Academic literature on the topic 'Avisartikler'

Perception Under Golf-krigen skrev De adskillige avisartikler om krigen. Da jeg læste dem, havde jeg en fornemmelse af, at denne krigs forløb allerede var blevet forudsagt i Deres bøger fra 70'erne og 80'erne.

Gjennom kritisk lesning av offentlige dokumenter, avisartikler, internasjonale evalueringerog ny teori gir artikkelen en illustrasjon av motstridene diskurser knyttet til kravet om sammenhengmellom barnehage og skole. Formålet med artikkelen er å gi en framstilling avhvordan krav om sammenheng mellom barnehage og skole bidrar til kolonisering av barnehagen.

På baggrund af et bredt kildemateriale bestående af rapporter, avisartikler og bøger analyserer denne artikel disruptionideens udbredelse i Danmark. Artiklen bidrager til konkurrencestatens idéhistorie ved at vise, hvordan disruptionideen i det seneste årti er blevet et nyt buzzword inden for innovations-, udviklings- og entreprenørskabstænkningen, som rummer løfter om vækst og konkurrencedygtighed i fremtiden. Mere konkret viser artiklen med udgangspunkt i Michael Freedens ideologiforståelse, hvordan disruption er blevet mobiliseret som et ideal, der skal hjælpe erhvervslivet, den offentlige sektor og individet på den rette vej ind i fremtiden.

Op til det danske folketingsvalg i 1901 kom Venstres spidskandidat i Kalundborgkredsen, den tidligere formand for Folketinget Christopher Krabbe, ud i et voldsomt politisk stormvejr. Krabbes datter havde som redaktør af den dansksprogede avis i Sønderjylland Dannevirke ført en tyskvenlig linje, som havde lagt hende for had blandt de dansksindede sønderjyder. Da Krabbe i nogle avisartikler tog hende i forsvar, rejste der sig både nord og syd for grænsen en bevægelse, som indædt forsøgte at hindre hans genvalg til Folketinget. Valgkampen i Kalundborg udviklede sig derfor til et nationalt anliggende, som drejede sig om forholdene syd for den dansk-tyske grænse, og om hvorvidt Krabbe skulle stå til regnskab for datterens gerninger eller ej. Dette forløb og eftervirkningerne heraf undersøges i denne artikel.

Iver Neumann begynte sin akademiske karriere som Russland-forsker, og selv om han senere har utvidet sitt repertoar av studieområder kraftig har han hele tiden beholdt også en interesse for Russland, både landets historie og dets aktuelle politikk. Han tok med seg sin brede teoretiske skolering inn i russlandstudiet, og tilførte dermed norsk russlandforskning viktige nye perspektiver. Særlig verdifulle er hans identitetsstudier, basert på blant annet Fredrik Barths nyansatser i antropologien. Samtidig som Neumann er en svært meritert og sitert forsker har han aldri nøyd seg med å bidra til den rene vitenskapen, han har også kastet seg ut i samfunnsdebatten generelt og utenriksdebatten spesielt. Her har han ofte viklet seg inn i mange ikke alltid like fruktbare polemikker der han har forfektet postmodernistiske posisjoner. I hans kommentarer til dagsaktuell politikk i både Russland og Norge adskiller analysen seg likevel ofte ikke i særlig grad fra gjengse «realistiske» perspektiver. Både som forsker og mediekommentator utmerker Neumann seg med et meget bevisst forhold til språket. Han spiller på hele registeret av stilistiske nyanser, både på norsk og engelsk, noe som gjør hans tekster til en fryd å lese. Hans vilje og evne til å spissformulere seg i intervjuer og korte avisartikler kan imidlertid til tider gjøre hans uttalelser i overkant bombastiske.

