Academic literature on the topic 'Danske udvandrere'

Reclaiming Grundtvig at Grand View College[Grundtvig og den grundtvigske arv på Grand View College]Af Mark C. MattesMark Mattes er professor ved Grand View College i Des Moines, Iowa. Denne uddannelsesinstitution, der i sin tid blev grundlagt af danske udvandrere under medvirken af bl.a. Grundtvigs søn Frederik Lange Grundtvig, har gennem årene været et vigtigt hjemsted for fortsat interesse for dansk sprog og kulturarv. Som det fremgår af prof. Mattes’ bidrag, er man i øjeblikket i gang med at støbe traditionen i nye former, uden af den grund at give køb på målsætningen at bygge på den grundtvigske arv.

Grundtvigianisme og danskere i AmerikaAf Thorvald HansenArtiklen beskæftiger sig med to forbundne emner: den »Grundtvigianerskræk«, der i sidste århundrede fandtes inden for protestantiske kredse i USA, samt den kirkelige splittelse blandt de danske immigranter. Da det danske udvalg for kirkeligt arbejde blandt udvandrere i 1867 sendte repræsentanter til USA, konstateredes en udtalt biblicisme blandt immigranterne, kombineret med en voldsom afstandtagen fra grundtvigianismen, den nævnte »Grundtvigianer-skræk«. Dette var resultatet af en længere udvikling, hvor Grundtvigs kirkelige synspunkter oprindelig var blevet vel modtaget blandt norske immigranter og lagt til grund for det første forsøg på en norsk-dansk synodedannelse, i hvilken også den danskfødte præst Claus L. Clausen medvirkede. I 1850-erne skiftede det teologiske miljø i Norge imidlertid den oprindelig positive holdning til Grundtvig ud med en afvisning, immigranterne fulgte moderkirken og op gennem 1860-erne voksede den amerikanske modstand mod Grundtvig. Da den danske kirke som et resultat af det førnævnte udvalgs arbejde i 1871 indledte sin virksomhed, havde den derfor særdeles vanskelige vilkår.En konkret sag forværrede den i forvejen spændte situation. Den danske præst Adam Dan, - der ikke var grundtvigianer, men heller ikke i opposition til Grundtvig, - var blevet præst inden for den norsk-danske kirkedannelse.Han kætterdømtes under medvirken af den tyske Missouri Synodes lærestol. Sagen medvirkede til at umuliggøre et samarbejde mellem den norsk-danske synode og den danske kirke. Da de danskere, der hørte til den norsk-danske kirke, i 1884 i fuld forståelse med nordmændene gjorde sig selvstændige, tilsluttede de sig ikke den danske kirke, men dannede en ny gruppe the Danish Evangelical Lutheran Association, der skabte et præsteseminarium i Blair, Nebraska.Til disse den første danske kirkedannelses vanskeligheder føjedes den almindelige amerikanske puritanisme og tendensen til uniformitet inden for de protestantiske immigrantkirker. Den danske kirke prægedes af en liberal holdning og rummede både pietistiske kredse, grundtvigske miljøer og grupper uden retningspræg og havde det derfor ikke nemt, hverken udadtil eller indadtil.I 1892 førte spændinger mellem de pietistiske og ikke-pietistiske grupper til nedlæggelsen af kirkens præsteseminarium i Luck, Wisconcin. Seminariet havde været ledet af grundtvigianeren Thorvald Helveg i samarbejde med den indremissionske Peder Sørensen Vig. Nedlæggelsen af seminariet grundede sig på disses uenighed om bibelsyn og luthersk konfessionalisme, og indtil oprettelsen af Grand View College i Des Moines, Iowa, i 1897 havde kirken da ingen præsteskole, men måtte klare sig med de præster, der uddannedes på Askov Folkehøjskole i Danmark.Andre stridsemner inden for kirken var spørgsmålet om holdningen til hemmelige selskaber, eksempelvis the Danish Brotherhood, idet Grundtvigs søn, Frederik Lange Grundtvig, præst i Clinton, Iowa, markerede sig som modstander af disse; endvidere diskussionen om, hvorvidt det hørte til kirkens arbejdsområde at oprette danske kolonier, samt striden om det af F.L.Grundtvig stiftede Dansk Folkesamfund. En række præster og lægfolk følte, at Dansk Folkesamfund fremstod som et konkurrenceforetagende i forhold til kirken.I 1890-erne markerede en pietistisk orienteret gruppe sig med tidsskriftet Danskeren, og efter en lang og opslidende debat splittedes kirken i to i 1894. En tid var der således tre danske kirker i USA, men i 1896 forenede den pietistiske udbryderkirke sig med den danske kirke, der drev præsteseminariet i Blair, Nebraska. Et vist samarbejde fandt i årenes løb sted mellem kirkerne, bl.a. om udgivelsen af en salmebog. Først i 1960-erne og senere i 1980-erne er de to kirker igen forenet i den samme kirke, men da som resultat af foreningen af to større lutherske kirker i USA, hvortil de to danske kirker tidligere havde sluttet sig, og ikke som en følge af de to danske kirkers selvstændige bestræbelser.

