Academic literature on the topic 'Omvendelse'

Dette dobbeltnummer af Dansk Teologisk Tidsskrift indeholder fem artikler inden for fem forskellige forskningsfelter. Mellem dem løberder linjer på kryds og tværs, der tegner interessante sammenhænge. I den første artikel, som er første halvdel af en dobbeltartikel undersøger Nils Arne Pedersen, dåbsritualets led og rækkefølge hos N.F.S. Grundtvig med særligt fokus på placeringen af Fadervor og betydning af begrebet “Guds børn”. Dermed bidrager han med væsentlig historisk baggrundsviden til den aktuelle liturgidiskussion i folkekirken, som også er undersøgelsens direkte anledning. Især Christian Thodbergs forståelse af Grundtvigs dåbssyn udfordres. Ifølge Pedersen spiller spørgsmålet om historisk ælde en afgørende rolle i Grundtvigs vurdering af mulige ændringer i dåbsritualet. Hvor Thodberg på baggrund af Grundtvigs salmer og samtidens teologiske strømninger mente, at Fadervor efter Grundtvigs opfattelse placeredes bedst før dåben, fremhæver Pedersen med støtte i en lang række supplerende materiale, at placeringen efter dåben for Grundtvig var at foretrække, og at han i det hele taget havde et andet blik for betydningen af dåbsritualets forskellige led, end det Thodberg lader ane, når ham argumenterer for, at alle dele af dåben rummer hele dåbens betydning. Hvor Thodberg vil placere Fadervor før dåben som en forbøn ud af menneskelig fortvivlelse, ser Grundtvig Fadervor som en følge af, at den døbte nu er kristen og har Gud som fader. Bernt Torvild Oftestad taget fat i en anden rituel virkelighed, nemlig sjælesorgen for dødsdømte i Danmarks og Norges Kirke-Ritual. MedBalthasar Münters sjælesørgeriske omsorg for den dødsdømte Struense får Oftestad vist, hvordan oplysningstraditioner, Struenses radikalefranske og Münters neologistiske, skaber nye referencerammer for Kirkeritualets formuleringer, som ikke er uden spændinger. Måletfor sjælesorgen i Kirkeritualet er identifikationen med Kristus i hans lidelse, så lidelsen derved bliver indgangen til nyt liv. Denne procesunderstøttes af bibelske eksempler, men sker ikke kun ved ord, også materielle ting, som fx den vin, den dødsdømte får lov at smage, kanblive Kristusforkyndelse. Münters mål med Struense er ikke på samme måde conformitas Christi, men omvendelse gennem intellektueloverbevisning, så Struense kan blive beviset på den mulige forening af oplysningstanke og fromhed, fornuft og åbenbaring. Dermed ændressjælesorgens profil, mens dens affektive dimension bibeholdes og forstærkes gennem oplysningstiden. Nummerets tredje artikel er skrevet af Kenneth Berg og belyser den hævdede modsætning mellem selviskhed og uselviskhed med udgangspunkti K.E. Løgstrups interesse for Max Scheler. Også her spiller oplysningstiden en rolle, nemlig som årsag til det, som forfatteren ser som en problematisk dikotomi mellem selviskhed og uselviskhed. Denne dikotomi kendes ikke i før-reformatorisk kristendom, men må forstås som et barn af moderniteten. Berg undersøger, i hvor høj grad Løgstrup gennem inspiration fra Scheler, som Løgstrup introducerede i Danmark, kan siges at overskride modernitetens opfattelse af moral som principielt uselvisk. Diskussionen om Løgstrups mulige inspiration fra Scheler fører forfatteren til den konklusion, at en hævdelsen af uselviskhed som indbegrebet af det moralske valg i virkeligheden er nihilistisk og derfor både teologisk og fænomenologisk problematisk. I 2019 udgav Jürgen Habermas et nyt opus magnum med titlen Auch eine Geschichte der Philosophie. Troels Nørager, der var blandt de førsteder introducerede Habermas’ tænkning i Danmark, gennemgår i en udvidet review-anmeldelse de filosofiske, religionsvidenskabelige ogteologiske linjer i dette storværk. Også Habermas er optaget af riten eller ritualet, og ser myten som første forsøg på sprogliggørelse af denaf riten indkapslede sakralitet. Dermed bevæger myten sig tættere på fornuften, idet også myten indeholder rationalitet. I Habermas øjnehar metafysik og monoteisme derfor fælles udspring, hvilket muliggør samtale. Nørager gør en del ud af Habermas’ brug af begrebet“rettende Gerechtigkeit” som det “mere”, som religion til forskel fra filosofi kan indeholde, og som sikrer en liturgisk levende kristendomfortsat relevans – også for den sekulære tænkning, som Habermas fortsat ser sig som eksponent for. Nummerets sidste artikel er ligeledes en bogomtale. Daniel Henschens Da danskerne ville omvende verden giver Hans Raun Iversen lejlighed til at give en forskningshistorisk oversigt over det missionshistoriske felt. Henschens bog udmærker sig i den forbindelse ved at anskue missionsbevægelsen som en del af dansk kulturhistorie og bidrager på den måde med mange tiltrængte nuancer i synet på dendanske missionsbevægelse. Bogen kan derfor efter hensigten fungere som introduktion til missionsbevægelsen som globaliseringsbevægelse,før globaliseringen for alvor slog igennem i verden.