I 2015 fikk NSB Persontog vite at persontogtrafikken skulle konkurranseutsettes. Heretter kunne det gå bare én vei: nedover. Dette medførte omfattende endringer i strategi, og mange av disse endringene måtte kommuniseres til NSB Persontogs 3000ansatte for å bli implementert. Ledelsen visste at dette var en krevende oppgave: Majoriteten av de ansatte jobbet på tog rundt omkring i Norges land og hadde lite daglig kontakt med både nærmeste ledere og toppledelsen. Informasjon om hvem som skulle kjøre hvilket tog, og hvor og når dette skulle skje, kom i form av papir. Dermed måtte lokomotiv­førere og konduktører hver dag bære med seg ni kilo med papir i en ryggsekk. Denne informasjonen ble byttet ut hver sjette måned. Dette var fysisk tungt og gjorde de ansattes arbeidshverdag tungvint og ineffektiv. Og det gjorde strategisk internkommunikasjon nesten umulig. Denne casen beskriver hvordan NSB knekte den digitale internkommunikasjonskoden og dermed ble i stand til å implementere den strategiske endringen som den nye konkurransesituasjonen tvang frem. Inntil dette tidspunktet hadde togpersonalet for det meste levd sitt eget liv, i stor grad uten daglig lederkontakt, sanntidsinformasjon om relevante tema og hendelser, eller mulighet for enkel innhenting av informasjon om regler og prosedyrer ved behov. Så ble manuell, papir­basert internkommunika­sjon byttet ut til fordel for digital. Alle lokomotivførere og konduktører fikk nettbrett eller smarttelefon. Dermed var relevant informasjon lett tilgjengelig. I tillegg etablerte NSB en intern videokanal for ansatte som ledelsen kunne bruke til strategisk internkommunikasjon der man kunne fortelle om selskapets suksesser og utfordringer, kommunisere endringer og strategi direkte og ha toveis kommunikasjon med ansatte. Fenomen som beskrives Casen beskriver digitalisering av internkommunikasjon i NSB, som et verktøy for atferdsendring i implementeringen av en større strategisk endring i selskapet. Teoretisk forankring Vi benytter litteratur om organisasjonskommunikasjon, herunder litteratur om mediebruk. Informasjonsgrunnlag Det underliggende prinsippet for innhenting av informasjon var å belyse nøkkelkarakteristika ved digitalisering av internkommunikasjon i NSB, og flere informasjonskilder ligger til grunn for beskrivelsen av dette fenomenet. Den viktigste kilden er en av caseforfatterne, som var ansatt i NSB i mange år og arbeidet med endringen som beskrives i casen. Hans førstehåndserfaring med endringen er innhentet gjennom intervjuer utført av første- og andreforfatterne og arbeid med casebeskrivelsen. For å triangulere dette har vi benyttet offentlig tilgjengelig informasjon (årsrapporter, NSBs hjemmeside, avisartikler) og noe organisasjonsintern informasjon der det har vært mulig (intranettartikler). I innhentingen av informasjon søkte vi en forståelse av konteksten som digitaliseringen skjedde innenfor, herunder omstendighetene som førte til digitalisering, samt konsekvensene av dette.

Det er forståeligt, at Per Sørensen føler sig forulempet af min anvendelse af den avisartikel, hvori han indgår som behandler. Efter min opfattelse udsætter man sig imidlertid for kritik, når man henvender sig til offentligheden, ja det er vel dybest set meningen med offentlighed. Nu er det så min tur til at blive udsat for kritik af den, jeg selv har kritiseret, og det er rimeligt nok. Men det er også rimeligt, at jeg svarer på denne kritik.