Forholdet mellem det ’at være muslim’ og det ’at være en minoritet’ har blandt muslimer været et emne til debat, siden profeten Muhammed udvandrede eller flygtede fra Mekka til Medina for dér at leve i eksil i 8 år. I dag kan man blandt andet på arabiske islamiske satellit-kanaler følge med i, hvordan denne debat er blevet en del af muslimers hverdagspraksis i Europa, hvor de forsøger at finde svar på, hvordan de skal leve som muslimer i samfund, hvor islam ikke er majoritetsreligionen.At muslimer i Europa er en minoritet, er en commonsense betragtning, der florerer i den offentlige debat, i hverdagssproget, såvel som i forskningen på feltet. Ganske ofte tages denne betragtning af muslimers status for givet, uden at det udforskes nærmere, hvilke præmisser der ligger bag denne kategorisering, og hvad konsekvenserne er. For at komme nærmere en forståelse af sammenhængen mellem ’det at være muslim’ og at være ’en minoritet’, er det nødvendigt at udfordre denne commonsense forståelse af muslimer som værende en minoritet. Hvad menes der med, at de er en minoritet? Muslim er betegnelsen for en religiøs identitet, men hvad får det af betydning for det religiøse tilhørsforhold, den enkeltes hverdagslige tilværelse og selvforståelse, at muslimer betegnes som værende en minoritet? Er det overhovedet religionen, der er afgørende for deres minoritetsidentitet, og hvordan spiller den religiøse og den minoriserede kategorisering sammen? Set i forhold til majoritetens rolle må man blandt andet spørge, hvordan kategoriseringen af muslimer som værende en minoritet får betydning for lovgivning og institutionelle praksisser. Der er således rigtig mange aspekter af dette tema, som kunne være relevante at belyse.Dette temanummer belyser nogle udvalgte aspekter af dette omfattende emne om den religiøse og minoriserede identitet. Disse aspekter afspejler til dels den forskning, der aktuelt dominerer i det danske forskningsfelt, og er til dels influeret af politiske interesser for integration, antiradikalisering, muslimsk identitet etc. Ambitionen er en tværfaglig vinkling på konstruktioner af muslimske minoritetsidentiteter med en særlig opmærksomhed på samspillet mellem den religiøst definerede og den status- eller magt-definerede identitet, som minoritetsbegrebet refererer til. Temanummeret tager således udgangspunkt i en definition af minoriteter som en analytisk kategori, hvor minoriteten er defineret ved en asymmetrisk magtrelation til majoriteten. Det er dermed ikke det numeriske mindretal, der i sig selv gør muslimer til en minoritet, men tilskrivningen af betydning til gruppen af muslimer og dens størrelse i relationen til en majoritet. Denne – magtrelationelle – betydningstilskrivning tildeler minoriteten en anderledes, afvigende eller negativ identitet, der fratager minoriteten samfundsmæssig status og definitionsmagt. Hvilke forskelle i form af afvigelser fra normen, der konkret tillægges betydning, kan samtidig variere over tid og sted og være udgangspunkt for forhandlinger og kampe, som det tydeligt vil fremgå af dette temanummers artikler. Alle artikler i dette temanummer synes – eksplicit eller implicit – at tage udgangspunkt i denne definition af minoriteten. Daniel Henchen viser, hvordan danske missionærer i Syrien i begyndelsen af det 20. århundrede ikke blot definerer muslimer som objekter for mission, men definerer beduiner som særligt missionsmodtagelige. Definitionen af minoriteten blandt minoriteten – nemlig beduinen – bliver dermed en definition med et praktisk formål: mission, og dét er udgangspunktet for, hvordan beduinen og de andre muslimer betydningstillægges i relation til islam såvel