Budskabet er en gruppe af unge muslimer i Aarhus, som mødes med det formål at fortælle ikkemuslimer om islam. Listen over initiativer for at nå deres målgruppe er alsidig. Budskabet inviterer både indenfor til Åben Moské, stiller stande op på gågaden under islamiske højtider, ogtilbyder, at man kan blive Muslim for en dag, dvs. følge et medlem i nogle timer og derved få et indblik i hans eller hendes hverdag. Hvis man har lyst, må man gerne som muslim for en dag mærke på egen krop, hvordan medlemmerne praktiserer islam, fx ved at bære ḥijāb eller ved atdeltage i en af dagens faste bønner (ṣalāh). Jeg har fra februar 2015 til maj 2016 fulgt Budskabet gennem feltstudier for at undersøge, hvadder driver gruppen til at fortælle om islam til ikke-muslimer. Jeg ønskede også at undersøge, hvordan motivationen for aktiviteterne opretholdes, for gruppen møder af og til modstand fra forbipasserende og nyhedsmedier. Artiklen her vil behandle disse spørgsmål og diskutere, om omvendelse af ikke-muslimer til islam er et af gruppens mål. Jeg vil argumentere for, at den enkeltes forhold til Allah er en af de væsentligste faktorer for, at Budskabet eksisterer og beskæftiger sig med daʿwa. Mine data er indsamlet fra interviews med ca. 15 af gruppens medlemmer samt fra gruppens aktiviteter på sociale medier.

ABSTRACT: The Danish Inner Mission (Home Mission) is a section of The Evangelical Lutheran Church in Denmark (ELCD), but it differs from the dominating church because it, like other evangelical groups, believes that the Bible as God’s written word is true in what it says and IM emphasizes orthodoxy, repentance, activism and attaches central importance the sacrifice of Jesus on the cross. Generational replacement and changes in socialization influence IM's friends, as the followers call themselves, to draw other religious and moral consequences from their faith than is common among the members of the Danish Evangelical Lutheran Church and in the general population. IM maintains that the organization stands religiously firm despite the changes in the surrounding world. Against this background, the article examines 1,765 responses to a unique survey among IM's friends regarding recruitment, beliefs, morality and religious socialization in IM. We find that the core elements in beliefs remain stable while generational changes create a gradual deterioration in the strict sexual-family values. This shows that religious changes within Inner Mission are not uni-directional in contrast to what is expected by general theories of religious changes such as secularization and individualization. RESUMÉ: Den danske folkekirkelige retning Indre Mission understreger ligesom andre evangelikale grupper en bibeltro kristendom der lægger vægt på ortodoksi, omvendelse og aktivisme, og som tillægger Jesu soningsdød på korset en central betydning. Ændringer i værdier mellem generationer samt socialisering leder IMs venner, som tilhængerne kalder sig selv, til at drage andre religiøse og moralske konsekvenser af deres tro end det er almindeligt blandt medlemmerne af den danske folkekirke og i befolkningen i øvrigt. IM fastholder at bevægelsen står fast til trods for forandringerne i den omgivende verden. Artiklen undersøger på baggrund 1.765 besvarelser på et unikt survey til IMs venner rekruttering, tro og moral og religiøs socialisering i IM. Vi finder en gradvis generationsmæssig udtynding af nogle moralske værdier, men samtidig medvirker familiemæssig socialisering fastholden af strikse trosforestillinger. Denne usamtidighed i forandringerne udfordrer de traditionelle, generelle teorier om lineær religiøs forandring.