Forholdet mellem det ’at være muslim’ og det ’at være en minoritet’ har blandt muslimer været et emne til debat, siden profeten Muhammed udvandrede eller flygtede fra Mekka til Medina for dér at leve i eksil i 8 år. I dag kan man blandt andet på arabiske islamiske satellit-kanaler følge med i, hvordan denne debat er blevet en del af muslimers hverdagspraksis i Europa, hvor de forsøger at finde svar på, hvordan de skal leve som muslimer i samfund, hvor islam ikke er majoritetsreligionen.At muslimer i Europa er en minoritet, er en commonsense betragtning, der florerer i den offentlige debat, i hverdagssproget, såvel som i forskningen på feltet. Ganske ofte tages denne betragtning af muslimers status for givet, uden at det udforskes nærmere, hvilke præmisser der ligger bag denne kategorisering, og hvad konsekvenserne er. For at komme nærmere en forståelse af sammenhængen mellem ’det at være muslim’ og at være ’en minoritet’, er det nødvendigt at udfordre denne commonsense forståelse af muslimer som værende en minoritet. Hvad menes der med, at de er en minoritet? Muslim er betegnelsen for en religiøs identitet, men hvad får det af betydning for det religiøse tilhørsforhold, den enkeltes hverdagslige tilværelse og selvforståelse, at muslimer betegnes som værende en minoritet? Er det overhovedet religionen, der er afgørende for deres minoritetsidentitet, og hvordan spiller den religiøse og den minoriserede kategorisering sammen? Set i forhold til majoritetens rolle må man blandt andet spørge, hvordan kategoriseringen af muslimer som værende en minoritet får betydning for lovgivning og institutionelle praksisser. Der er således rigtig mange aspekter af dette tema, som kunne være relevante at belyse.Dette temanummer belyser nogle udvalgte aspekter af dette omfattende emne om den religiøse og minoriserede identitet. Disse aspekter afspejler til dels den forskning, der aktuelt dominerer i det danske forskningsfelt, og er til dels influeret af politiske interesser for integration, antiradikalisering, muslimsk identitet etc. Ambitionen er en tværfaglig vinkling på konstruktioner af muslimske minoritetsidentiteter med en særlig opmærksomhed på samspillet mellem den religiøst definerede og den status- eller magt-definerede identitet, som minoritetsbegrebet refererer til. Temanummeret tager således udgangspunkt i en definition af minoriteter som en analytisk kategori, hvor minoriteten er defineret ved en asymmetrisk magtrelation til majoriteten. Det er dermed ikke det numeriske mindretal, der i sig selv gør muslimer til en minoritet, men tilskrivningen af betydning til gruppen af muslimer og dens størrelse i relationen til en majoritet. Denne – magtrelationelle – betydningstilskrivning tildeler minoriteten en anderledes, afvigende eller negativ identitet, der fratager minoriteten samfundsmæssig status og definitionsmagt. Hvilke forskelle i form af afvigelser fra normen, der konkret tillægges betydning, kan samtidig variere over tid og sted og være udgangspunkt for forhandlinger og kampe, som det tydeligt vil fremgå af dette temanummers artikler. Alle artikler i dette temanummer synes – eksplicit eller implicit – at tage udgangspunkt i denne definition af minoriteten. Daniel Henchen viser, hvordan danske missionærer i Syrien i begyndelsen af det 20. århundrede ikke blot definerer muslimer som objekter for mission, men definerer beduiner som særligt missionsmodtagelige. Definitionen af minoriteten blandt minoriteten – nemlig beduinen – bliver dermed en definition med et praktisk formål: mission, og dét er udgangspunktet for, hvordan beduinen og de andre muslimer betydningstillægges i relation til islam såvel som kristendom. Pointen, om at definitionen af minoriteten har et praktisk formål, er gennemgående for flere af artiklerne. Lasse Lindekilde spørger således til sammenhængen mellem særlige integrations- og antiradikaliseringsindsatser og radikalisering blandt muslimer. Integrationsindsatsen er formuleret på baggrund af udgrænsningen af en særlig gruppe, en minoritet i samfundet, der tilskrives et særligt behov for hjælp til at blive integreret. Spørgsmålet, som Lindekilde også rejser, er, om det er selve indsatsen, minoriteten reagerer på, eller kategoriseringen, idet denne netop af mange opleves og opfattes som en eksklusion snarere end et oprigtigt forsøg på inklusion. Minoritetsdefinitionen er altså ikke ligegyldig eller blot et spørgsmål om akademisk spilfægteri, men har direkte konsekvenser for social praksis, og er derfor også væsentlig at udforske som netop social praksis.I forlængelse af udpegningen af den ’praktiske’ minoritet, som eksempelvis enten skal omvendes eller integreres, rejser der sig et andet spørgsmål knyttet til temaet for dette nummer. Hvordan