkurrencedygtig det ene år, kunne være håbløst forældet det næste. Danske virksomheder, der havde været førende på deres marked, kunne pludselig opleve, at de i den internationale konkurrence kunne tabe deres forspring til konkurrenter fra Sydøstasiatiske land. Ydermere skabte murens fald åbninger mod alternative arbejdsmarkeder i nærheden af Danmark, hvilket, i hvert fald i teorien, betød, at der åbnede sig relativt nemmere muligheder for outsourcing fra danske virksomheder til Polen og Tjekkiet frem for Kina og Indien. Både de stadig mere åbne arbejdsmarkeder og de teknologiske fremskridt betyder, at stadig flere former for produktion og service lader sig udføre langt fra det sted, hvor produktet

Artiklen skitserer etnografisk en styringspolitisk vision og dennes aktuellepåvirkning af velfærdsstatslige organisationer i Øresundsregionen via enrække ledelsesteknologier og målrationaler. Empirien er hentet i offentligeog halvoffentlige organisationer inden for tre sektorer; kultur, forskning oglogistik (post), hvor arbejdsmiljøerne er præget af rationaliseringstiltag ogfusionsprocesser, der påvirker medarbejdere og borgere i hverdagen. Særligtfokuseres på organisatoriske fusions- og konvergensteknologier, der fra politiskhold hævdes at kunne fremme økonomisk og samfundsmæssig værdi netop ikraft af konvergenseffekterne. Det konkluderes, at visionen om velfærd gennemkonvergens ikke er værdineutral, men producerer betydninger og mekanismerfor social inklusion og eksklusion. Den daglige drift, interne organisatoriskeforhandlinger og kernefaglige ydelser nedprioriteres til fordel for spektakulæresamarbejdsinitiativer og effektiviserende sammenlægninger. Den styringspolitiskevision om vækst og innovation gennem strategiske partnerskaber og rationaliserendekonvergens afspejler en idealiserende, men strategisk og opportunistisk tilgang tilsamarbejder og kollektivitet. Konvergens handler ikke om at nærme sig hinandensom sådan, men bliver middel og mål for en kommerciel værdiskabelse.Søgeord: kollaboration, konvergens, nyliberalisme, strategiske alliancer, styring,velfærdsstaten

I foråret 2022 afholdt NordFo og University College Copenhagen (KP) konferencen Make It Together. Konferencen henvendte sig til nordiske forskere og undervisere indenfor craft, design/sloyd og beslægtede fag og var inddelt i tre overordnede kategorier: Forskning, udvikling og workshop med følgende perspektiver, som deltagerne opfordredes til at følge materialet, læring, didaktik eller bære­dygtighed. Den overordnede tematisering rettede fokus på samarbejde. Gennem udveksling af viden og erfaringer, undersøgte deltagerne sammen til at undersøge, hvorledes samarbejde kan udvikle nye veje frem mod læring og oplevelser indenfor pædagogik/didaktik og uddannelse. Ingrid Holmboe Høibo´s artikel Læringssyn i skaparrørslelitteraturen (Learning perspective in the maker movement literature) beskriver makerbevægelsens hurtige vækst og påpeger, hvordan de kreative processer sammen med det skabende menneske er nøglespillere i den digitale udvikling. Målet med studiet er at undersøge hvorledes forskere internationalt og nationalt har beskrevet og analyseret læring i makerbevægelsens litteratur med særligt blik på kunst og håndværksfagene. Makerbevægelsen insisterer på at skabe en grundlæggende menneske­lig legende aktivitet og at Maker Space danner rammer for den vigtigste værditilskrivning inden­for læring i 1. mødet imellem mennesker og 2. mødet med materiale og værktøj. Maker Spaces er desuden integreret i det formelle og uformelle læringsmiljø i Norge. Lena Kramer Pedersen´s artikel Fra faglig undren til problemstilling i et BA projekt (From professional wondering to problem statement in a BA project) fremskriver et eksempel på, hvordan en undervisers tekstilfaglig undren skabte inspiration til et udviklingsprojekt med strikket møbelstof som produktramme. Gennem en redegørelse af og refleksion over egen forskning argumenteres der for, hvorledes det processuelt er muligt at implementere forskningsbaseret under­visning. Artiklen er tiltænkt