Johan Grundtvigs prædiken d. 5. august 1792Af Gerald M. HaslamMed den her gengivne prædiken af N.F.S. Grundtvigs far præsenteres et større transskriptionsarbejde og en opfølgende analyse. Haslam arbejder dels med Johan Grundtvigs prædikener, dels med sammes brevveksling. Arbejdet skal munde ud i en redegørelse for N.F.S. Grundtvigs forhold til faderens teologi.Prædikenen er fra 1792 og har derfor kunnet høres af N.F.S. Grundtvig før han drog til Thyregod. Haslam tilslutter sig K.E. Bugges beskrivelse af Johan Grundtvigs teologi som en blanding af ortodoksi, pietisme og supranaturalisme, men understreger, at Johan Grundtvigs teologi er endog mere præget af bodskristendom, end Bugge antager.Haslam foretager på grundlag af den samlede mængde prædikener en bestemmelse af Johan Grundtvigs teologi i en samfundsmæssig og kulturel kontekst. Denne analyse peger på de positive aspekter af Johan Grundtvigs virke, uden at Haslam derfor forholder sig ukritisk til Johan Grundtvig. Han understreger det værdifulde i, at Johan Grundtvig i en tid præget af politisk og religiøs forvirring gennem sin forkyndelse af den personlige omvendelses betydning for den evige frelse var i stand til at motivere sine sognebørn til at leve et bedre liv og til at bibringe dem tr.st og håb.Afsluttende går Haslam det klart, at N.F.S. Grundtvig - og andre fornyere af forkyndelsen - ikke opstod i et tomrum, men positivt knyttede an til forkyndelsen hos kirkemænd, der i slutningen af 1700-tallet bekymrede sig for deres sognebørns åndelige og fysiske velbefindende.

Forholdet mellem det ’at være muslim’ og det ’at være en minoritet’ har blandt muslimer været et emne til debat, siden profeten Muhammed udvandrede eller flygtede fra Mekka til Medina for dér at leve i eksil i 8 år. I dag kan man blandt andet på arabiske islamiske satellit-kanaler følge med i, hvordan denne debat er blevet en del af muslimers hverdagspraksis i Europa, hvor de forsøger at finde svar på, hvordan de skal leve som muslimer i samfund, hvor islam ikke er majoritetsreligionen.At muslimer i Europa er en minoritet, er en commonsense betragtning, der florerer i den offentlige debat, i hverdagssproget, såvel som i forskningen på feltet. Ganske ofte tages denne betragtning af muslimers status for givet, uden at det udforskes nærmere, hvilke præmisser der ligger bag denne kategorisering, og hvad konsekvenserne er. For at komme nærmere en forståelse af sammenhængen mellem ’det at være muslim’ og at være ’en minoritet’, er det nødvendigt at udfordre denne commonsense forståelse af muslimer som værende en minoritet. Hvad menes der med, at de er en minoritet? Muslim er betegnelsen for en religiøs identitet, men hvad får det af betydning for det religiøse tilhørsforhold, den enkeltes hverdagslige tilværelse og selvforståelse, at muslimer betegnes som værende en minoritet? Er det overhovedet religionen, der er afgørende for deres minoritetsidentitet, og hvordan spiller den religiøse og den minoriserede kategorisering sammen? Set i forhold til majoritetens rolle må man blandt andet spørge, hvordan kategoriseringen af muslimer som værende en minoritet får betydning for lovgivning og institutionelle praksisser. Der er således rigtig mange aspekter af dette tema, som kunne være relevante at belyse.Dette temanummer belyser nogle udvalgte aspekter af dette omfattende emne om den religiøse og minoriserede identitet. Disse aspekter afspejler til dels den forskning, der aktuelt dominerer i det danske forskningsfelt, og er til dels influeret af politiske interesser for integration, antiradikalisering, muslimsk identitet etc. Ambitionen er en tværfaglig vinkling på konstruktioner af muslimske minoritetsidentiteter med en særlig opmærksomhed på samspillet mellem den religiøst definerede og den status- eller magt-definerede identitet, som minoritetsbegrebet refererer til. Temanummeret tager således udgangspunkt i en definition af minoriteter som en analytisk kategori, hvor minoriteten er defineret ved en asymmetrisk magtrelation til majoriteten. Det er dermed ikke det numeriske mindretal, der i sig selv gør muslimer til en minoritet, men tilskrivningen af betydning til gruppen af muslimer og dens størrelse i relationen til en majoritet. Denne – magtrelationelle – betydningstilskrivning tildeler minoriteten en anderledes, afvigende eller negativ identitet, der fratager minoriteten samfundsmæssig status og definitionsmagt. Hvilke forskelle i form af afvigelser fra normen, der konkret tillægges betydning, kan samtidig variere over tid og sted og være udgangspunkt for forhandlinger og kampe, som det tydeligt vil fremgå af dette temanummers artikler. Alle artikler i dette temanummer synes – eksplicit eller implicit – at tage udgangspunkt i denne definition