er islam – eller dét at være muslim – blevet det aspekt, der betydningstilskrives som anderledes, afvigende eller negativt, og hvordan finder det sted og opleves af de involverede parter? I denne forbindelse er det centralt at være opmærksom på, hvordan den muslimske identitet som forklaringsmodel konvergerer med andre faktorer, så som etnicitet, migrantstatus, køn, klasse etc. De fleste er opmærksomme på, at den dominerende ’praktiske’ minoritet de seneste 10-15 år i den danske politiske debat i stigende grad synes at være blevet muslimer, hvor det tidligere var flygtninge og længere igen tilbage, migrantarbejdere. Der er gode grunde til at hævde, at intersektionen af immigrant (og efterkommere heraf) og muslim derfor ikke kan adskilles. Den muslimske minoritet er stadig betydningsindskrevet i en integrationsdiskurs, der strukturerer rammerne for, hvordan den muslimske identitet tilskrives betydning. At det nu er religionen, snarere end tidligere kulturen eller klassetilhørsforholdet, der bliver tillagt betydning, ikke blot illustrerer, hvordan tilskrivningen af betydning ændres over tid og sted, men er vigtig for forståelsen af minoritetens strategier og handlemuligheder. Hvordan islam og kategorien muslim bliver til og forhandles er noget, som særligt Tekla Canger kommer ind på i sin artikel. På baggrund af livshistoriske interviews af minoriserede kvinder med muslimsk baggrund analyseres positioneringen ’muslim’ som en grundlæggende intersektionel og sammenvævet konstruktion, der på forskellig vis konvergerer med andre sociale kategorier og kontekstuelle positioneringer. Canger kommer blandt andet ind på de unges muligheder for at skabe et ”tredje rum” i deres forhandlinger af en muslimsk andethed.At skabe en ’praktisk’ minoritet indebærer for det tredje, at den tillægges betydning som anderledes, hvilket sker gennem specifikke kategoriseringer og repræsentationer. Det sker i mange forskelligartede kontekster, som herværende artikler hver især eksemplificerer. Gennem sammenligninger af fremstillinger af jøden i begyndelsen af det 20. århundrede med fremstillinger af muslimen i begyndelsen af det 21. århundrede, argumenterer Cora Alexa Døving således for, at selve konstruktionen af ’minoritetsstereotypen’ synes at have fællestræk på tværs af tid og rum. Fremstillingerne, der analyseres, er fra den norske offentlige debat i form af avisartikler, bøger, pamfletter mv. Signe Kjær Jørgensenundersøger muslimers betingelser for selvfremstilling i medierne gennem en analyse af et interview med Asmaa Abdol-Hamid i Politiken. Her argumenterer Kjær Jørgensen for, at minoriteten har stærkt afgrænsede muligheder for selvfremstilling, idet betingelserne herfor udstikkes af majoritetens normativitet og forforståelser. Medierne er således én kontekst for kategorisering og repræsentation. I Lindekildes artikel vises, hvordan det politiske tiltag om brugen af rollemodeller som integrationsfremmende og radikaliseringshæmmende redskab implicit opererer med kategoriseringer. Den institutionaliserede politiske praksis er således en anden kontekst for kategorisering. Den politiske diskurs om muslimer og særligt radikaliserede muslimer er ligeledes central i Iben Helqvists artikel, da embedsmandsværket indretter deres politiske praksis i forbindelse med valg af muslimske samtalepartnere efter politikeres og mediers offentlige kategoriseringer af specifikke muslimer og muslimske organisationer som værende radikale eller ekstreme i deres islamfortolkning. Her konvergerer de mediebårne kategoriseringer med institutionaliseret politisk praksis. Imidlertid viser Helqvists artikel, at minoritetens vilje til tilhørsforhold og krav om anerkendelse som ligeværdige borgere i det danske samfund blandt andet artikuleres gennem netop den demokratiske proces. Således peger Helqvist på muslimske organisationers forhandling af at repræsentere en dansk islam og indgå som samarbejdspartnere i en national politisk kontekst.Som det fremgår af dette bud på minoritetsperspektiver, som dette temanummers artikler kan læses med, handler temaet muslim og minoritet ikke så meget om islam, som det handler om muslimsk identitet i en særlig form for samfundsmæssighed. Adskillige af de boganmeldelser, som også rummes i dette nummer, har samme interessefelt. Det er med interesse for dette felt, at vi opfordrer læserne til at læse dette nummer af Tidsskrift for Islamforskning.

Melanie Klein indførte begrebet reparation i 1929 i forbindelse med en analyse af en serie malerier; som hun kun kendte fra en avisartikel af Karin Michaelis. Kunstnerens virkelige identitet har ikke hidtil været kendt i kleiniansk sammenhæng, men det påvises i artiklen, at det drejer sig om den danske malerinde Ruth Weber.