som kristendom. Pointen, om at definitionen af minoriteten har et praktisk formål, er gennemgående for flere af artiklerne. Lasse Lindekilde spørger således til sammenhængen mellem særlige integrations- og antiradikaliseringsindsatser og radikalisering blandt muslimer. Integrationsindsatsen er formuleret på baggrund af udgrænsningen af en særlig gruppe, en minoritet i samfundet, der tilskrives et særligt behov for hjælp til at blive integreret. Spørgsmålet, som Lindekilde også rejser, er, om det er selve indsatsen, minoriteten reagerer på, eller kategoriseringen, idet denne netop af mange opleves og opfattes som en eksklusion snarere end et oprigtigt forsøg på inklusion. Minoritetsdefinitionen er altså ikke ligegyldig eller blot et spørgsmål om akademisk spilfægteri, men har direkte konsekvenser for social praksis, og er derfor også væsentlig at udforske som netop social praksis.I forlængelse af udpegningen af den ’praktiske’ minoritet, som eksempelvis enten skal omvendes eller integreres, rejser der sig et andet spørgsmål knyttet til temaet for dette nummer. Hvordan er islam – eller dét at være muslim – blevet det aspekt, der betydningstilskrives som anderledes, afvigende eller negativt, og hvordan finder det sted og opleves af de involverede parter? I denne forbindelse er det centralt at være opmærksom på, hvordan den muslimske identitet som forklaringsmodel konvergerer med andre faktorer, så som etnicitet, migrantstatus, køn, klasse etc. De fleste er opmærksomme på, at den dominerende ’praktiske’ minoritet de seneste 10-15 år i den danske politiske debat i stigende grad synes at være blevet muslimer, hvor det tidligere var flygtninge og længere igen tilbage, migrantarbejdere. Der er gode grunde til at hævde, at intersektionen af immigrant (og efterkommere heraf) og muslim derfor ikke kan adskilles. Den muslimske minoritet er stadig betydningsindskrevet i en integrationsdiskurs, der strukturerer rammerne for, hvordan den muslimske identitet tilskrives betydning. At det nu er religionen, snarere end tidligere kulturen eller klassetilhørsforholdet, der bliver tillagt betydning, ikke blot illustrerer, hvordan tilskrivningen af betydning ændres over tid og sted, men er vigtig for forståelsen af minoritetens strategier og handlemuligheder. Hvordan islam og kategorien muslim bliver til og forhandles er noget, som særligt Tekla Canger kommer ind på i sin artikel. På baggrund af livshistoriske interviews af minoriserede kvinder med muslimsk baggrund analyseres positioneringen ’muslim’ som en grundlæggende intersektionel og sammenvævet konstruktion, der på forskellig vis konvergerer med andre sociale kategorier og kontekstuelle positioneringer. Canger kommer blandt andet ind på de unges muligheder for at skabe et ”tredje rum” i deres forhandlinger af en muslimsk andethed.At skabe en ’praktisk’ minoritet indebærer for det tredje, at den tillægges betydning som anderledes, hvilket sker gennem specifikke kategoriseringer og repræsentationer. Det sker i mange forskelligartede kontekster, som herværende artikler hver især eksemplificerer. Gennem sammenligninger af fremstillinger af jøden i begyndelsen af det 20. århundrede med fremstillinger af muslimen i begyndelsen af det 21. århundrede, argumenterer Cora Alexa Døving således for, at selve konstruktionen af ’minoritetsstereotypen’ synes at have fællestræk på tværs af tid og rum. Fremstillingerne, der analyseres, er fra den norske offentlige debat i form af avisartikler, bøger, pamfletter mv. Signe Kjær Jørgensenundersøger muslimers betingelser for selvfremstilling i medierne gennem en analyse af et interview med Asmaa Abdol-Hamid i Politiken. Her