af minoriteten. Daniel Henchen viser, hvordan danske missionærer i Syrien i begyndelsen af det 20. århundrede ikke blot definerer muslimer som objekter for mission, men definerer beduiner som særligt missionsmodtagelige. Definitionen af minoriteten blandt minoriteten – nemlig beduinen – bliver dermed en definition med et praktisk formål: mission, og dét er udgangspunktet for, hvordan beduinen og de andre muslimer betydningstillægges i relation til islam såvel som kristendom. Pointen, om at definitionen af minoriteten har et praktisk formål, er gennemgående for flere af artiklerne. Lasse Lindekilde spørger således til sammenhængen mellem særlige integrations- og antiradikaliseringsindsatser og radikalisering blandt muslimer. Integrationsindsatsen er formuleret på baggrund af udgrænsningen af en særlig gruppe, en minoritet i samfundet, der tilskrives et særligt behov for hjælp til at blive integreret. Spørgsmålet, som Lindekilde også rejser, er, om det er selve indsatsen, minoriteten reagerer på, eller kategoriseringen, idet denne netop af mange opleves og opfattes som en eksklusion snarere end et oprigtigt forsøg på inklusion. Minoritetsdefinitionen er altså ikke ligegyldig eller blot et spørgsmål om akademisk spilfægteri, men har direkte konsekvenser for social praksis, og er derfor også væsentlig at udforske som netop social praksis.I forlængelse af udpegningen af den ’praktiske’ minoritet, som eksempelvis enten skal omvendes eller integreres, rejser der sig et andet spørgsmål knyttet til temaet for dette nummer. Hvordan er islam – eller dét at være muslim – blevet det aspekt, der betydningstilskrives som anderledes, afvigende eller negativt, og hvordan finder det sted og opleves af de involverede parter? I denne forbindelse er det centralt at være opmærksom på, hvordan den muslimske identitet som forklaringsmodel konvergerer med andre faktorer, så som etnicitet, migrantstatus, køn, klasse etc. De fleste er opmærksomme på, at den dominerende ’praktiske’ minoritet de seneste 10-15 år i den danske politiske debat i stigende grad synes at være blevet muslimer, hvor det tidligere var flygtninge og længere igen tilbage, migrantarbejdere. Der er gode grunde til at hævde, at intersektionen af immigrant (og efterkommere heraf) og muslim derfor ikke kan adskilles. Den muslimske minoritet er stadig betydningsindskrevet i en integrationsdiskurs, der strukturerer rammerne for, hvordan den muslimske identitet tilskrives betydning. At det nu er religionen, snarere end tidligere kulturen eller klassetilhørsforholdet, der bliver tillagt betydning, ikke blot illustrerer, hvordan tilskrivningen af betydning ændres over tid og sted, men er vigtig for forståelsen af minoritetens strategier og handlemuligheder. Hvordan islam og kategorien muslim bliver til og forhandles er noget, som særligt Tekla Canger kommer ind på i sin artikel. På baggrund af livshistoriske interviews af minoriserede kvinder med muslimsk baggrund analyseres positioneringen ’muslim’ som en grundlæggende intersektionel og sammenvævet konstruktion, der på forskellig vis konvergerer med andre sociale kategorier og kontekstuelle positioneringer. Canger kommer blandt andet ind på de unges muligheder for at skabe et ”tredje rum” i deres forhandlinger af en muslimsk andethed.At skabe en ’praktisk’ minoritet indebærer for det tredje, at den tillægges betydning som anderledes, hvilket sker gennem specifikke kategoriseringer og repræsentationer. Det sker i mange forskelligartede kontekster, som herværende artikler hver især eksemplificerer. Gennem sammenligninger af fremstillinger af jøden i begyndelsen af det 20. århundrede med fremstillinger af muslimen i begyndelsen af det 21. århundrede, argumenterer Cora Alexa Døving således for, at selve konstruktionen af ’minoritetsstereotypen’ synes at have fællestræk på tværs af tid og rum. Fremstillingerne, der analyseres, er fra den norske offentlige debat i form af avisartikler, bøger, pamfletter mv. Signe Kjær Jørgensenundersøger muslimers betingelser for selvfremstilling i medierne gennem en analyse af et interview med Asmaa Abdol-Hamid i Politiken. Her argumenterer Kjær Jørgensen for, at minoriteten har stærkt afgrænsede muligheder for selvfremstilling, idet betingelserne herfor udstikkes af majoritetens normativitet og forforståelser. Medierne er således én kontekst for kategorisering og repræsentation. I Lindekildes artikel vises, hvordan det politiske tiltag om brugen af rollemodeller som integrationsfremmende og radikaliseringshæmmende redskab implicit opererer med kategoriseringer. Den institutionaliserede politiske praksis er således en anden kontekst for kategorisering. Den politiske diskurs om muslimer og særligt radikaliserede muslimer er ligeledes central