undervisere og studerende, som et eksempel på, hvordan et forsknings­projekt kan danne grundlag for udvikling af ny viden indenfor et fagområde. Teorier om lærerprocesser, med særligt fokus på kropslig betinget læring, understøtter artiklens vidensdeling. Der argumenteres, i artiklens sidste del med afsæt i teori og case, for hvordan praktiske færdigheder udført med kroppen kan tilegnes og derigennem føre til læring. Anne-Mette Liene og Monica Klunglands artikel Visuelle bilder i bevegelse-å skape rom og tid i barnehagbarns lek og bevegelse med nøster (Visual images in movement-to create space and time in kindergarten children's play and movement with nests) tager udgangspunkt i forskningsprojektet Å nøste, dels for at udvikle tværfaglige undervisningsmetoder i kunstfag dels for at fremme udviklingskvaliteten i børnehavelæreruddannelsen. Hvordan kan en performativ tilgang til formningsfaget i uddannelsen til børnehavelærer åbne for et tværfagligt potentiale? Den performative tilgang sætter fokus på elevens aktivitet og materialets rolle når der leges med materialet. Forfatterne undersøger muligheder for om tværfaglighed kan opstå, hvis opmærksomheden flyttes fra objekt til handling. Forskningsmetoden er praksis-drevet (Haseman, 2006) og går ud på, at forskerne i samarbejde med børnehavebørn og børnehavens personale udforsker leg og bevægelser med garnnøgler. Projektet forankres teoretisk med begrebet rum-tid-materialisering (Barad, 2007) og Rudolf Labans lære om rummet “choreutics” (Laban & Ullman, 2011). Undersøgelsens fund åbner for et tværfagligt potentiale i mødet mellem fagene formning og drama i børnehavelæreruddannelsen, igennem forståelsen af, at en form skabes med både materialet og kroppens bevægelser. Sissel Isachsen og Janne B. Reitans artikel Studenters bakgrunn for valg av motedesign som utdanning og deres fremtidige karriereplaner, (Students' background for choosing fashion design as an education and their future career) er begrundet i en bekymring for kommende studerendes manglende forkundskaber når de påbegynder uddannelsen indenfor mode. Vil de studerende efter endt uddannelse ikke kunne tilfredsstille branchens krav? Der spørges: Hvilken betydning har forkundskaber for valg af modedesign uddannelsen som fremtidig karrievej? Forskningsmetoden er fokusgruppeinterviews med fem studerende om deres baggrund for at vælge modedesignuddannelse, hvor design og produktion er centralt. Empirien diskuteres i forhold til teori om praksisfælleskaber (Wenger) og teori om designudvikling i en karriere sammenhæng (Papanek). Diskussionen berører hvilken måde mode- og designstuderende kan være bedre forberedt på efter endt uddannelse at møde modebranchens virkelighed. Peter Haakonsen og Laila Belinda Fauskes artikel Tekstilaktivitet anno 1960 i lys av ansvarlig kreativitet - Mellom skapende krefter og virkelighetsnære oppdrag, (Textile activity in 1960 in the light of responsible creativity - Between creative forces and realistic assignments) undersøger først baggrunden for tilblivelsen af faget formning i Norge. Formning blev til i 1960 som en sammenlægning af fagene håndarbejde, sløjd og tegning og kaldtes en forsøgsplan. Hovedformålet var at kultivere skabende kræfter og æstetisk følsomhed. Artiklen bygger på ideen om ansvarlig kreativitet, hvor elevens arbejde knyttes an til etiske og samfundsrelevante tematikker. Forskningsspørgsmålet: I hvilken grad svarer tekstilaktivitet i formning fra 1960 til konceptet ansvarlig kreativitet, og hvordan kommer dette eventuelt til udtryk? Metodisk anvendes assamblage til at analysere forsøgsplanen fra 1960 med fokus på tekstilaktivitet. Forsøgsplanen anvender ikke begrebet kreativitet, derimod bruges skabende kræfter og virkelighedsnære opgaver. Det vil sige at hvor faget formning dengang var rettet mod eget liv og egne fremtidsscenarier, er det i dag globale perspektiver og scenarier, der aktualiseres gennem ansvarlig kreativitet. Artiklen løfter det historiske materiale frem som en løftestang for kunst og håndværk i mødet med bæredygtigheds problematikken.