argumenterer Kjær Jørgensen for, at minoriteten har stærkt afgrænsede muligheder for selvfremstilling, idet betingelserne herfor udstikkes af majoritetens normativitet og forforståelser. Medierne er således én kontekst for kategorisering og repræsentation. I Lindekildes artikel vises, hvordan det politiske tiltag om brugen af rollemodeller som integrationsfremmende og radikaliseringshæmmende redskab implicit opererer med kategoriseringer. Den institutionaliserede politiske praksis er således en anden kontekst for kategorisering. Den politiske diskurs om muslimer og særligt radikaliserede muslimer er ligeledes central i Iben Helqvists artikel, da embedsmandsværket indretter deres politiske praksis i forbindelse med valg af muslimske samtalepartnere efter politikeres og mediers offentlige kategoriseringer af specifikke muslimer og muslimske organisationer som værende radikale eller ekstreme i deres islamfortolkning. Her konvergerer de mediebårne kategoriseringer med institutionaliseret politisk praksis. Imidlertid viser Helqvists artikel, at minoritetens vilje til tilhørsforhold og krav om anerkendelse som ligeværdige borgere i det danske samfund blandt andet artikuleres gennem netop den demokratiske proces. Således peger Helqvist på muslimske organisationers forhandling af at repræsentere en dansk islam og indgå som samarbejdspartnere i en national politisk kontekst.Som det fremgår af dette bud på minoritetsperspektiver, som dette temanummers artikler kan læses med, handler temaet muslim og minoritet ikke så meget om islam, som det handler om muslimsk identitet i en særlig form for samfundsmæssighed. Adskillige af de boganmeldelser, som også rummes i dette nummer, har samme interessefelt. Det er med interesse for dette felt, at vi opfordrer læserne til at læse dette nummer af Tidsskrift for Islamforskning.

Dansk tales i dag af en lille minoritet af efterkommere af danske udvandrere i Argentina og har i mere end 150 år været i kontakt med det omgivende majoritetssprog spansk. Denne kontakt har udmøntet sig i alle typer af overførsel af sprogligt materiale fra spansk til dansk. Under en antagelse om at dels meget frekvente strukturer, dels intersystemisk ækvivalente strukturer i særlig grad indlånes og reanalyseres i modtagersproget, undersøger artiklen påvirkningen fra konstruktioner med den spanske se-partikel i argentinadansk. Artiklen har fokus på se-påvirkede konstruktioner som indeholder sig (mig, dig, os, jer), især hvor det er anvendt reciprokt, men undersøgelsen kan påvise at alle se’s funktioner i spansk er repræsenteret med sig i argentinadansk. I lyset af analysen af se-påvirkede sig-konstruktioner, som viser sig at være et felt med stor intra- og intertalervariation, diskuterer artiklen om argentinadansk kan anses for at være en ny selvstændig varietet af dansk.

I perioden 1908-1930 afholdtes en række dansk-amerikanske stævner på danske folkehøjskoler med det formål at (gen)etablere danske udvandreres tilhørsforhold til Danmark. Med udgangspunkt i disse stævner undersøger artiklen, hvordan hjemlandsturisme er blevet anvendt som et transnationalt redskab til at producere dansk identitet. Artiklen demonstrerer, at den danskamerikanske hjemlandsturisme markerer begyndelsen på en transnational kulturudveksling, som er bemærkelsesværdig, dels fordi den finder sted allerede i begyndelsen af det 20. århundrede, og dels fordi den var motiveret af en grundtvigiansk organisation med en klar nationalistisk agenda. Eftersom den tidligste dansk-amerikanske hjemlandsturisme ikke tidligere er blevet udforsket, bidrager artiklen til at fortælle et hidtil ukendt kapitel af den danskamerikanske historie.