i Iben Helqvists artikel, da embedsmandsværket indretter deres politiske praksis i forbindelse med valg af muslimske samtalepartnere efter politikeres og mediers offentlige kategoriseringer af specifikke muslimer og muslimske organisationer som værende radikale eller ekstreme i deres islamfortolkning. Her konvergerer de mediebårne kategoriseringer med institutionaliseret politisk praksis. Imidlertid viser Helqvists artikel, at minoritetens vilje til tilhørsforhold og krav om anerkendelse som ligeværdige borgere i det danske samfund blandt andet artikuleres gennem netop den demokratiske proces. Således peger Helqvist på muslimske organisationers forhandling af at repræsentere en dansk islam og indgå som samarbejdspartnere i en national politisk kontekst.Som det fremgår af dette bud på minoritetsperspektiver, som dette temanummers artikler kan læses med, handler temaet muslim og minoritet ikke så meget om islam, som det handler om muslimsk identitet i en særlig form for samfundsmæssighed. Adskillige af de boganmeldelser, som også rummes i dette nummer, har samme interessefelt. Det er med interesse for dette felt, at vi opfordrer læserne til at læse dette nummer af Tidsskrift for Islamforskning.

When pagans met Christians or Christianity, this meeting could produce a variety of different reactions or feelings. Some were attracted by what they saw or heard, while others were disgusted. Some were filled with fear or simply annoyed, while others were indifferent, and others again might have had a mixture of conflicting feelings. These different reactions to Christianity in some cases resulted in either conversion or aversion. The object of the article has been to explain these two reactions. An analysis of pagan attitudes towards ungodliness (atheos) and superstition (superstitio or deisidaimonios) notably of Plutarch's De superstitione has formed the basis of my argument. I have argued that some saw Christianity or Christians as ungodly or superstitious and that this could produce aversion. On the other hand, I have argues, inspired by Plutarch, that others in Christianity saw a liberation from superstition, and that this could contribute to conversion.

This article deals with the charismatic Protestant Free Church in Denmark, "Kristent Centrum". It describes the organization of "Kristent Centrum" and the importance of healing within the Free Church, and it compares "Kristent Centrum" with the healing groups in Meredith B. McGuire's study Ritual Healing in Suburban Africa.The main goal of the Free Church is to convert ordinary people and mainstream Christians into born-again Christians. Mopst of the Church meetings are "revivalist meetings", where leader Hans Berntsen tries to convince people to open up their hearts to Jesus. At the end of each session, Hans Berntsen prays for the people who have different kinds of problems and healing takes place. The church, which has approximately 2,000 members, has meetings all over Denmark. Besides activities which are directed towards conversion, only little goes on within "Kristent Centrum". The members go to meetings to experience an atmosphere of closeness to God, which Hans Berntsen and other leaders try to create. The healing and the singing at meetings contribute to this atmosphere and are appreciated by many participants. As shown in McGuire's study, few people go to the meetings for the sole purpose of being healed. In this respect religious healing seems to differ from other forms of alternative treatment, which are normally used in response to a specific illness. It is my belief that healing within "Kristent Centrum" is supposed to build up faith among the members. Healing seems to work differently within "Kristent Centrum" than among healing groups om McGuire's study, where healing restores order and meaning for the sick person by constructing illness etiologies based on the sick person's illness episodes. Furthermore, the healing gives the person a feeling of personale empowerment. Due to their belief in the greatness and the immediacy of God's power and the complete powerlessness of the human being, the participants in the meetings of "Kristent Centrum" do not feel empowered. Because of the lack of contact between Free Church leaders and people seeking healing at the meetings, no illness etiologies for sick people are constructed.

"The Conversion of the Copts to Christianity and the Origin of Their Written Language and Translations of the Bible". This introductory article deals with the issue of why Egypt's Christians in the fourth and fifth centuries caused the Bible to be translated into a large number of Coptic dialects, connecting the issue with the history of the dissemination of Christianity in Egypt.